Stilhed og larmende tanker

29. august 2008

Der har i denne uge været meget stille her på bloggen. Jeg har haft overvejelser omkring bloggen her, om jeg skulle nedlægge den, da det jo egentlig bare er en blog, hvor jeg skriver om dagens gøremål, eller manglen på samme, blandet med lidt strøtanker om dette og hint. Blogge begrænser mig også en lille smule, for på en eller anden måde, føler jeg mig ”sat i bås”, men det er jo en bås jeg selv har skabt, da jeg har valgt ikke, at skrive om alt hvad der rør sig og heller ikke komme for mange sure opstød, da min blog ikke skal have en negativ slør over sig.

Indimellem tænker jeg på, hvordan det ville være, hvis man var fuldstændig anonym. Hvis jeg nu skrev som anonym, ville jeg så skrive om andre ting, eller ville skriveriet lige så stille finde den ”bås” som det nu har, det er jeg faktisk ikke klar over. Jeg fravalgte anonymiteten allerede i starten at mit bloggeri, da jeg mente, at jeg sagtens kan stå ved det jeg skriver.

I samme genre

16 kommentarer

  • Svar Hege 29. august 2008 at 21:10

    Jeg føler meg sånn halvanonym med min blogg. Det betyr at de som kjenner meg personlig vet hvem jeg er. For alle andre er jeg Hege. Finleser man bloggen kan man finne ut hvor jeg bor og hvem jeg er, men da må man gå inn for det. Det blir som med Farmer. Da jeg oppdaget ham i julen for ett og et halvt år siden, finleste jeg hele bloggen. Jeg fikk plassert ham på kartet sånn noenlunde, men det var også alt.

    Jeg håper du ikke legger ned bloggen, for jeg liker å være her. Jeg skriver jo også om de ytre tingene, hva jeg bedriver og denslags, men jeg er nok en smule mer privat enn det du er. Det er et valg. Hvis jeg ikke får tømt ut en del dritt i bloggen, så mister den litt sin hensikt for meg, og jeg er ikke redd for det negative sløret som du snakker om. Det blir jo både positive og negative ting man skriver om, og så blir det balanse. Det eneste jeg passer på, er at jeg ikke skriver noe som støter folk rundt meg. Altså – jeg skriver gjerne noe generelt som enkelte kan bli støtt av, men jeg skriver ikke om gjenkjennbare folk.

    God helg med eller uten blogg, Catarina.

  • Svar anette 29. august 2008 at 21:12

    Det med at være anonym/ikke-anonym er noget af det svære ved at blogge. Som jeg har blogget er jeg også blevet mindre og mindre anonym. Og dermed må jeg også acceptere, at min blog aldrig bliver helt så personlig, som jeg måske gerne ville have. Både med det jeg skriver om mig selv og det jeg skriver om min familie.

    Men jeg vil i hvert fald mangle noget, hvis du stopper med at skrive. Nemlig dine indlæg som du skriver tidligt om morgen, inden en ny dag starter. Det er altid sådan en dejlig positiv oplevelse at læse de indlæg 🙂

  • Svar Anne, Mandagspigen 29. august 2008 at 22:18

    tjaaa, de tanker opstår vist indimellem hos os alle…Jeg “leger” indimellem med tanken om, at oprette endnu en blog, hvor jeg er 100% anonym….men det er endnu ikke blevet til noget…og måske fordi det ikke er meningen..Men der kunne jeg jo så skrive alle de brokker ned, som ikke kommer på den blog jeg har nu…
    Det er lidt svært, jeg har også lige haft en uge uden indlæg…jeg havde bare ikke noget at fortælle, men det er faktisk første gang i det år jeg har blogget at det er sket…måske er det starten på slutningen?

    Nå uanset hvad…så nyder jeg som de øvrige at læse med hos dig 🙂

  • Svar Bambi72 29. august 2008 at 23:33

    Kære Catarina…

    Engang imellem tager vi alle vores blog op til overvejelse… Er den nu som man gerne vil have den… Er det eller det indlæg for tæt på…. Eller er det et glansbillede man laver af sig selv…
    Jeg havde engang en anonym blog, men langsomt blev den mere og mere, det min nuværende blog er….

    Personligt har jeg en tendens til at være mere åben end jeg er på min blog, men det er en del af meningen bag min blog….

    Hvad end dine overvejelser er og ender med at være… Skal du vide, at det er en fornøjelse at følge dit liv…. Og se dine pragtfulde billeder.

    Knuzzer

  • Svar Catarina 30. august 2008 at 08:25

    Alle
    Jeg er meget glad for at I alle er glade for at kikke ind forbi her. Jeg er ikke bange for det negative som sådan, men jeg ønsker bare ikke en “brokke eller pegen fingre af andre blog”, dem synes jeg der er rigeligt af.

    Jeg har flere gange skrevet et indlæg som så aldrig er blevet til noget da det ikke føltes rigtigt, men havde jeg været helt anonym og ingen i min nærhed kendt til bloggen, så kunne det godt være at netop det indlæg var kommet op, men jeg er ikke sikker.

    Jeg tror jeg må lade tiden vise om det forbliver ved ”en lille sluder for en sladder” eller om den helt skal nedlægges.

  • Svar Marianne 30. august 2008 at 08:47

    Den diskussion har jeg ofte med mig selv…. men min er en webblog (en dagbog) som jeg er glad for at kunne bladre tilbage i. Ting bliver skrevet som jeg aldrig ville få skrevet og som man så munter kan bladre i. At andre så gider at læse med er mig uforståelig. Blog skal være af lyst og nogen gange er den der ikke og så er det okay at være stille. Omkring det er være anonym – det valgte jeg hurtigt fra – idet det jo er en dagbog…..

  • Svar Catarina 30. august 2008 at 08:58

    Marianne
    For mig er en dagbog noget ganske privat et sted hvor man kringer det inderste ud. Min blog ville aldrig blive en dagbog da jeg har mange tanker som jeg aldrig ville dele med nogen. Min blog er en beskrivelse af min dagligdag og dermed også personlig, men ikke privat, privat er jeg sammen med min familie og venner, og ja det er sjovt at bladre tilbage og se havd man har bredrevet tiden med.

  • Svar Hege 30. august 2008 at 09:40

    Jeg er ikke særlig redd for å være åpen, det er noe av det som er typisk for meg. Min blogg er derfor ganske personlig. Samtidig må jeg ta hensyn, og det er et problem. Jeg vet jo at mine foreldre og folk som kjenner dem leser på min blogg. Det betyr at jeg ikke kan skrive om min barndom, – noe jeg brenner etter å gjøre. Det er det jeg taper. Men jeg vinner også noe. Mine foreldre har glede av å lese min blogg. I en travel hverdag får vi ikke alltid tid til å være sammen. Bloggen forteller dem hvordan mitt, min manns og mine barns liv rusler av sted i hverdagen. Dessuten får de vite mye om hva jeg tenker om mange viktige personlige og politiske saker, – ting de neppe ville fått innsikt i om jeg ikke hadde hatt en blogg. Det er det viktigste, og jeg vet de setter pris på det. Min datter har også en blogg, og jeg ser at det er sånn for meg også. Jeg får innsikt i veldig mye av hennes liv og ikke minst hennes tanker og meninger. Samtidig regner jeg med at det faktum at jeg leser med også bremser hennes uttrykksbehov noe. Men bremser har vi ikke vondt av. Det betyr jo også at vi tar hensyn.

  • Svar Karin - Abildjyden 30. august 2008 at 09:54

    Vi er alle forskellige, vi har alle hver især vore grunde til vi i sin tid oprettede vores blog. Jeg er ny eller nyere her i dette forum, begyndte for mange år siden på space, derefter fulgte tv2 bloggen, og nu er jeg her. Erfaringen er, hver enkelt blogger, skriver med det “næb” de har valgt. Derfor vil tankerne for at stoppe med at skrive strejfet os alle. Det er ikke mig der skal være årsagen til en person vælger at sige farvel, eller fortsætte bare fordi jeg opfordre til det. Det skal være fordi du kan mærke du vil savne dette forum.
    Jeg ønsker lige en super god weekend, mener at huske du skal noget helt vildt i aften ikk`?

  • Svar Pia 30. august 2008 at 10:51

    Det er altid med en risiko at man giver udtryk for, at man siger noget højt, er enig eller uenig.
    Det her bloggeri bruger vi jo alle ud fra egne lyster og behov, og det stiller en i en endnu mere sårbar position. Man kan komme til at træde andre over tæerne man udstiller sig selv uden at vide hvordan “verden” vil modtage det.

    Anonym eller ej, jeg tror det er en god idé at gøre op i det hele taget, bare nogle gange. Så man er sig selv bevidst om hvorfor man vælger at være offentlig eller at fremtræde under et pseudonym.

    Jeg har da også haft tænkt om jeg burde fjerne mig og skrive anonymt, jeg er bare hver gang nået frem til, at de jeg ville skåne alligevel ville kunne genkende mig- eller dem selv i skriften.

    Det er dejligt DU stadig er her, men jeg forstår så godt hvis du en dag vælger noget andet:)

  • Svar Perle 30. august 2008 at 10:54

    Havde godt bemærket dit ‘fravær’, hvilket jo blot betyder, at jeg læser med her og kigger ind næsten dagligt.

    Anonym eller ej er jo et personligt spørgsmål. Min kan man jo godt sige er anonym, men alligevel overvejer jeg meget hvad jeg skriver om. Der er rigtig mange ting der ikke står dig. Bruger den nogenlunde som du, dog kan der godt snige sig nogle negative wibes ind på bloggen ind i mellem.

    Jeg ville aldrig fungere med 2 blogge. Ved, at jeg ikke ville gide at vedligeholde begge to 🙂

    Spændt på at se hvad du beslutter dig for.

    Tanker fra Perle

  • Svar Catarina 30. august 2008 at 13:39

    Alle
    Det er netop overvejelser omkring det faktum at der er en del fra familien der læser med og på den måde også følger med i de små ting som man mange gange glemmer at fortælle videre. Jeg tror heller ikke at jeg kan være anonym, da det jeg beretter om, nok alligevel kan føres tilbage til mig.

    Noget jeg dog gør en del ud af er; hvis jeg skriver om Christian, Søren eller andre i familien, så vil jeg på ingen måde gøre det så de risikere at blive konfronteret med ting som de ikke synes er ok. Specielt Christian og den alder han er i, der er det ikke alt han måske lige synes er lige fedt bliver bragt til skue her, for jeg ved jo ikke hvem der læser med.

    Jeg synes det er rigtigt rart at være en del af blogsamfundet, og jeg føler jo også på en eller anden måde at jeg kender alle jer alle og tager en lille smule del i jeres gøren og laden. Og dig Pia, har jeg jo mødt i virkeligheden og det er jeg meget glad for.

    Jeg må indrømme at jeg nok kommer til at savne dette forum og jeg hygger mig også ved at skrive, men ”min bås” den kommer jeg nok til at arbejde lidt med. Jeg ser tiden an og fortsætter nok med de små dagligdags indlæg indtil videre.

    God weekend til jer alle. 🙂

  • Svar Helle K. 1. september 2008 at 09:24

    Jeg har ofte tanker omkring bloggen – og om det overhovedet er værd at skrive om de samme ting igen og igen. At jeg går en tur i haven eller tager nogle billeder – kan det interessere andre end mig selv?
    Jeg er så en del mere personlig end du – det er et valg jeg har truffet, ellers kunne det for mig være ligegyldigt. Mine børn lever fint med det jeg skriver om dem – de har selv fortalt om det og vist bloggen i skolen, så det må være ok.
    Jeg vælger at se på bloggeriet som en måde at “møde” andre på – jeg ville jo aldrig have mødt dig – og jeg nyder at følge dig på bloggen, selvom jeg jo ikke rigtigt kender dig – men det er ok, det er jo heller ikke alle i den virkelige verden man kommer helt tæt på… for mig er det nok meget få som virkelig kender mig helt ind i sjælen.
    Selvom jeg er åben på bloggen, så er der jo hele tiden et valg til og fra – og jeg bestemmer jo selv hvilken Helle I skal kende.
    – indimellem så har vi jo alle noget oppe at vende, som er dybere og “vigtigere” end andet og det føler jeg giver nogle givende “samtaler”.
    Så jeg ville savne dig, hvis du ikke mere var at finde på catarina.dk 🙂

  • Svar Catarina 1. september 2008 at 12:10

    Helle K.
    Det erjo netop det, jeg har “mødt” så mange søde mennesker herinde og jer vil jeg jo savne. så jeg bliver nok selvom det nogengange kun bliver indlæg med den almindelige grå hverdag som indhold. 🙂

  • Svar Tina - omme i London 1. september 2008 at 16:22

    Jeg haaber du bliver ved med at blogge, for jeg kan saa godt lide at komme her. Jeg tager ogsaa selv af og til “to blog or not to blog” spoergsmaalet op til revidering, men ender altid med endnu en post. 🙂

  • Svar Catarina 1. september 2008 at 18:49

    Tina – omme i London
    Det er nok også der jeg er, for jeg fortsætter jo. 😉

    Du er altid velkommen.

  • Skriv gerne en kommentar