Her er en lille historie, som er værd at tænke over

19. maj 2011

Den florere flere steder på nettet, også på engelsk. Den danske tekst har nok være igennem Google translate inden den er havnet på diverse danske sider, for sproget er ikke helt “menneskeligt”, men jeg vil nu alligevel lige dele den her. 🙂

En dag da jeg gik i 7. klasse (måske mere 1G), så jeg en dreng fra min klasse gå hjem fra skole. Han hed Morten.
Det så ud som om, han bar alle sine bøger.
Jeg tænkte; “Hvorfor ta’ alle sine bøger med hjem på en fredag? Han må virkelig være en nørd.”
Min weekend var planlagt (fest om aftenen og fodbold med vennerne i morgen eftermiddag), så jeg trak på skuldrene og gik videre.
Da jeg gik, så jeg en masse unger løbe imod ham.
De løb ind i ham, slog bøgerne ud af hans arme og skubbede ham, så han landede på jorden.
Hans briller røg af, og jeg så, de landede i græsset 3-4 meter fra ham.
Han så op, og jeg så en helt utrolig tristhed i hans øjne.
Jeg syntes, det var synd for ham, så jeg gik over til ham da han kravlede rundt og ledte efter sine briller, og jeg så tårer i hans øjne.
Da jeg rakte ham hans briller, sagde jeg; “De unger er idioter! De skulle få sig et liv!”
Han kiggede på mig og sagde “Hey, Tak!”
Der var et kæmpe smil på hans ansigt.
Det var et af de smil, der viste virkelig taknemmelighed.
Jeg hjalp ham med at samle bøgerne op, og spurgte hvor han boede.
Det viste sig, at han boede tæt på mig, så jeg spurgte, hvorfor jeg aldrig havde set ham før.
Han sagde, han havde gået på privatskole før.
Jeg ville normalt aldrig ha’ været sammen med en fra en privatskole.
Vi snakkede hele vejen hjem, og jeg hjalp med at bære hans bøger.
Han viste sig at være en ret sej fyr.
Jeg spurgte, om han ville med ud og spille lidt bold med mine venner.
Han sagde ja!
Vi hængte ud hele weekenden, og jo mere jeg lærte Morten at kende, desto mere ku’ jeg li’ ham, og mine venner mente det samme.
Mandag morgen kom, og dér var Morten med den kæmpe stak bøger igen.
Jeg stoppede ham og sagde; “Mand, du må da få nogle kæmpe muskler med den stak bøger hver dag!”
Han grinte bare og gav mig halvdelen af bøgerne.

Gennem de næste 3 år blev Morten og jeg bedste venner.
Da vi gik i 9. klasse, begyndte vi at tænke på videreuddannelse.
Morten besluttede at studere i Århus og jeg skulle til København.
Jeg vidste, at vi altid ville være bedste venner, og at afstanden ikke ville være noget problem.
Han ville være læge, og jeg ville i gang med en sælger uddannelse.
Morten skulle holde tale til vores skole-afslutning.
Jeg drillede ham hele tiden med at han var en nørd.
Jeg var ret glad for, at det ikke var mig, der skulle holde den tale.
Skoleafslutnings dag – jeg så Morten.
Han så vildt godt ud.
Han var en af de fyre som for alvor i skoletiden lærte at hvile i sig selv.
Han var også vokset og så faktisk ret godt ud med briller.
Han datede mere end jeg, og alle pigerne elskede ham.
Mand, nogle gange var jeg jaloux! I dag var én af de dage.
Jeg kunne se, han var nervøs for sin tale.
Nå, jeg dunkede ham på ryggen og sagde; “Hey kammerat, det kommer til at gå fint!”
Han kiggede på mig med det blik (det virkelig taknemmelige) og smilede.
“Tak!” sagde han.
Da han skulle starte på sin tale, rømmede han sig og startede;
“Skoleafslutningen er en tid, man må takke dem, som hjalp en gennem de seje år.
Jeres forældre, jeres lærere, jeres søskende, måske en træner, men mest af alle jeres venner.
Jeg er her for at fortælle jer alle, at det, at være en ven for én, er den bedste gave, I kan gi’ dem.
Jeg vil fortælle jer en historie.”
Jeg kiggede bare vantro på min ven, mens han fortalte historien om den første dag vi mødtes.
Han havde planlagt at begå selvmord i weekenden.
Han fortalte om hvordan han havde tømt sit rum i skolen, så hans mor ikke skulle gøre det senere, og han bar så det hele hjem.
Han kiggede indtrængende på mig og sendte mig et lille smil.
“Heldigvis blev jeg reddet.
Min ven reddede mig fra at gøre det unævnelige.”
Jeg hørte gispet gå gennem hele forsamlingen, da denne flotte, populære unge mand fortalte os alt om sit livs svageste øjeblik.
Jeg så hans mor og far kigge på mig og smile det samme, taknemmelige smil.
Ikke før dette øjeblik forstod jeg dybden af det.

Undervurdér aldrig effekten af dine handlinger.
Med en enkelt lille gestus kan du ændre en persons liv.
Til det bedre eller til det værre.
Vi er alle sat i verden for at sætte vores præg på hinanden på den ene eller anden måde.
Kig efter det gode i andre.

I samme genre

8 kommentarer

  • Svar Anita 19. maj 2011 at 08:09

    Jeg læste den i går og skyndte mig at dele den videre på Facebook, fordi jeg synes, vi alle kan lære noget af historiens budskab.

    De sidste 5 linjer mener jeg, vi alle burde have hængende på køleskabslågen, som en reminder, der holder lidt længere, end 5 minutes of fame på en facebook-væg…

    • Svar Catarina 19. maj 2011 at 18:05

      @Anita: Det kan du have ret i – hvis vi bare alle brugte den i vores hverdag, ville meget se helt anderledes ud. 🙂

  • Svar Louise 19. maj 2011 at 15:55

    Dejlig historie. Og de sidste 5 linjer er netop en af grundene til, at jeg blev lærer. (Jeg kan også genkende mig selv i din ven!)

    • Svar Catarina 19. maj 2011 at 18:05

      @Louise: Rigtig dejlig læsning og dejligt at høre om en lære som er lærer med hjertet. 🙂

  • Svar jens due 16. september 2012 at 10:20

    Hold da op en lille god historie tak for den :-))))

    • Svar Catarina 16. september 2012 at 12:35

      @Jens – Velbekomme. Jeg synes selv at den er god og ikke mindst tankevækkende. 🙂

  • Svar Lucas 16. december 2012 at 18:00

    En dejlig historie 😀 syntes vi skulle tænke lidt mere hvad vi gør mod andre 😉

    • Svar Catarina 16. december 2012 at 18:14

      @Lucas – Velkommen til bloggen her. Ja, vi skal helt klart tænke over hvordan vi opføre og agere over for andre, det kan være af afgørende betydning. 🙂

    Skriv gerne en kommentar