Stilheden er overdøvende

3. august 2016

Den sidste dag i juli, gik en af vores fælles drømme endelig i opfyldelse. Efter at have set de smukke store balloner på himlen et par dage i forvejen, spurgte jeg i receptionen, hvor ballonskipperne havde kontor. Det viste sig at kontoret for bookning ikke lå mere end 3 km fra campingpladsen, så der tog vi op.

På kontoret sad en meget sød og smilende ung kvinde, som dog ikke kunne så meget engelsk, men vi fik booket en tur, og da der var to ledige pladser til næste morgen (lørdag), snuppe vi dem. Vi fik at vide at vi skulle mødes kl. 6:30 den følgende morgen og at mødestedet ikke lå lang fra bookingkontoret. Efter vi havde booket turen, kørte vi lige ud for at se hvor det var, sådan at vi ikke kom til at kører et forkert sted hen, den følgende morgen.

Hjemme på campingpladsen, satte vi begge telefoner og mit ur, til at vække os kl. 5:00 den følgende morgen, ret så tidligt for os begge, da vi er blevet gode til at sove længe på denne sommerferie.

Fredag aften byggede skyerne sig op og pludselig, kunne vi også hører torden i baggrunden. Bulder, brag og lyn løb nu over himlen og pludselig regnede det. Regnen varede dog ikke mere en 10 minutter og det klarede atter lidt op. Så turen var ikke i fare. Troede vi!

Næste morgen vågnede vi begge et par minutter før alle vores alarmer gik i gang og mens Søren lavede en kop kaffe til os hver, gjorde jeg mig i stand. Og da jeg satte mig med kaffen, blev det Søren tur til at gøre sig i stand. Mens vi begge sad med kaffen og var mere end klar, ringede min telefon. Det var Jean-Luc som desværre var nød til at aflyse turen, da der var alt for meget vind og der også ville komme regn. Øv bøv. Vi aftalte, at jeg skulle ringe mellem tilbage mellem 10 og 12, for at hører hvordan vejret ville arte sig til om aftenen eller næste morgen.

I stedet for en flyvetur, kørte vi i stedet ind til Sarlat og mens jeg var derinde, ringede jeg til Jean-Luc igen. Vejrsituationen så ikke godt ud for en ballontur, men han bad mig ringe igen mellem kl. 16 og 17, for der var måske en mulighed for at vinden ville lægge sig, ikke at det blæste meget, men balloner er jo ret følsomme. Vi ville egentlig havde været rejst lidt mod nord den kommende mandag, men valgte at forlænge vores ophold indtil den følgende torsdag, da der stadig var meget vi gerne ville se. Dermed åbnede der sig også en mulighed for en flyvetur, de ekstra dage, hvis vi nu ikke kunne komme op i weekenden. I stedt for at ringe mellem kl. 16 og 17, tog vi i op til kontoret, for at snakke om mulighederne for én af de andre dag… altså hvis nu. Heldigvis, så alt fornuftigt ud til søndag aften, så der kunne vi komme op. Mødestedet var det samme og der ville de så tjekke vindforholdene og afgøre om vi skulle starte der, eller et andet sted.

Vi ankom til vores ’rendez-vous’ lidt i 19 søndag aften og inden længe trillede der to biler med ballonudstyr ind på pladsen. Der blev sendt en vejrballon om og efter at havde studeret dens banen, besluttede de to ballonskippere, at vi skulle starte fra et andet. Os der skulle op og flyve, blev nu fordelt efter vores kropsvægt (den skulle vi opgive da vi bestilte biletterne) i to biler/balloner og vi kørte en 5-6 km. længere mod nord. På en eng neden for Château de Castelnaud blev der igen opsendt en vejrvallon og her var forholdene som de to skipper ville havde det. Nu skulle der arbejdes og vi passagerer (dem der kunne) skulle også hjælpe til.
Det var en rigtig god oplevelse, at vi passergere, skulle hjælpe til og ikke bare skulle stå på sidelinjen og kikke på, mens ballonerne blev pustet op.

Endelig var balloner klar til, at vi kunne alle komme i kurvene og lette. Jeg må da sige, at jeg med min højdeskræk, havde en del sommerfugle i maven. I vores kurv var vi kun 4 passagerer og Jean-Luc som var skipper, i den anden var Boris skipper og der var de 5 voksne og to børn.

Det var så fantastisk smukt af svæve over det smukke smukke landskabet og den fuldstændige ro der hersker deroppe er overdøvende. Når vi talte sammen, så var det enten viskende eller meget sagte, for ikke at forstyrre roen. Det var nærmest magisk. Det var kun når skipper åbnede for den varme luft, at stilheden blev brudt og indimellem gibbede det helt i mig når det skete.

På et tidspunkt nåede vi en svimlende højde på 2000 meter over havets overflade og da dalen under os ligger på omkring de 175 – 200 meter over havets overflade, var vi pænt langt oppe. Det var lige der, at jeg ikke kikkede lige ned mere end én gang, men kikke ud over landskabet, for det var lige en kende for højt til mig, men det var også det eneste jeg mærkede til højdeskrækken.

Fra luften, kunne vi se at bilerne var ved af være fremme og viste, at den forstående landing snart ville indtræffe. Jeg ved ikke hvad jeg havde forestillet mig, men en så sagte og fin landing, hvor kurven stille lander på en stubmark, havde jeg ikke troet muligt.

Sommerferie_20160731_481 copy

Da ballonerne var pakket sammen, igen med hjælp fra os passagerer og alt var sat op på vognene, samledes vi over ved den anden ballon og så blev der disket op med chips og bobler til os alle. En rigtig fin afslutning på en vidunderlig tur. En tur som vi bestemt ikke lige glemmer med det samme og vi helt sikker skal gentagen engang igen.

I samme genre

12 kommentarer

  • Svar Mette 3. august 2016 at 11:51

    Aiii sikken en fed oplevelse – sådan en må på min bucket liste 🙂

    • Svar Catarina 11. august 2016 at 19:47

      Den var virkelig noget ud over det sædvanelige og det skal prøves. 😀

  • Svar Liselotte 3. august 2016 at 12:06

    Det må have været en fantastisk oplevelse. Jeg ville ikke turde, men jeg ville ønske, at jeg turde 🙂

    • Svar Catarina 11. august 2016 at 19:48

      Jeg troede heller ikke jeg ture, men det var helt andeledes end jeg havde troet og en vidunderlig oplevelse 😀

  • Svar Pernille 3. august 2016 at 19:41

    Sikke en oplevelse. Jeg kan godt blive en lille smule misundelig 🙂

    • Svar Catarina 11. august 2016 at 19:49

      Det var en så fantastisk oplevelse som vi stadig kan blive helt høje af 😀

  • Svar Karin 4. august 2016 at 06:11

    Så gik drømmen i opfyldelse. Så spændende og udfordrende mht. din højdeskræk. pyha, vidunderlige billeder der kom med fra turen.

    • Svar Catarina 11. august 2016 at 19:51

      Den højdeskræk var virkelig ikke eksisterende og jeg nød hele turen og glæder mig til måske en anden gang at få endnu en oplevelse i sådan en kurv og sådan et smukt sted. :_D

  • Svar Celena 5. august 2016 at 12:52

    What an adventure! xox

    • Svar Catarina 11. august 2016 at 19:52

      It sure was Celena and I loved it the whole hour it lasted. 😀

  • Svar Therese 6. august 2016 at 20:18

    Wow, hvor er det fedt ! Jeg ville DØ af skræk, men elsker at kigge op på ballonerne. De er så smukke.

    • Svar Catarina 11. august 2016 at 19:53

      Det troede jeg også jeg ville, for jeg kan ikke engang stå på 3. trin af en stige, men dette var fantastisk og højdeskrækken var ikke eksisterende 😀

    Skriv gerne en kommentar