Camping les Acacias

En campingplads syd for Lyon til både transit og længere ophold

 
PLADSEN_000 copy

Camping les Acacias er en campingplads som vi meget ofte har brugt i forbindelse med vores ture til Rhône og det sydlige Frankrig. Campingpladsen ligger ca. 100 km syd for Lyon og ikke mere end 8 km, ca. 15 minutters kørsel, fra motorvejen. Vi har aldrig bestilt plads i forvejen og det har ikke været noget problem i. Hvis det engang skulle vise sig, at vi ikke kan få en plads, så ligger der heldigvis, endnu et par campingpladser inden for et par kilometers afstand, dem har vi dog ikke boet på, men kun set på vore ture i området.

PLADSEN_001 copy

Camping les Acacias, en dejlig lille campingplads et par kilometer fra centrum af byerne Tain l’Hermitage og Tournon-sur-Rhône, byer som ligger på hver sin side af Rôhne floden.

PLADSEN_002 copy

Pladsen er en familieejet plads, hvor det to store børn, samt svigerdatter, er ved at overtage mere og mere fra “de gamle”. Ikke at forældrene har givet det hele fra sig, men de unge har et større ansvarsområde, end de havde de første gange vi var på pladsen. Familien og datteren, bor selv i deres hus på pladsen, så derfor er der en helt speciel familiær atmosfære på os der er campere der.

PLADSEN_006 copy

Vi faktisk har besøgt pladsen alle de gange vi har været i Frankrig og derfor føler vi os ret meget hjemme dernede. Det betød så også, at sidste gang vi var der, ikke bare blev hilst på med hånd som vi plejer af campingmutter og campingfatter (som for øvrigt ikke forstår mange ord engelsk, men det er ikke noget problem), men på helt traditionelt fransk maner, også kindkys og meget hjerteligt.

Vi har været på Camping les Acacias med både telt, CombiCamp og med to forskellige campingvogne, og alle gangene har det været muligt at få en plads med masser af skygge, for der er næsten ikke andet på pladsen, hvilket er rigtig godt, for der kan godt blive temmelig varmt i juli måned.

Parcellerne er skyggelulde og med masser af plads, så man ikke føler, at man ånder hinanden i nakken.

PLADSEN_011 copy
~Nede bag pladsen er der en lille lavvandet biflod af Rhônen og der er det hyggelig, bare at sidde om aftenen, efter en dag med opleveler og lytte til chikanernes sang

Toilet og bad

De sanitære forhold er ikke helt nye, men enormt pæne og der bliver gjort rent flere gange om dagen og jeg har aldrig oplevet, at jeg (og jeg er lidt sippet på det område) ikke har kunne benytte faciliteterne, fordi de var uhumske .

Poolen

Der er selvfølgelig også en dejlig pool på pladsen. Poolen er har en tilpas størrelse til pladsen og i juli hvor vi har været der, har den være dejlig at hoppe i. Den åbner om formiddagen og lukker først kl. 19 om aftenen. Som en lille sidebemærkning kan jeg nævne, at den ofte, omkring middagstid er helt tom og derfor var det også her, at jeg som 47 årig, endelig fik lært at springe på hovedet. For når man har sådan en pool helt for sig selv, er der jo ikke nogle som griner eller ser skævt til, at en gammel kone ikke kan sådan noget. Søren var den gode læremester og jeg har siden dengang, ikke hoppet i en pool, uden at springe på hovedet i. Man må faktisk ikke springe på hovedet, da den ikke er mere end 1.60 m på dybeste sted, men campingfatter så igennem fingre med det, da vi vidste hvad vi gjorde og ikke generede andre.

For børn og barnlige sjæle

For børnene er der flere forskellige aktiviteter, men da de foregår på fransk og engelsk, er det måske ikke lige alle der kan være med. Men der er lidt animation på pladsen oppe ved baren og pool området. En enkelt aften er der børnedans, og en anden dag, ofte om formiddagen, er der fællestegning. Desuden er der både legelads og et par bordtennisborde, samt en basket bane. Alt sammen samlet i et hjørne omkring poolen og baren.
Sidste år, havde de også fået noget nyt, nemlig et stort område med forskellige hoppeborge og forhindringsbaner. Det ligger dog lidt væk fra den centrale del af pladsen, så de små poder får nok ikke lige lov til selv at gå derop, men et fint område til lidt aktivitet.

Andre aktiviteter

Nogle aftener er der karaoke, andre aftner kommer der et lille marked, med lokale specialiteter og smykker. Ligesom der en enkelt aften, typisk lørdag, er lidt disco/musik. Det hele stopper dog ved en 23 tiden, og så er der ellers ro. Der er også en lille minigolf bane, hvor man kan hygge sig med et slag golf i skyggen af de store træer.

PLADSEN_008 copy
~Om eftermiddagen spiller campingfatter boule, men nogle at de andre mænd på pladsen og jeg må sige, at de får sig en lektion af ham – han er formidabel til det spil. Ikke at de andre er dårlige, men han er lige den tand skarpere, hvis han ikke lige bliver afbrudt af et eller andet han skal tage sig af.

Bar, snack og restaurant

I baren, som ligger i forbindelse med den lille hyggelige information, er det muligt at bestille morgenbrød til næste dags morgen. Der kan også købes is hele dagen og der er endda mulighed for små vaffelsis, ligesom man selvfølgelig kan købe kaffe/te og vin/drinks hele dagen. Indimellem har de pizza-aften, hvor de tænder op i den store stenovn og bager pizza, som skal bestilles inden aftensmaden og så kan afhentes på det aftalte tidspunkt. En enkelt dag om ugen, eller deromkring, laver de også dejlige grill-kyllinger som købes i halve med lidt salat og pommes frites til. Campingmutter laver også paella engang imellem og det foregår ude under åben himmel på en kæmpe paella pande. Så hvis man ikke gider at lave mad, eller spise i byen, er det muligt at få lidt på pladsen. Der er også sat et et tv op i baren og det bliver tændt når der kørers Tour de France.

PLADSEN_007 copy
~Campingmutter laver Pallea, som vi enten kan spise i barområder/restauranten eller tage med. Søren er ikke så vild med Paella, så det var kun mig der fik det. Om det smagte…. i den grad.

WiFi

Der er mulighed for at få WiFi i reception og ved baren, mod en lille og overkommelig betaling. Og det er faktisk hyggeligt at sidde deroppe og blogge lidt eller bare hygge i mandens selskab, mens man nyder en pastis med vand, som jeg har fået en del af, også i selskab med campingfatter

Mobilehomes/Bungalows

Der er også nogle få Mobilehomes/bungalows som man kan leje, men da vi altid har camperet på en eller anden facon, har vi ikke benyttet os af dem.

Området omkring og tæt på pladsen

Hvis man kan lide at cykle i bjerge er der rig mulighed for det i ”pladsens baghave” for allerede uden for indkørslen til pladsen, begynder det at gå gevaldigt op af. Jeg har endnu ikke haft min racercykel med, men jeg har da løbet nogle ture op og ned at bjergene, ikke mange km for det går virkeligt op, men 3 km op og så ned igen, er det blevet til.

OMRÅDE_000 copy
~Billede er fra løbeturene op hvor jeg har hilst på mange cykelryttere

OMRÅDE_001 copy
~Billedet er fra løbeturen ned

Tournon-sur-Rhône

Inde i Tournon-sur-Rhône er der en del at se og faktisk har vi endnu ikke fået set det hele, selvom vi har været der 3 gange af nogle dages varighed og en enkelt gang i 11 dage. For hele området er fyldt med charme, så vi er ofte endt med, bare at sidde på en af de mange fortovscafeer og suge hele stemningen til os eller køre på opdagelse ud af de små landeveje, hvor man ikke kan undgå at møde mange boder, hvorfra der sælges abrikoser og andet frugt fra.

Nede i selve centrum af Tournon-sur-Rhône, som ikke er mere en et par km fra campingpladsen, er der et stor område dækket med platantræer. Nogle dage er der marked dernede, hvor du så kan købe dig fattig i fransk nougat og andre delikatesser, samt tøj og smykker.

En anden gang var der en Boule-turnering, men ofte, i hvert fald om formiddagen, er det bare en parkeringsplads, så hvis man ikke har cykler med på ferien, er det meget let at få en parkeringsplads til bilen og så ellers gå på opdagelse i byen.

TOURNON_000 copy

Indkøbsmuligheder

Hvis der skal handles lidt ind, er der også mulighed for det ikke langt fra campingpladsen. I den nordlige ende af byen, ikke mere end 3 km fra campingpladsen, findes der en Intermarché Super. Der er det muligt, at købe alt det man ikke lige kan finde i de små speciel butikker inde i byen. Hvis man heller vil handle i en Carrefour er dette også muligt. For at komme til Carrefour, skal man kører helt igennem byens centrum og fortsætter endnu et par km, så kommer man ud til Carrefour og sågar en McDonald’s, samt et andet lille indkøbssted, som jeg ikke husker navnet på.

Tain l’Hermitage, byen på den anden side af floden

I hele området er det muligt at smage på vin, men specielt i Tain l’Hermitage er der mange steder hvor man kan få udflugter til de forskellige vinhuse.

THAIN_000 copy

Men der er også mange forskellige restauranter og cafeer. Og på restaurantdelen, er der nogle i den lidt mere fusionsagtige ende. For at komme over til Tain l’Hermitage, kan man enten kører over den bro hvor biler må kører, eller man kan gå på den flotte cykel- og gang bro, der er spænder parallelt med bilbroen en hundrede meter derfra. Broen er den oprindelige bro ‘Pont Marc Seguin’ som blev bygget mellem 1847 og 1849, mellem de to byer, men i dag bruges den kun til cykelister og fodgænger. Und dig selv en tur over den, den er da bare for smuk.

BROEN_001 copy

BROEN_000 copy

Det er ikke alt fransk mad der er lige lækkert

Da vi efterhånden havde været i Tain l’Hermitage nogle gange, havde vi også set en restaurant som lå med kik ud over floden. Der ville vi altså ind og spise og for at være sikre på at kunne få bord, gik vi derind og bestilte til aftenen efter, hvilket var et godt træk, for der var fyldt da vi ankom.

MAD_000 copy

Vi fik anvist et lille bord i “anden række” til floden og dermed havde vi ikke den helt suveræne udsigt, men det var nu helt fint alligevel. Vi var nogle skrækkelige gæster, når vi sådan er ude og spise, for vi bestilte to forskellige forretter-, hovedretter og deserter, men vi ville jo godt prøve lidt forskelligt.

Forretterne var: Tartelet med frisk grønt og høvlet gedeost til mig og en slags bruschetta med sardiner. Begge forretter smagte fantastisk og passede super godt til solen, bjergene i baggrunden og sommeraftenen.

Som hovedret havde jeg valgt lam confit med en ratatouille som tilbehør. Hold nu op, hvor var den lam mør og lækker og bestem en ting jeg vil prøve at lave derhjemme engang. Søren fik en slags pølse og fritter. Pølsen var ikke noget at råbe hurra for og Søren var da også nød til at levne. Og jeg havde i den grad slet ikke lyst til at smage den.

Desserten og osten glemte jeg simpelthen at få billeder af, så dem må I tænke jeg til – jeg fik en fondant au chocolat (jeg er jo ret så syg med chokolade, men det er der vist ingen der er i tvivl om) med hindbærsorbet og Søren to forskellige franske oste.

I det hele taget er det en fornøjelse at gå ud og spise i Frankrig, for maden er altså i top og prisen i bund. Og så gør den sydlandske stemning heller ikke noget dårligt indtryk.

Chokoladeelskernes paradis

Det er også i Tain l’Hermitage at den lækreste butik ligger. En butik som vi altid skal besøge når vi er i Tournon-sur-Rhône, nemlig chokoladefabrikken Valrhona, som i forbindelse med fabrikken har de et stort chokoladeudsalg.

I Valrhonas chokoladeudsalg, kan man ikke bare købe alverdens lækre chokolader, men også smage på rigtig meget af chokoladen. På alle diskene står der små skåle med smagsprøver og det er kun ens samvittighed der sætter en stopper for smageriet. Man kan sagtens nå, at spise sig mere en almindelig mæt i alt den lækre chokolade og der er ingen der rynker på næsen af dig eller smider dig ud af butikken fordi de synes du spiser for meget. Det har vores drenge benyttes sig meget af, dengang de var med os på ferie.

Selvom man ikke købte ret meget, så kom man ud derfra med en stor fyldt pose. For det er nemlig sådan, at så snart man når kassen og de altid spørger hvor man kommer fra og vi svarer Danmark, så kommer der et par store håndfulde af deres 2. sorteringschokolade ned i vores poser. Så vi har altid gået ud derfra med meget mere end det har købt og betalt for.

CHOKOLADE_007 copy

Grotterne i Soyons

Under det af vores længere ophold i Tournon-sur-Rhône læste vi, at der ikke så langt derfra, var grotter hvor der er fundet rester af neandertaler så dem skulle vi selvfølgelig ud og se.

Grotterne er placeret højt oppe i klippen på Serre de Guercy og man skal gå af en meget flot, men også hård naturanlagt sti, som nogle gange er anlagt som trapper og andre gange kun som en sti der er “gået” til af mennesker. Det var en lang og varm tur op til grotterne, men med pauser og den udsigt vi nød undervejs, var den det hele værd.

Vi havde valgt, at tage af sted ret tidligt, så vi ville få en af de første rundvisninger og det viste sig at være en ret så god idé, for vores guide, som vi havde helt for os selv, havde rigtig meget at berette og nød i den grad at dele sin ud af alt sin viden. Seks af grotterne, Grotte de Neron, Les Enfants, Trou du Mouton (fårehul), Trou Roland, la Madeleine og Trou du Renard (rævhul), blev udgravet i 1870 af Lepic og De Lubac. Næsten 100 år senere, i 1965, udgravet JL Brochier og E. Brochier Réseau Dobbelt Borne.

I stenalderen var grotterne i Serre de Guercy hjem for neandertalerne. Indimellem blev grotter også brugt af dyr, især kødædende dyr som bjørne, grotteløver og hyæner. Neandertalerne brugte også stedet til slagtning af en mammut, som de havde jagede nede i dalen. I slutningen af bondestenalderen, blev stedet endda brugt som en gravplads.
Nede i byen Soyons ligger et lille interessant museum, hvis lille Udstillingerne omfatter rester af mammutter, huleløver, bjørne, og hyæner og en del fund fra grotterne som vi besøgte.

Tour de France

Da vi var i området i 2013, var det så heldigt at Tour de France på 15. etape kom igennem ude på den store hovedvej, som mere eller mindre løber parallelt med motorvejen. På Bastilledag, Frankrigs nationaldag, pakkede vi en lille picnictaske og tog vi ud for at se Tour de France-feltet på årets længste etape og mest spektakulær afslutning op ad Mont Ventoux ”det skaldede bjerg”.

Vi valgt dog ikke at køre op til bjerget, da vi ved, at man nærmest skal campere deroppe et par dage i forvejen for at få pladser inden du lukker af for alt almindelig trafik. Nej, vi valgte i stedet for at køre den lille halve time det tog fra Tournon-sur-Rhone til Mours-St-Eusèbe og fik en fin plads lige efter en rundkørsel.

Vi vidste, at vi skulle være der i god tid og var der derfor allerede kl. 8:30 på plads og på det tidspunkt var de lokale allerede ved at gøre klar. Politiet kom med 7 vogne hvoraf to betjente blev sat af, resten fortsatte nordpå mod Lyon. Inder der var gået ret lang tid, blev de to sideveje i rundkørslen lukke og de sidste biler, som kom kørende, gelejdet ud på andre veje. Kl. 11 skulle starten går i Givores som ligger omkring Lyon.

Da klokken var omkring 11:00 kom de første biler i den karavane som kørte et par timer foran feltet, en karavane som strækker sig omkring en hel time og sikke vogne. Det var nærmest som at være til karneval og de kastede rigtig mange vareprøver ud til tilskuerne, hvor vi gav dem der ramte os til nogle små børn som stod ved siden af.

TOUR_004 copy

Det var super festligt og alle som stod langs vejen havde det sjovt og der var virkelig byfeststemning. Og alle smilede og snakkede med alle.

Da karavanen var forbi, hørte vi i de højtalere der var sat op i byen, at selve Touren var hele 20 minutter foran den oprindelige tid, hvilket betød at rytteren kørte rigtig stærkt, og det må jeg sige at de gjorde.

Det var ikke mange minutter mellem de to udbrydergrupper og det var nærmest umuligt at se de enkelte ryttere. Men for pokker hvor var det hyggeligt at være med til og Søren og jeg blev da også enige om, at næste gang vi rammer Frankrig og befinder os i et område hvor Touren kommer for vil vi se en etape igen.

Hvis vidioerne er lidt rystede, så er det fordi jeg havde sat telefonen på et stativ jeg holdt lidt over mit hovedet og jeg kikkede ikke på skærmen mens jeg optog. Alle filmstumperne er efterfølgende sat sammen på telefonen, så der er ikke brugt en computer til redigering. Selve feltet har jeg ingen video fra, da det simpelthen var for spændende til at filme.

iServicemeddelelse:

I 2016 kommer Tour de France igen forbi området, det sker på 14. etape hvilket er den 16. Juli. Se mere her.

Vienne, og Vienne Jazzfestival

Hvis man har lyst til at kører en smule længere end bare i en radius af 50 km, så er Vienne et oplagt mål. Den romerske by Vienne ligger ca. 20 km syd for Lyon og er meget smuk gammel by.

VIENNE_000 copy

Den årlige tilbagevendende jazzfestival tiltrækker sig store navne i Vienne, i 2013 hvor vi besøgte byen, gæstede bl.a. Orquesta Buena Vista Social Club, Marcus Miller, Chick Corea, Celine Bonacina, Dee Dee Bridgewater og Ramsey Lewis, Santana og George Benson. Men alt det viste vi ikke intet om, da vi besluttede, at køre de små 80 km op til Vienne. Vi ville simpelthen bare op og se byen og fik så masser af musik med på vores vandring, rundt i den kuperede by.

VIENNE_001 copy

Den vigtigste scene i Vienne er ret så spektakulære, da den er bygget af romerne og derfor også ligner de store romerske amfiteater. Den blev bygget til at kunne huse 13.000 tilskuere og var en af de største amfiteatre i Romerriget.

VIENNE_002 copy

I dag er de hujende tilskuere, råbende gladiatorer og de rumlende vogne, erstattet af diverse koncertnavne. Vi kunne ikke komme til at se amfiteateret ovenfra, hvilket ellers ville have været en fantastisk syn, men lydprøver og diverse andre aktiviteter var i gang, forud for aftenens koncert med ‘Kool & The Gang’. Er du gal hvor gad jeg godt have haft billetter til den koncert, de var jo en del af min musik fra jeg var yngre.

VIENNE_003 copy

Ovenstående er bare en brøkdel, af alt det der er at se, nede i det lille hjørne af Frankrig og vi er slet slet ikke færdige med det hjørne endnu . Men i år regner vi dog ikke med at havne dernede, eller det er i hvert fald ikke planen. Men man ved jo aldrig hvor nordenvinden bærer os campingnomader hen.

Sponseret

Ingen kommentar

Skriv gerne en kommentar