Vivian Maier, som jeg jo før har skrevet om, udstilles på Bruuns Galleri i Århus fra den 19. marts 2010 og ca. tre uger frem. Det er en udstilling som jeg helt klart må op og se. Glæder mig allerede.

Det kan godt være at det stadig er biddende koldt rundt omkring i Danmark, men lyden af forår fornægter sig nu ikke. Så snart solen står op om morgenen, og det bliver heldigvis tideliger og tideliger, så starter morgensangen. Op ad morgenstunden stilner det en smule af, men nu lægger man mærke til de enkelte fugles sang og kalden og det er virkelig et tegn på forårets kommen. Og sikke jeg glæder mig.

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

Jeg har jo, som tideligere nævnt, hele dagen og aftenen for mig selv og efter endt kontortid, hvor det forøvrigt ikke blev til meget skriveri, pakkede jeg min fototaske og kørte op til Terrariet i Vissenbjerg for at øve mig lidt ud i det der fotograferings noget. Jeg havde overvejet Odense Zoo, men gad egentlig ikke pakke mig synderlig meget ind, derfor snuppede jeg den nemme og dejlige lune løsning.

Efter mit kursus i Randers Regnskov, er jeg blevet meget bevidst om at kassere billeder hvis mit fokus ikke lige sidder i skabet og på dyr og mennesker, er det jo som bekendt i øjet. Jeg kassere gladeligt og gemmer kun dem jeg synes er ok, hellere kassere et for meget end et for lidt og hvis jeg har to ens, eller næsten ens, vælger jeg det, der er bedst og kassere det andet.

Hvis du har lyst til at se de 11 billeder der blev tilbage, kan du trykke på det lille billede herunder.

.. eller noget. Min mor har siden hun havde mit Panasonic DMC TZ7 i hænderne, været en smule forelsket. Men efter at have set indlægget med Nikolai Sonne været helt vild. så i forgårs bestilte hun et mage til til, sig selv. Min far, ja han overtager så bare hendes det “gamle”. For som hun siger;

Så kan han jo også tage billeder af mig når vi er på ferie.

Og det har hu jo ret i.

Hun har nu et par uger til at blive fortroligt med kameraet i, for om 14 dage drager de afsted på dejlige 2 uger til Gran Canaria – gid det var mig.

Jeg har jo tidligere skrevet om mit komaktkamera fra Panasonic som jeg købte her i januar. I går faldt jeg så over en af “So ein ding…” gamle programmer, hvor Nicolaj Sonne faktisk tester nettop det kamera. Det er ikke kun ros det får, men næsten.

Jeg var så bare heldig, at prisen på nettet var faldet til lige under 2000,-(som jo var max af hvad jeg ville gi’) da jeg købte det.

..hed vores hotel i Bangkok. Hotellet lod ikke til at være særligt kendt hos personalet i Hua Hin eller hos dem der skulle køre os derind efter opholdet Asara Hotel, så vi var ærligt talte lidt spændt på hvad det var for et hotel vi havde booket. Vi havde i det stille aftalt at hvis hotellet viste sig at være sådan et lidt ”skod” hotel, så ville vi bare finde et, at de velkendt og booke os ind der.

Da vi ankom og chaufføren kundgjorde at har var hotellet, kunne jeg ikke tro mine egne øjne – der var jo ikke noget hotel?? Jeg lænede mig lidt frem og kunne så godt se et skilt hænge deroppe med navnet på, men der var ingen indgang?

To portier i nydelige uniformer og store smil på læberne, kom ilende til for at tage sig af vores bagage, samt lede os ind i en slags forhal. Derind i forhallen var der en indgang til et supermarkede og jeg kunne slet ikke se, hvor der skule være et hotel, tilmed et hotel jeg kunne holde ud at være på (ikke fordi jeg er sippet, men visse steder sætter jeg grænsen), for det her så ikke særligt tiltalende ud. Vi blev gleitet hen imod to rulletrapper, en der gik ned og en der gik op. Vi skulle op. Det var da jeg stod på rulletrappen og kikkede op at det åbenbarede sig, hotellet, med fine paneler og smukke blomster. Da vi nåede enden af rulletrappen, kunne vi nu se det hotel som vi på internettet var faldet for og det lignede.

Vinduer var der ikke på værelserne, eller det var der, men de kunne ikke åbnes og var dækket at et eller andet. Det gjorde ikke noget for på en eller anden måde virkede det normalt. Hvis der havde været vinduer, havde de afsløret en ret trist gyde, hvor der var en livlig trafik om aftenen. men det virkede helt normalt.

Om aftenen, ændrede kvarteret sig fra en travl storby til en travl storby med udendørskøkkener overalt, også på kørebanen, hvis der ikke lige var plads andre steder.

Jeg har lavet en lille film, som viser en smule af aften gadelivet i det ydre Chinatown hvor vores hotelindgang kan ses hvor jeg siger “Shanghai In”.

Hvis du har lyst til at se flere billeder fra vores skønne centralt belliggende hotel i Bangkok, så kan du klikke på det lille billede har nedenfor.

Efter at have set The Gran Palace ville vi se den sovende Buddha, Wat Pho, som ligger lige ved siden det store palads. Men munkene der bor i det store tempel område ved Buddhaen, afholdt en eller anden for for ceremoni og derfor åbnede de først, for offentligheden kl. 14. Vi smuttede tilbage på hotellet og fik en let frokost på vejen.

Wat Pho er en enormt imponerende forgyldt liggende Buddha statue. Den er 46 meter lang og 15 meter høj. Den liggende Buddha repræsenterer den historiske Buddha ved hans død. Det siges, at Buddha vidste at døden nærmede sig, og bad sine disciple om at udarbejde en leje til ham i en lund!

Templet blev bygget i 1845 og er delt i 2 sektioner, Buddhavasa (kapellet sektion, bestod af pagoder, kloster, kirker og Buddha-statuerne) og Sangghavas (opholdsstedet for munke). Hele tempelområdet fylder næsten 20 hektar jord, der gør det til det største thailandske tempel (Wat) i Bangkok

På fodsålernen, som er 5 meter lang og 1,50 meter høj af statuen, er der indlagt perlemor, med angivelse af de 108 lovende tegn på lykke bogstaveligt (almindeligvis kaldet Mongkol 108).

Efter at have set Buddhaen, nød vi at spadsere rundt på tempelområdet, som føltes lang væk fra Bangkoks larmende storbyliv. Der var ikke mange der tog sig tid til det og det betød at vi indimellem havde store områder helt for os selv. Dejligt.

Hvis du har lyst til at se flere billeder fra The Grand Palace, så kan du klikke på det lille billede har nedenfor.

Efter turen ud til Ayutthaya, som jo foregik sammen med andre turister og guide, besluttede vi at vi ville se storslåede palads ”The Grand Palace” på egen hånd. Efter en dejlig morgenmad på hotellet tog vi en taxa til ”The Grande Palace”. Da vi ankom, lige efter åbningen, var der allerede masser af besøgende og der holdt flere store turistbusser og satte gæster af. Min erfaring fra dagen før, sagde mig at jeg hellere måtte smide en af mine saronger i ryksækken. Og det skulle vise sig at være meget godt, fro også her måtte jeg ikke vise det underste af mine ben. Synes ellers de er meget pæne.

Lige inden for indgangen sår der en del Thaier som, for et mindre beløb, tilbyder sig selv som guide. Vi kikkede os hurtigt omkring det den store plads og blev enige om, at det vist var en rigtig god idé, hvis vi bare skulle få en lille smule ud af besøget. En sød dame, hvis navn jeg bare ikke kan huske, blev vores guide for en time. Sikke hun kunne fortælle og sikke en viden hun lå inde med. Vi fik sågar lov til at komme ind et par steder som eller var lukket pga. restaurering. Jeg vil helt klart anbefale at tage en guide hvis man ankommer til palaset på egen hånd. Vi hørte om historien om abekongen, dog kun i store træk og så vægmalerier som fortalte hele historien. I samme rum som vægmalerierne er der en masse firkantede søjler hvor der på hver side er der en lille tavle med en masse skrifttegn på. Guiden fortalte at på hver søjle er historien som passer til det vægmaleri den står uden for.

Siden grundlæggelsen af Bangkok, som hovedstad har ”The Grand Palace” været den største arkitektoniske symbol for den thailandske kongefamilie. I dag bor den kongelige familie på ”Chitralada Palace”, mens ”The Grand Palace” kun bliver brugt til ceremonielle formål, som kroninger.

Inden for slottet kompleks er flere imponerende bygninger, herunder Wat Phra Kaew (Temple of the Emerald Buddha), som indeholder den lille, meget berømte og meget ærværdige Emerald Buddha, der daterer sig tilbage til det 14. århundrede. Buddhaen skifter klædedragt for hver årstid og der er kun kongen der må skifte klædedragten. Nu har kronprinsen dog overtaget, da kongen er gammel.

~Emerald Buddhaen ses her i sin vinterdragt.

Paladset dækker et areal på 218.400 kvm og er omgivet af en stor mur.

Hvis du har lyst til at se flere billeder fra The Grand Palace, så kan du klikke på det lille billede har nedenfor.

Vi havde hjemmefra bestemt at noget af det vi ville se Thailand var Ayutthaya, som jo var hovedstad i Siam (Thailand) fra 1351 indtil den blev vældet af burmeserne i 1767. Det eneste der er tilbage af den gamle by er ruiner, men det er nogle storslåede ruiner, templer og buddhafigurer. Vi havde valgt, at tage en heldagstur op til Ayutthaya og blev hentet fra hotellet tidligt om morgen og bragt til en slags opsamlingssted, hvorefter turen gik mod nord. Der er rigtig meget, at se i Ayutthaya og jeg har skrevet om nogle af stederne tidligere, de sidste kommer her.

Tidligere indlæg:
Wat Lokayasutharam
Wat Phu Khao Tong
Bang Pa-In Palac

Wat Thammikarat

Dette tempel er placeret foran det kongelige palads i Ayutthaya. Ifølge historien om den nordlige del af Ayutthaya, blev denne grundlagt af Phraya Thammikarat, en søn af kong Sainam Phung før Ayutthaya periode. Dengang hed det Wat Mukkharat. Derefter blev navnet ændret til ære for grundlæggeren, så det nu hedder Wat Thammikarat.

Det vigtigste monument, som findes inde i templet er; kapellet, der bruges til at forankre en stor bronze Buddha som ses her nedenfor.

Vi nød som også bare at gå runde på det relative store område og bare lige nyde og indsnuse alle duftene og lydene.

Wat Mahathat

Wat Mahathat, blev bygget af Kong Boram Rachathrat omkring 1374, den tredje konge af Ayutthaya rige, og byggeriet blev afsluttet omkring 1390. Det menes at Wat Mahathat var et kongelig kloster og meget vigtigt et i Ayutthaya periode.

De aller fleste bygninger er ødelagt på grund af kampene med Burma, og de fleste af Buddha figurene har ingen hoved, de er simpelthen blevet hugget af. Der er dog et hoved, som er ret så kendt og det er hovedet af Buddhaen som bliver holdt af et træ. Det vokser opad sammen med træet, så på et eller andet tidspunkt, når det vel op i hovedhøjde med os.

Når man nærmer sig Buddhaen i træet skal man gå i knæ, dan man ikke må stå og kikke på den oppefra og ned. Der står sågar en vagt og holder øje med om gæsterne nu også gør det.

Viharn Phra Mongkolbophit

Da burmeserne ødelagt Ayutthaya, blev både Viharn og Phra Mongkhon Bophit beskadiget af ilden. Den store Buddha statue blev, i de næste 200 år, overladt til vind og vejr, indtil Kong Rama VI, i 1920, gik i gang med restaureringen. Under restaureringen blev der fundet et stort antal Buddha figure, de bliver i dag opbevaret på det nærliggende Chao Phraya Sam National Museum.

Viharn Phra Mongkolbophit, er et smukt tempel og Buddhaen inden for er lige så smuk som alle andre Buddhaer, men dette er det første tempel hvor vi så skolebørn komme og også flere lokale ældre mennesker kom. Det jeg dog ikke brød mig så megte om var, at der var et ret så stort turistmarkede udenfor og det klædte bestemt ikke templet, med alle de presenninger og parasoller som fungerede som skygge.

Hvis du har lyst til at se et par billeder mere fra Wat Thammikarat skal du kikke på det 1. billede og hvis du vil se mere fra Viharn Phra Mongkolbophit, skal du klikke på det 2. billede her nedenfor.

Hvis du på noget tidspunkt kommer til Thailand, så er Ayutthaya helt klart et besøg værd. Selvom vi tilbragte en hel dag deroppe, så har vi kun set en brøkdel.

Denne pyramideformet, Mon-stil, Chedi, er den største stående bygning i Ayutthya. på toppen af denne Chedi, er der er en meget lav og smal tunnel som føre ind i Chediens indre. Tunnelen er så smal, at man skal gå forover bøjet og der kan kun være én person i tunnelen ad gangen.

Inde i Chediens indre er der et meget lille rum som er beklædt med små spejle og så er der er lille alter med en Buddha på og selvfølgelig også et billede af Thaiernes elskede konge. Rummet er ikke større end, at tre mennesker kan stå derind, så det er ikke noget med at lide af klastrofobi.

Udsigten fra toppen er fantastisk og selv om der er mange stejle trappetrin til toppen, er det helt klart klatreturen værd.

Hvis du har lyst til at se et par billeder mere fra Wat Phu Khao Tong, kan du klikke på det lille billede her nedenfor.

60 km nord for Bangkok langs bredden af floden Chaopraya ligger Bang Pa In, sommerpalads for kongerne i Thailand. Slottet kan dateres tilbage til det 17. århundrede, fra før etableringen af Bangkok som Hovedstad. I dag benyttes slottet kun sjældent, og derfor bliver det mest brugt af staten end som en kongelig sommerresidens.

Slottet består af en samling af bygninger af forskellige aldre og forskellige arkitektoniske stilarter, omgivet af en sø. Slottet blev oprindeligt bygget af kong Prasat Thong i 1632 og var var residens for alle konger i Ayutthayas (hovestad i Thailand fra periode 1350 til 1767). Da Bangkok blev hovedstad i 1782, blev Bang Pa-In forladt og stod ubeboede hen, indtil kong Mongut i 1851 restaurerede slottet og de kongelige igen benyttede slottet.

Som så mange andre steder, er der også her dresscode og hvis man ikke er dækket nok til, man kan låne en sarong og skjorte som dækkede den bare hud. Jeg havde klædt mig så jeg var passende påklædt, men da jeg ville en i én af bygningerne, måtte jeg over i en lille hus og låne en sarong, da mine ankler og lidt af underbenene var synlige. Ikke helt så fiks, men den klarede det den skulle

Hvis du har lyst til at se et par billeder mere fra Bang Pa-In Palac, kan du klikke på det lille billede her nedenfor.

..der er noget uldent noget på vej, for det gider jeg altså ikke. Men ikke desto minde har jeg ondt i mine led og jeg har også snæret af Søren helt uden grung. Pis osse. Søren har for længst tilgivet mig og sagde ydermere, at han ikke havde lagt mærke til noget, som om men jeg bliver sgu træt af mig selv når jeg ikke er oplagt. Tror det bedste jeg kan gøre for mig selv lige nu er; at snupper jeg en stor kop the med mælk og honning og så ellers under dynen, men den lille fotobog jeg købte i Bangkok, for 60 kr.

I morgen er alt væk og jeg er frisk som en havørn – ja, det er jeg altså helt sikker på og der er vist noget der hedder; tro flytter bjerge, ikk?

… la’ vær’ at glo.

Faldt over denne artikel for et par måneder siden og har kikke med på bloggen som er er opstået på bagrund af de mange fotos.

Hun var ugift, arbejdede som barnepige i Chicago, og så havde hun en passion, som hun aldrig selv delte med nogen.

Vivian Maier (1926-2009) levede et liv i anonymitet.

Ernærede sig som barnepige, endte som hjemløs, men havde en passion: at fotografere livet på gaden i New York og Chicago fra omkring 1950 og frem til midten af 1970′erne.

Men hun delte aldrig sine billeder med andre, og kan takke tilfældet – og en entusiastisk tidligere ejendomshandler – for, at hendes mesterlige billederne nu er kommet til offentlighedens kendskab…… Læs resten her

Det er nogle helt fantastiske street fotos Vivian Maier her formået at få tager med hendes, jeg tror det er et Rolleiflex. Jeg ville ønske det var lige så let, at tage street fotos idag, men det er det ikke, mest fordi, vi alle er mere opmærksomme på vores omgivelser.

Bloggen med Vivian Maiers billeder findes lige her.

Vi blev hentet af vore guide, som viste sig at være en meget lille men yderst adræt mand præcis kl. 8 om morgenen. Duren gig sydover, hvor vi gjorde stop ved en jack- og ananas plantage. Jack frugter menes at være verdens største frugt. Den kan blive næsten en meter lang og en halv meter tyk. Frugten ser underlig ud med pigge og vorter på den hårde skal.

~Det er vildt at forestille sig, at træet kan bæger frugter på op til 40 kg.

Da vi drejede af hovedvejen som kører fra nord helt ned til det sydlige Thailand, kom vi ind i et andet landskab end det som udfolder sig langs landevejen. Her var der mange rejeframe og vi fik fortalt, at nogle af bassinerne var forbeholdt almindelige rejer andre de store tiigerrejer. Selv da vi kørte ind i Khao Sam Roi Yot nationalpark, var der rejefarme, men de er kun tilladte så længe de ikke udvidede selve dambrugene.

~ Fiskerlandsbyen Bang Pu som vi kørte igennem for at komme til havet, hvor vi skulle med båd.

63 km syd for Hua Hin, en 10 minutters tid med båd og en 1/2 times gang fra stranden, ligger Phraya Nakhon grotten. Turen til grotten fra stranden kræver godt og solidt fodtøj, da stien til grotten føre op ad en stejl bakke. Selve stien kan kun lige anes og består mest af store nedslidte flintesten, som visse steder var yderst glat, i regnvejr ville det nok ikke have været muligt, at komme op til grotten. Så det var med tungen lige i munden at vi, sammen med vores adrætte guide, begav os op af den stejle stig til grotten.

Det område af Khao Sam Roi Yot hvor Phraya Nakhon grotten med Kuha Karuhas Pavillon ligger, er formentlig det sted, hvor kongen Mongkut den 18. august 1868, sammen med hans følge, iagttog en total solformørkelse. Konge Monkut var meget interesseret i astronomi og havde selv beregnet både dato og sted for formørkelsen. Men han pådrog dig sig malaria i løbet af denne begivenhed, og døde kort tid senere, så han nåede ikke, at nyde sin succes ret længe.

Inden kong Chulalongkorn i 1890 besøgte Kuha Karuhas, blev Pavillon inde i grotten bygget. Senere har både kong Vajiravudh samt den nuværende konge Bhumibol Adulyadej besøgte grotten.

Khao Sam Roi Yot National Park blev oprettet den 28. juni 1966 og blev den 1. april 1982 udvidet, så den nu dækker over et areal på 98.08 km2.

Det var en fantastisk tur og vores guide, som ikke talte ret godt eneglsk, var, når vi havde fanget hans lidt specielle udtale, rigtig god og forstod, at formidle stedets historie. En tur vi godt kan anbefale andre, bare man sørger for ordentligt fodtøj og en flaske vand med til turen op.

Hvis du har lyst til at se flere billeder fra Phraya Nakhon Cave, kan du klikke på det lille billede her under.

Da vi bestilte vores bryllupsrejse, kikkede vi på mange forskellige hoteller. Vi vidste sådan nogelunde hvad vi ville have og endte til sidst med to. De var begge ret lækre og begge tilbød de, alle de faciliteter som vi havde på vores ønskeliste. Efter at have studeret dem nøje, besluttede vi at det skulle være Asara Hotel, da de havde Pool Villas, noget ingen af før har prøvet. Tænk, at have sin egen lille pool.

Asara hotel levede fuldstændig op til vores forventninger og endda mere til. Da vi ankom til hotellet efter 10 timer flyvning og 2½ times bilkørsel, var vi nok ikke helt så velplejede, som da vi tog hjemmefra. Vi blev budt velkommen af en drager som selvfølgelig sørgede for vores bagage.

Oppe i receptionen blev vi budt velkomme med et, “værsgod at tage plads”, ikke noget med at stå op foran en skrank, nej, vi sad ned. Ikke så snart var vi blevet sat, før vi fik serveret en vådserviet (våd og lun vaskeklud) samt en dejlig frisk frugtcocktail. Da alle formaliteter var blevet klaret, blev i vist til vores værelse.

Hele hotelområdet oser af ro og afslappethed og servicen er helt i top. Jeg (vi) vil til en hver tid anbefale dette skønne hotel.

Hvis du har lyst til at se flere billeder fra Asara Hotel i Hua Hin, Thailand, så kan du klikke på det lille billede her under.