Når jeg som nu sidder og ser Tour de France i tv, så kommer jeg til at tænke på at jeg faktisk var ret flittig i min ferie. Jeg fik løbet næsten hver dag – undtaget de dage hvor vi kørte. Nogle af mine løb, specielt alle de dage i Østrig var ret seje på grund af stigningerne. Jeg tog en lille løbetur hver morgen, inden det blev for varmt og jeg nød disse små ture i den rene luft. Det er sikkert også god træning op til min deltagelse i Alpeløbet i Svanninge Bakker, den 13. september.

Her kan du se mine løbeture i Østrig, med alle sine så op og nedture, det ligner næsten dem som cykelrytterne forcere.

..går starten til dette års Eremitageløb og jeg er tilmeldt. Nøj, hvor jeg håber vejret er bare en lille smule bedre end sidste år. I år har jeg selskab i bilen, da en kollega, Lotte, som har løbet i rigtig mange år, også meldte sig til. Jeg tror det bliver rigtigt hyggeligt og så går jeg da ud fra, at mine løbebuddys fra det københavnske også kommer.

Det var lige før jeg var blevet miss wet T-shirt i dag. Det er jo tirsdag og dermed løbedag for firmaet. Siden vi lagde ud med at løbe i starten af marts, har det ikke regnet en eneste gang. Hver tirsdag har det været tørvejr når klokken nærmede sig 16. Men ikke i dag, det har siden engang over middag, stået ned i stænger, men da det var sidste gang vi afholdt fælles løb, var der ikke noget med af aflyse.

Indrømmet, lige inden vi skulle ud i det dersens regnvejr, stod vi dog og kikkede lidt på hinanden – men så fanden tog ved os og pludselig var vi i gang. Jeg var nær endt som ”Miss Wet T-shirt” men så havde én af kollegaerne en ekstra jakke. Dejligt! Vi lignede godt nok druknede mus da vi returnerede til firmaet, men pyt, bare det holder fuldstændigt tørt i morgen.

I morgen står den nemlig på ALT for Damerne kvindeløb, inde ved Skovsøen i Odense og vi er ikke mindre en 64 kvindelige kollegaer med døtre, der skal deltage og vi har kun to telte á 3 x 3 meter, til at tage fra for evt. regn, så hvis det skal være tørvejr i denne uge, så helst i morgen sidst på dagen og 3 til 4 timer frem.

Blå himmel og skyer skiftedes til at dominere denne søndag formiddag. Da klokken nærmede sig tiden for, at vores valgsted i Vissenbjerg Hallen åbnede, spurgte Søren om jeg ville med op og stemme, i det samme han spurgte, besluttede jeg mig for, at jeg da lige så godt kunne løbe derop og på den måde slå to fluer med et smæk. Søren kørte og jeg fik hængt vasketøjet ud og sat en ny maskine over. Da jeg var omklædt og klar til at smutte op til Vissenbjerg, returnerede Søren og han havde lunt brød med fra bageren.

Da jeg ankom til hallen, var jeg glad for at jeg ikke havde taget bilen derop, for det var så at sige umuligt at finde en parkeringsplads. Nogle holdt og ventede på en plads, mens andre kørte andre steder hen for at få en p-plads.

Jeg smutte ind og var igen heldig, der var ikke kø ved det bord jeg skulle hen til. Jeg fik et par friske kommentarer pga. løbetøjet og fik begge sedler udleveret og smuttede bag det blå gardin og fik stemt. Ude og putte sedlerne i de respektive kasser og så ellers ud i den friske luft igen.

Turen hjem var lige så dejlig som turen op og med morgenmad i tankerne og den nye radio i ørene, gik det som smurt. Nu efter 10 km. og et velfortjent bad, er jeg klar til et stykke grovbrød med ost og et krus kaffe, det sidste vasketøj må vente til jeg har spist.

Efter min dejlige løbetur tidligere i dag, smed jeg mit løbetøj direkte i vaskemaskine, og trykkede på start. Alt gik rigtigt fint, lige indtil jeg skulle tage tøjet ned fra snoren og begyndte at ligge de sammen. Hvad fillon var det, der var i den lille lomme bag på bukserne. FUCK, det er bare ikke hvad jeg tror det er – jow det er. Min lille hvide Creative Zen Stone med radio.

Nu har den ligget i solen og fået lov til at tøre helt, men den er og bliver død. Pissosse! Nu håber jeg jeg kan få én magen til, for den var skisme så dejlig lille og radio delen funger rigtig godt.

Vejret er jo middels talt fantastisk og jeg er lige kommet hjem fra min første løbetur siden anklen brød sammen. Jeg nøjes men en lille fem kilometers tur, for lige at prøve anklen af, og de holdt. Jeg havde ingen smerter eller nogen form for ømhed på turen og nu hvor jeg er kommet hjem, mærker jeg heller ingen ting. Fantastisk!

Jeg er tilbage og nu skal jeg bare stille og roligt have nogle kilometer i benene igen. Jeg har virkelig savnet, at mærke pulsen hamre og få sved på panden. Tre ugers pause, er vanvittig lang tid men det var åbenbart det der skulle til, for at anklen kunne komme sig.

Os som stod for firmaarrangementet og familiemedlemmer, mødtes klokken 8 for at stille borde og stole op, samt få vand og fadølsanlæg ind på plads. Da de praktiske ting var på plads, satte vi os og fik morgenmad. Det var rigtigt hyggeligt at sidde der i solen og bare nyde torsdagen.

Jeg skulle jo ikke løbe i dag, hvilket godt nok ærgrede mig lidt, nu jeg stod der, men til gengæld deltog Christian og en kammerat for første gang. De havde begge et rigtig godt løb og Christian vil også gerne deltage en anden gang igen. Fedt!

~Så gik starten for første 5 km gruppe

Der er mange ben, nogle pænere end andre

Sønnike spurter i mål

Efter løbet var der hygge for alle, ved- og i teltet. Gode slagter pølser og brød, var blevet grillet af vores sædvanlige pølsemand og hans kone. Klokken 15 ville Bamse spille nede på plænen og det var så start skuddet for os andre til at rydde op og få slæbt ud i varebilen igen. Det har været en dejlig varm og hyggelig dag til trods for at jeg ikke løb. Jeg løber næste år.

Hvis du vil se flere billeder, kan de ses her.

Jeg kan efterhånden godt forestille mig hvordan en alkoholiker må have det uden at få alkohol. Jeg har nu ikke været ude at løbe i en uge og det ser helle ikke ud til, at jeg kommer det de næste par dage eller tre. Jeg sidder og passer meget på ikke at gå mere end aller højst nødvendigt. Men den er trods ro og hvile ikke blevet den mindste smule bedre.

Forrige tirsdag, da jeg var ude at løbe med arbejdet, vrikkede jeg om, noget sådan alvorligt syntes jeg, for jeg vrikker ofte om på grund af mine delvis hypermobile led. Nå, men jeg kunne nu mær det om aftenen, men næste morgen, onsdag, var det ikke så slemt og jeg besluttede mig for, at løbe en sidste 6 km. om eftermiddagen efter arbejde. Da jeg kom fra hjem, hoppede jeg derfor i løbetøjet og smuttede ud ad døren. På de 6 km. kunne jeg godt mærke en let ømhed, men jeg bed det i mig. Senere samme aften blev jeg mere øm og var glad for, at der var to dage til jeg skulle løbe halvmaraton.

Torsdag og fredag, gik det egentligt meget godt og jeg passede også på ikke at overanstrenge mig. Lørdagen kom og det var tid til Lillebælt Halvmaraton. De første 10 km var egentlig ok, men derefter kunne jeg godt mærke anklen. Men når jeg er derude på ruten, så tror jeg, at jeg på en eller anden måden, kan abstrahere fra smerten, for til sidst følte jeg den ikke. Da jeg kom i mål var anklen ret øm, men den var jo også lige blevet brugt. Senere, derhjemme var den ret så øm og jeg humpede rundt, ikke noget kønt syn og Bot formanede mig ind og så is på, hvilket jeg også gjorde efter de var kørt.

~Billedet er fra i lørdags og ude ved 11 km. mærket.

Det blev så ikke bedre søndag og mandag tog jeg et par piller for at kunne gå rimeligt normalt på jobbet. Det har jeg så gjort indtil i dag, hvor jeg ikke kunne spore nogen bedring og valgte at tage til lægen. Ja jeg ved det, det er måske en smule sent, men bedre sent end aldrig, ikk?

Nu er jeg returneret fra lægen med forbinding og påbud om ro og hvile, mindst weekenden over, for anklen er forstuvet, hvem fanden kunne også vide det. Godt gået, at løbe en halvmaraton med en forstuvet ankel. Pisosse!

I går var det jo tid til Lillebælt Halvmaraton. Jeg havde fået lokket Pia og Jannie, fra det københavnske, til også at deltage og Bot kom med som hepper. Min kollega Tom, ville komme ud til mig sammen med københavnerne klokken lidt i elleve, for så kunne vi køre sammen. Alle var på pletten i god tid og der blev sat start numre på trøjerne og drukket lidt vand samt tisset af. Da vi alle var ved at være klar og klokken også sagde elleve, begyndte vi at samle os sammen får at gå ned til bilen. I det samme som vi står der op vej ud af døren, udbryder Tom

shit, jeg har glemt mine løbesko.

Ham i fuld firspring ud af døren, ned af trapperne og ind bilen. Så drønede han ellers til Odense centrum for at hente løbesko. Efter en halvtimes tid, var han tilbage og vi kunne nu endelig køre til Middelfart.

~Foto: Bot. Vi venter på Tom og hans sko

Da vi kom til Middefart var der allerede en del biler på vejene og vi valgte derfor, at følge skiltene til parkering. Vi parkerede ved Lillebælthallerne, og gik så de tre kilometre ned til start området, hvor vi havde en aftale med en af Tom og jegs tidligere kollegaer, Jan. Vi sad og slappede og småsludrede på pladsen ved Kulturøen, inden vi begav os op i taskeopbevaringen med vores tasker. Et sidste toiletbesøg og så eller ned og så i startboksene.

I år var der 2.500 flere deltagere end sidste år, og derfor var det også to startsteder. Københavnerne startede ved start 2, vi andre i start 1, så dem ønskede vi held og lykke og et ”vi ses i mål”.

Foto. Bot. Så er det lige før starten går

Starten gik og efter en pæn bakke og ca. 2,5 km. flettede vi sammen med dem fra start 2, det var lige inden Lillebæltsbroen, hvor et orkester, som også spillede sidste år, stod og fyrede ” Highway to Hell” af. Fedt!

Efter en lang, varm, men særdeles smuk tur, med masser af publikum som trofast klappede, var jeg over målstregen, hvor jeg mødte, både Jan og Pia. Jan skulle videre til noget fest så Pia og jeg begyndte at gå over til chipafleveringsstedet hvor vi mødte Bot. Vi havde aftalt, at mødes der hvor vi sad inden start, så vi begav os over til det ”hjørne” og ventede så på Tom.

Foto: Bot. Jannie i mål

Foto: Bot. Så er jeg i mål

Foto: Bot. Pia i mål

Da vi alle var samlet, begav vi os op mod bilen. Inden vi kørte derfra, ringede jeg til Søren og sagde, nu kørte vi fra Middelfart. Han ville starte grillen og være klar når vi kom hjem. Da vi kom hjem, var der dækket bord og maden var næsten færdig. Så der gik ikke mange minutter inden vi sad bænket omkring langbordet og spiste dejlig grillmad og drak iskold hyldeblomst med danskvand.

Da alle var mætte, var det tid til at sige farvel til Københavneren, de havde trods altet par timer hjem.

Mit nye ur klarede sig fantastisk og jeg er allerede helt vild med de funktioner det har og dem logiske menuopbygning. Det er lige før jeg spørger mig selv, hvordan jeg har kunne undvære det.

Min sluttid: 02:11:24, ikke den bedste men ok. Næste år kommer jeg under to timer, det er jeg sikker på.

Tak for en rigtig hyggelig lørdag.

Jeg tror da nok lige, at vi i år fra firmaet, har fået nogle trøjer der kan ses – WOUW. Jeg tror nok at både Tom og jeg bliver lette at spotte ved broløbet i dag. Jeg glæder mig til at løbe i dag, jeg tror det bliver lige så fed en oplevelse som sidste år, hvor der på ruten, nærmest var folkefest og hvor folk stod og grillede og ude foran deres huse.

Klokken lidt i elleve kommer min kollega Tom, han skal køre med mig til Middelfart og det samme gør Pia, Bot og Jannie. Pia og Jannie skal også løbe i dag, så vi skal nok få det hyggeligt, det er jeg ikke i tvivl om.

I går købte jeg mig et nye løbeur, som kommer til at få sin debut på lørdag ved Lillebælt Halvmarathon.

Ja … jeg skal jo nødig gå ned på grejet.

Efter endt morgenmad og nyhedslæsning, tog Søren til frisøren for at blive sommerklar på toppen. Jeg startede Peugeoten og susede i Tarup Centret, for at se, om jeg kunne finde et enkelt tekstil eller to og et par sandaler. Jeg faldt over denne skønne kjole/tunika som jeg bare ikke kunne stå for. Den må da siges at være ret frisk, i hvert fald rent farvemæssigt.

Sandalerne havde de ikke hjemme i min størrelse, men i løbet af næste uge skulle de være klar til afhentning i forretningen. Jeg glæder mig allerede til at stikke tæerne i dem. Jeg kan sagtens forestille mig, at de kommer til at sidde ret så ofte på mine fødder denne sommer.

Da jeg returnerede til matriklen, var Søren også kommet. Vi fik en let frokost, eller rette og sagt, jeg snuppede et par bananer og et par glas vand, for jeg ville ud og løbe kort efter. Nu er jeg atter hjemme og er både kølet ned og har været i et friskt koldt bad, håret er sat op til narrestreger, tæerne er lakeret og sommer klar, Nu kan jeg vist godt tillade mig at slappe af, for i dag blev det til 18 km. i Guds frie natur. Jeg tror jeg er ved at være klar til næste lørdag, hvor jeg skal løbe halvmaraton.

Efter en lang dag på jobbet, men mange forskellige opgaver og et enkelt møde, landede jeg herhjemme og var egentlig godt brugt. Jeg skyndte mig at tage vasketøjet ned og få hængt den næste portion op, jeg er så heldig at have en vaskemaskine som er så venlig, at vaske tøjet mens jeg på arbejde. Da de praktiske ting var overstået, hoppede jeg i løbetøjet. Sikke en dejlig tur det blev til. Solen skinnede og alting er ved at springe ud, derude i naturen. Efter 13 dejlig kilometer, stod jeg atter ved bryggersdøren.

Nu efter et dejligt køligt bad og en let aftensmad, er jeg klar til at mærke sofaens bløde puder omkring mig, og jeg er helt sikker på, at tv’et om lidt bliver tændt på DR2.

Rigtig god aften derude.

I dag står den på begynderløb på jobbet. Det er faktisk forkert at kalde dem begynder mere, de har jo været i gang et pænt stykke tid og det går faktisk rigtigt rigtigt godt. Der er én som kun løber her om tirsdagen, og hun er bare for sej. I løbet af de uger vi har løbet, er hun gået fra at være nede at gå 6-7 gange på 4 km, til kun at gå 2 gange, og jeg er spændt på hvordan hun klare den i dag. Hun har viljen og det er den halve succes.

I dag får vi ”fint” besøg på vores tur. Vores direktør har meddelt, at han vil løbe med. Det er ikke for at komme i form han kommer, for han er i rigtig god form, for sidste år løb han halvmaraton på 1 time og 40, uden sådan rigtigt at have trænet. Men det bliver hyggeligt at have ham med, jo flere jo bedre.