Kampa ACE air 300

Kærlighed ved første opsætning

 
kampa-ace-air-300_005-copy

I denne sæson har vi været af sted med en nyt lufttelt, som Campingafentetn.dk har været så venlig, at låne os. Teltet er et Kampa ACE air 300.
Vi valgte at bruge Flyvesandet Camping til prøveopsætningen inden sommerferien. Grunden dertil var, at vi ville prøve at sætte det op nu inden den lange ferie, for at teste om alle luftkanalerne kunne holde tæt, det ville være temmelig træls, at komme af sted på sommerferie og så finde ud af, at én eller flere af kanalerne var utæt. Godt nok kan man lappe dem undervejs, hvis uheldet skulle være ude, men hvis nu der var noget mere alvorligt galt, så ville vi ikke stå, et eller andet sted i Sydeuropa, og ikke have den fornødne skygge, læ og ekstra plads, som sådan et stort telt giver.
Noget af det vi var lidt spændt på er, om det var lige så let at sætte op som vores DWT Junior Air lufttelt og her må jeg “desværre” indrømme, at Kampa teltet er lige så let at sætte op og det til trods for, at det en del tungere end vores DWT telt. Grunden til at jeg siger tungere er, at jeg ikke selv kunne køre det på campingvognen, men skulle have Søren til lige at tage ved da jeg nåede til “det øverste af teltskinnen”. Men ellers er det præcis lige så let at håndtere som DWT teltet, hvor Søren skulle hjælpe med at sætte de to metalstænger op ved loftet som dette telt kræver.

kampa-ace-air-300_004-copy

Fakta om Kampa Ace Air 300

Teltet er 3 meter både i bredden og i dybden, hvilket giver et rigtigt dejligt stort og rummeligt opholdsrum udenfor campingvognen på hele 9m². Kampa Ace Air 300 er et oppusteligt telt i et rigtig flot og tidløst – jeg vil næsten sige – nordisk design. Et design, som vi faktisk er ret så vilde med, da der ikke er en masse farvede stafferinger rundt omkring på teltet, hvilket gør at det passer utroligt godt til looket på vores campingvogn, som er en Caravelair Allegra 475 årgang 2012 og i det hele taget ikke ’skriger’ langt væk af, “her er jeg”.

kampa-ace-air-300_007-copy

Rundt, i- og omkring teltet

Noget af det vi også er faldet for ved Ace Air 300 er, at det er enormt nemt at stramme rigtigt ud og bare står SÅ flot og stramt, samt det faktum, at det har en markant bedre teltdug (derfor også den forøgede vægt) og dermed virker det bund-solidt. En anden ting som vi også er faldet for, er at siderne på teltet er helt lodrette, hvilket gør at indgangsdørene, som er placeret i hver side af teltet, også er lodrette og desuden helt inde ved campingvognen, (det er de ikke på vores DWT telt). Øverst oppe over døren, er der en lille trekant af loftduen, som går ud over indgangsdøren. Den trekant betyder faktisk ret meget, for hvis det har regnet eller duggen er faldet lidt tungt, så drypper der ikke vand ind i teltet, når man åbner teltdøren. Det var nemlig en af de ting vi blev lidt trætte af med DWT teltet, da vi var på sidste efterår var et smut i Alsace og havde et par nætter, hvor det regnede.

kampa-ace-air-300_010-copy

Ud over at der er nogle dejlige store, man kan næsten kalde dem “gulv-til-loft vinduer”, rundt i selve teltet, er der også et par mindre vinduer i loftet, hvilket gør, at teltet virker meget lyst og indbydende og lys er jo noget vi nordboer rigtig godt kan lide. Men ved loftsvinduerne, kunne vi god tænke os, at der havde været en lille let teltdug, som kunne rulles op og evt. sættes fast med små Velcro stykker, for at skærme lidt for solen, som specielt i sommermånederne, godt kan stå lige ind og være en smule irriterende.

kampa-ace-air-300_019-1-copy

Tæppet, som er et i ret kraftigt og let rengørligt materiale, som heller ikke suger skidt fra små hundepoter eller fodtøj til sig, er et vi virkelig er kommet til at holde af. Det fylder ikke meget når det er pakket sammen og giver bare sådan en behagelig følelse af ”renhed”, når det ligger spredt ud i hele teltet. Der er pløl-øjer i hvert hjørne, så det ligger godt fast. Tæppet er kantsyet og passer perfekt til teltets form, og er enormt dejligt at gå på med bare tæer. Tæppets funktion er ekstremt vigtigt for mig, da jeg elsker at gå på bare tæer.

kampa-ace-air-300_000-copy

kampa-ace-air-300_006-copy

Stormbånd til sikring af teltet mod vind, blæst og hårdt vej

Siden vi for mere end 10 år siden ved Gardasøen ødelagde en markise og fik en bule vi vores daværende campingvogn, har vi været meget påpasselige med at være på forkant med at stormsikre vores ting. Ikke at vi gør det hver gang, men meget ofte sætter vi stormsikring på vores ”løsøre”. På Kampa ACE air, er stormsikring gjort enormt let. Der er to ”klips” på hver side af teltet og deri klipser man simpelthen bare stormsikringsbåndene i og slår de to meget store pløkker fast.

kampa-ace-air-300_008-copy

Teltet kan selvfølgelig stadig give sig og det skal det også, men lette, tror jeg næppe det vil kunne gøre. Jeg følte mig i hvert fald ret sikker, da vi første gang løb ind i heftig regn og blæst.

Sun Wing solsejl

Ved siden af de to klips i hver side til stormbåndene, er der foran endnu tre klips, de bruges til at sætte Sun Wing solsejlet fast med. Solsejlet er lige så let at sætte fast som stormbåndet og når først det er sat ind i de tre klips skal der lige en enkelt stang og et par barduner på i fronten, så står det der. Lettere bliver det ikke.

kampa-ace-air-300_017-copy

kampa-ace-air-300_018-copy

kampa-ace-air-300_020-copy

Ønskværdige forbedringer ved solsejlet

Solsejlet giver masser af fin ekstra skygge og det har vi nydt godt af i denne sæson, men der er også steder hvor vi synes der er plads til et par forbedringer, specielt på et ”lille” telt som Kampa ACE air 300. Der følger kun én stang med til solsejlets midte (på de bredere telte er det to, da de telte har en længere front), men vi kunne godt se en fordel i at der fulgte to stænger med det mindre telt, for med en stang i midten af solsejlet, så ”falder” siderne også langt ned/ind langs med siden. Hvis der havde været to stænger med, kunne man bruge det ene hul i sejlets ene side, der hvor der fastsættes en bardun, til at åbne op og på den måde gøre sejlet lidt mere åben.

kampa-ace-air-300_019-copy

kampa-ace-air-300_021-copy

Det ville også have været rart hvis selve solsejlet evt. kunne lynes på fronten, for når det regner og solsejlet er oppe, så kan frontvinduerne ikke være rullet ned, da det så ville regne ind i mellemrummet mellem teltet og solsejlet.

Vand ved “fødderne”

Vi var meget begejstret for at teltet holdt til det meget regn vi fik, første gang prøvede teltet. Ikke så meget som en dråber kom indenfor og ja, sådan skal det jo også være. En ting vi har undret os over og endnu ikke har fået opklaret er, at der da vi efterfølgende fik regn kom der små pytter ind ved alle tre luftfødder. Ikke meget, men trods alt vand. Vi kunne ikke finde nogle utætheder eller huller af nogen art.

kampa-ace-air-300_014-copy

kampa-ace-air-300_015-copy

kampa-ace-air-300_016-copy

Det eneste forklaring vi har kunnet komme op med er, at det er et brugt telt vi har lånt og da vi første gang vi fik regn, havde solsejlet aldrig været på. Problemet med vand ved ”fødderne” er først opstået efter at vi har brugt solsejlet. Vi har nærstuderet de syninger som holder klipsene til solsejlet, men ikke fundet nogle utætheder. Denne eneste logiske forklaring som vi lige kan komme i tanke om er, at lige præcis de klips der holder solsejlet, ikke er syet fast på et stykke teltdugsstof og dermed ikke er selvtættende, som en almindelig teltdugssyning er, men i stedet er sat fast på noget der minder om plastik. Om det er derfor vi fik vand ved fødderne, ved vi dog ikke.

Smarte detaljer ved åbningerne

Der er rigtig mange ting ved Kampa ACE 300 som vi er faldet for. Størrelsen, anvendeligheden og letheden i opsætningen og nedtagning, som ikke tager lang tid eller kræver den store fysik. En anden ting vi også er rigtig glade for, sammenlignet med vores DWT telt er, at der er SÅ mange måder hvorpå man kan åbne op ud til det fri. Alle åbninger, de to i siden samt dem i fronten kan naturligvis tages helt af.

kampa-ace-air-300_019-copy

Men de kan også bare lynes op i den ene side og toppen og så rulles sammen i modsatte side, på den måde er det let lige at lyne teltet til, for natten.

kampa-ace-air-300_024-copy

Man kan lave den mere klassiske model, nemlig den hvor man lyne halvt ned i fronten, sådan at man stadig får frisk luft ind, men ikke kolde fødder.

kampa-ace-air-300_025-copy

De samme funktioner findes i begge døre hvor der tillige også er myggenet.

Sommer Sumarum

Det har været en kæmpe fornøjelse at låne Kampa ACE Air 300 og vi overvejer lige nu om ikke vores billigere DWT telt skal erstattes af et bundsolidt kvalitetstelt fra Kampa. Vi hælder i den grad til det. Vi har dog lige en enkelt weekend mere hvor skal bruge teltet, hvorefter det skal returneres. Og derefter, ja så skal beslutningen jo tages, for lige om lidt er det igen forår.

1 kommentarer

  • Svar Farvel til Tournon-sur-Rhône – 18. april 2017 at 10:22

    […] Kampa ACE air 300 […]

  • Skriv gerne en kommentar