Den fik mig til at smile og mindes.

Denne mail modtog jeg i dag.

Folk over 30 burde være døde!

Ifølge dagens lovgivere og bureaukrater burde de af os, som var børn i 40’erne, 50’erne, 60’erne, ja til og med tidligt i 70’erne ikke have overlevet.

Vores børnesenge var malet med blybaseret maling. Vi havde ingen børnesikring på medicinflasker, døre eller skabe, og når vi cyklede bar ingen af os hjelm. Som børn kørte vi i biler uden sikkerhedsseler eller airbags.

Vi drak vand fra haveslangen og ikke af flasker. Skræk og rædsel! Vi spiste brød med smør, drak sodavand med sukker i, men blev aldrig overvægtige, fordi vi var ude at lege. Vi delte gerne en sodavand med andre og drak af samme flaske, uden at nogen rent faktisk døde af det.

Vi brugte timer på at bygge sæbekassebiler af ting der var kasseret, og ræsede i fuld fart ned af bakken, bare for at finde ud af, at vi havde glemt at sætte bremser på, efter nogen ture i grøften lærte vi at løse problemet.

Vi tog hjemmefra tidligt om morgnen for at lege ude hele dagen og kom først hjem, når gadelygterne blev tændt. Ingen kunne få fat på os i løbet af dagen – ingen mobiltelefon. Utænkeligt!

Vi havde ingen Playstations, Nintendo 64 eller X-boxe – i det hele taget ingen TV-spil, ikke 99 TV-kanaler, ingen videofilm, surround-sound, mobiltelefoner, hjemme-PC’er eller chatrooms på Internettet. Vi havde venner! Vi gik ud og fandt dem!

Vi faldt ned fra træer, skar os, brækkede arme og ben og slog tænder ud, men ingen blev sagsøgt efter disse uheld. Det var uheld. Ingen andre kunne få skylden – kun os selv. Husker du uheldene?
Vi sloges, blev gule og blå og lærte at komme os over det. Vi fandt på lege med pinde og tennisbolde og spiste jord og græs. Til trods for advarslerne var der ikke mange øjne der blev stukket ud, og græsset voksede ikke inden i os resten af vores liv.

Vi cyklede og gik hjem til hinanden, bankede på døren, gik lige ind og blandede os i samtalen.

Nogen elever var ikke så kvikke som andre i skolen, så de dumpede og måtte gå et år om. Frygteligt!

Denne generation har fostret nogle af de mest risikovillige, de bedste problemløsere og investorer nogensinde. De sidste 50 år har været en eksplosion af nyskabelser og nye ideer. Vi havde frihed, fiaskoer, succes’er og ansvar, og vi lærte at forholde os til det alt sammen.