“Jeg frygter, at vi er de sidste dagdrømmere”

..er overskriften på en ret interessant artikel, jeg læste i Kristlig Dagblad, her til morgen. Jeg kan huske, at noget af det jeg elskede allermest da jeg var barn og vi skulle køre lang i bil, var, at kikke ud af vinduet og lade tankerne flyde afsted. Jeg dagdrømte om mange mange ting. Ikke noget jeg sagde højt til andre, men noget jeg havde helt for mig selv. Som jeg tidligere har skrevet, kunne jeg sagten hygge mig i mit eget selskab oppe på mit værelse, og behøver ikke diverse stimulativer (er der noget der hedder det?) for at hygge mig. Jeg have mine tanker, dagdrømmeriet og fantasien og det var nok. det kom er mange sjove små-lege og andre påhit ud af. Selv da jeg blev ældre og var begyndt i tjenerlære fortsatte det. For, for at jeg kunne komme på arbejde, skulle jeg køre en halv times tid i bus og den tid i bussen blev brugt på dagdrømmeriet. Nogle gange var jeg faktisk så godt i gang, at jeg ærgrede mig over, at jeg ikke kunne tilbringe længere tid i bussen. Men jeg var også på det tidspunkt blevet så god til at dagdrømme, at jeg kunne fortsætte hvor jeg slap sidst, og det benyttede jeg mig meget af når turen gik hjemad. I dag er tiden en anden og jeg kan se det på vores egne børn, at de ikke i nær samme grad, bruger tid på ingenting. Der er masser af ting de skal og der er ikke meget de siger nej til. Og endu værre bliver det med de helt unge og børn. Jeg ser ikke mange børn som sidder og tegner i jorden med en pind mere, eller opfinder nye lege, som vi andre gjorde. På de sociale medier hvor jeg færdes, ser jeg billeder af helt små børn, men tablets i hånden (der findes endda specielle holdere til tablets, som passer til børn og er lavet af gummi) hvorpå de ser den ene tegnefilm efter den anden og i reklamerne fra diverse tv-stationer/streamingtjenester, bruger de flittigt børn med tablets. Jeg kan godt se, at hvisse ting kan være læreridt og til gavn for børn, men alt med måde. Det er som om, at små børn, kun kan eller snarre skal aktiveres med en eller anden for for underholdning fra en skærm, i stedet for bare at kunne side og slappe af og lave ingenting, og måske få lov til at kede sig, og dermed sætte dagdrømmeriet igang. Men alt det her starter jo ved forældrene og hvis forældrene ikke ser et problem og selv bruger telefoner/tablets/computere i et væk, så kan det jo ikke ændres. Da Christian var mindre, havde han ikke WiFi i hans computer, i stedet havde vi en USB-dims, der kunne gøre hans computer trådløs og den dims, fik han kun lov til at bruge 6 timer om ugen. Han administrerede så helt hvornår han ville bruge den tid. Hvis han brugde 2 timer om mandagen, ja så var der kun 4 timer tilbage til resten af ugen. Det fungerede rigtig fint, og det var først da han skulle lave meget af skolearbejdet på- og over internettet, at begrænsningen ophørte. Men da havde han også lært, at det ikke kun var internettet der duede.

Den konstante brug af digital teknologi går ud over dagdrømmeri, grubleri, indre ro, fordybelse og nærvær. Vi eliminerer de øjeblikke, hvor tanker og idéer får ro til at rumstere. Køen i supermarkedet bliver en mulighed for at tjekke e-mail, og vi underholder os med Facebook på togturen i stedet for bare at kigge ud ad vinduet. Vi glemmer, hvorfor dette fravær er vigtigt, fordi vi ikke savner kedsomheden. Men hvis vi ikke ophører med at frådse i digitalt indhold, mister vi kvaliteter, som er vigtige for at bevare et rigt indre liv.

Når jeg eksempelvis har svært ved at falde i søvn, eller ligefrem vågner op om natten, så kunne jeg aldrig finde på at kikke på min telefon, eller iPad, for lyset fra sådan en skærm, ved jeg ikke er godt for hjernen, da den dermed tænker ‘at nu er det lyst og jeg skal stå op’. Det ligesom når man har spædbørn og de skal skiftes om natten eller have mad, så tænder man også kun minimalt lys, for ikke at sætte gang ‘nu er det dag og vi skal vågne’. Jeg bruge i stedet tiden på, at ligge og dagdrømme, nogle gange bruger jeg mere tid på det inden jeg igen falder i søvn og andre gange, går det hurtigt. Men jeg står aldrig op eller tænder lys.

Jeg frygter, at vi er de sidste dagdrømmere, og at vores børn aldrig vil forstå fraværets umålelige værdi.

Jeg håber ikke ovenstående bliver et faktum, men blot en teori, for det vil da være synd for de næste generationer. Sikke mange tanker sådan en artikel kan sætte i gang på en solrig tirsdag.