..er
overskriften på en ret interessant artikel, jeg læste i Kristlig Dagblad, her til morgen.
Jeg kan huske, at noget af det jeg elskede allermest da jeg var barn og vi skulle køre lang i bil, var, at kikke ud af vinduet og lade tankerne flyde afsted. Jeg dagdrømte om mange mange ting. Ikke noget jeg sagde højt til andre, men noget jeg havde helt for mig selv. Som jeg
tidligere har skrevet, kunne jeg sagten hygge mig i mit eget selskab oppe på mit værelse, og behøver ikke diverse stimulativer (er der noget der hedder det?) for at hygge mig. Jeg have mine tanker, dagdrømmeriet og fantasien og det var nok. det kom er mange sjove små-lege og andre påhit ud af.
Selv da jeg blev ældre og var begyndt i tjenerlære fortsatte det. For, for at jeg kunne komme på arbejde, skulle jeg køre en halv times tid i bus og den tid i bussen blev brugt på dagdrømmeriet. Nogle gange var jeg faktisk så godt i gang, at jeg ærgrede mig over, at jeg ikke kunne tilbringe længere tid i bussen. Men jeg var også på det tidspunkt blevet så god til at dagdrømme, at jeg kunne fortsætte hvor jeg slap sidst, og det benyttede jeg mig meget af når turen gik hjemad.
I dag er tiden en anden og jeg kan se det på vores egne børn, at de ikke i nær samme grad, bruger tid på ingenting. Der er masser af ting de skal og der er ikke meget de siger nej til. Og endu værre bliver det med de helt unge og børn. Jeg ser ikke mange børn som sidder og tegner i jorden med en pind mere, eller opfinder nye lege, som vi andre gjorde.
På de sociale medier hvor jeg færdes, ser jeg billeder af helt små børn, men tablets i hånden (der findes endda specielle holdere til tablets, som passer til børn og er lavet af gummi) hvorpå de ser den ene tegnefilm efter den anden og i reklamerne fra diverse tv-stationer/streamingtjenester, bruger de flittigt børn med tablets. Jeg kan godt se, at hvisse ting kan være læreridt og til gavn for børn, men alt med måde. Det er som om, at små børn, kun kan eller snarre skal aktiveres med en eller anden for for underholdning fra en skærm, i stedet for bare at kunne side og slappe af og lave ingenting, og måske få lov til at kede sig, og dermed sætte dagdrømmeriet igang. Men alt det her starter jo ved forældrene og hvis forældrene ikke ser et problem og selv bruger telefoner/tablets/computere i et væk, så kan det jo ikke ændres.
Da Christian var mindre, havde han ikke WiFi i hans computer, i stedet havde vi en USB-dims, der kunne gøre hans computer trådløs og den dims, fik han kun lov til at bruge 6 timer om ugen. Han administrerede så helt hvornår han ville bruge den tid. Hvis han brugde 2 timer om mandagen, ja så var der kun 4 timer tilbage til resten af ugen. Det fungerede rigtig fint, og det var først da han skulle lave meget af skolearbejdet på- og over internettet, at begrænsningen ophørte. Men da havde han også lært, at det ikke kun var internettet der duede.
Den konstante brug af digital teknologi går ud over dagdrømmeri, grubleri, indre ro, fordybelse og nærvær. Vi eliminerer de øjeblikke, hvor tanker og idéer får ro til at rumstere. Køen i supermarkedet bliver en mulighed for at tjekke e-mail, og vi underholder os med Facebook på togturen i stedet for bare at kigge ud ad vinduet. Vi glemmer, hvorfor dette fravær er vigtigt, fordi vi ikke savner kedsomheden. Men hvis vi ikke ophører med at frådse i digitalt indhold, mister vi kvaliteter, som er vigtige for at bevare et rigt indre liv.
Når jeg eksempelvis har svært ved at falde i søvn, eller ligefrem vågner op om natten, så kunne jeg aldrig finde på at kikke på min telefon, eller iPad, for lyset fra sådan en skærm, ved jeg ikke er godt for hjernen, da den dermed tænker ‘at nu er det lyst og jeg skal stå op’. Det ligesom når man har spædbørn og de skal skiftes om natten eller have mad, så tænder man også kun minimalt lys, for ikke at sætte gang ‘nu er det dag og vi skal vågne’. Jeg bruge i stedet tiden på, at ligge og dagdrømme, nogle gange bruger jeg mere tid på det inden jeg igen falder i søvn og andre gange, går det hurtigt. Men jeg står aldrig op eller tænder lys.
Jeg frygter, at vi er de sidste dagdrømmere, og at vores børn aldrig vil forstå fraværets umålelige værdi.
Jeg håber ikke ovenstående bliver et faktum, men blot en teori, for det vil da være synd for de næste generationer.
Sikke mange tanker sådan en artikel kan sætte i gang på en solrig tirsdag.
13 kommentar
Helle K.
28. oktober 2014 at 12:22Jeg har også altid været en dagdrømmer – og er det stadig, men jeg tror ikke, at det er nettet eller mediernes “skyld”, at det måske forsvinder. I mit tilfælde var der jo ikke et valg, da jeg var barn fandtes de ting ikke. Jeg kender mange voksne som aldrig dagdrømmer – og de er vokset op i samme medieløse tid som jeg. Jeg kunne heller ikke drømme om at tænde noget som helst om natten – jeg ligger i min seng og natdrømmer ;), hvis jeg ikke kan sove. Når jeg går alene hjemme om dagen – og det gør jeg stort set hver dag – så nyder jeg tid, hvor jeg bare sidder og er til og tænker og kigger ud af vinduet eller bare på ingenting. Jeg kunne fx ikke drømme om at tænde fjernsynet og se morgen-tv – det ville ødelægge hele min dag.
Catarina
28. oktober 2014 at 12:35På mange punkter (osse her) er vi meget ens Helle 🙂 Jeg nyder også bare at kikke ud af vinduet eller lave ingenting når jeg er alene hjemme. 😀 Nej, dengang vi var børn og unge, var tv’et jo ikke så “heftigt som i dag, der var ingen programmer før kl 18 og de mange kanaler fandtes jo heller ikke og det var heller ikke lige sådan, at man kunne tage tv’et med sig i lommen som man kan i dag. 😉
Du skriver, at du ikke tror det er mediernes eller nettet udbredelse der har skylden, men hvad tror du så det er? For sådan noget kan jo ikke bare forsvinde uden at det har en årsag, set med mine biller.
Tina Liel
28. oktober 2014 at 20:57Vi har helt sikkert været heldige at der ikke var al den teknologi da vi var børn og ikke så meget da vores børn var små. Mere tid til at kede sig på den sunde måde og dermed dagdrømme. Mine drenge fik mobiler meget sent og computeren har altid stået i et fællesrum. Har også lagt mærke til de små børn med iPads. Virkelig trist at se på. Og dårlig undskyldning når forældrene siger at der ikke er noget at gøre. Det kan man måske sige i 12 års alderen men ikke når børnene er 4-5 år – der har man da i højeste grad noget at sige som forælder. I vores familie er vi begyndt med (præcist som i den video jeg for nyllig delte på FB) at alle afleverer deres mobil når vi kommer til familiemiddage. Og hvor værdsatte man lidt tv tid dengang hvor man som du skriver kun havde noget at se efter kl. 18!
Catarina
29. oktober 2014 at 16:50Lige præcis Tina, når man når 10-12 års alderen, så er det noget sværger, men slet ikke i 4-5 år alderen eller yngre som jeg også har det det. Ja, var nog “heldige” at teknologien ikke var så udbredt, men jeg mener stadig at alt ligger hos forældrene og den måde de selv omgås teknologien på og ikke mindst hvordan de selv bruger deres telefon osv. foran og i selskab med børnene. Jeg ser også tit forældre med deres børn i klapvognen i den ene hånd og mobilen i den anden og de er slet ikke i kontakt med deres baren, mens de går tur.
Jeg synes det er en rigtig god idé at man aflevere telefonerne når der er familiemiddag, for så er man sikker på at alle er tilstede i nuet og ikke sider og dimser med telefonen. Her har vi altid sagt, at vi ikke vil have telefoner ved bordet og det virker stadig. Selvom en telefon ringer, er der ingen der rejser sig og tager den, for intet er så vigtigt at det ikke kan vente til vi er færdige med at spise.
Jytte Due
29. oktober 2014 at 00:48Jeg tror, at der er håb forude!
Mine 16-årige børnebørn i USA, hvor alt det skærmstads kommer fra, bruger kun computer i forbindelse med deres highschool arbejde og ser kun en sjælden gang en film i fjernsynet. Deres forældre (også vennernes) har nemlig taget deres ansvar på sig og lært dem at omgås stadset med fornuft. Til gengæld bruger de en del tid på at ride og fiske og hike og spille basket ball og hænge ud med hinanden …… og især for min datterdatters vedkommende at læse i timevis (rigtig litteratur) eller bare ligge i hængekøjen eller poolen og lade tankerne flyve.
Når jeg tror, at der er håb forude, er det, fordi nye strømninger jo ofte viser sig først derovre på den anden side af Atlanten, og det er altså mit indtryk, at flere og flere derovre er blevet mæt af alle de skærme.
Jytte
http://www.danishknitdesign
P.S. Da jeg var barn og ung var der slet ikke noget, som hed fjernsyn, og egen radio fik jeg først , da jeg fyldte 16 og begyndte i gymnasiet. Til gengæld cyklede jeg flere timer hver eftermiddag i skovene omkring Århus eller rundt om Brabrand Sø, mens jeg tænkte på ingenting, eller dagdrømte, som I kalder det, når jeg gjorde hvil på en bænk, eller jeg lå i skovbunden og drev den af.
Faktisk tænker jeg ofte på, hvor heldig jeg har været – både med forældre
og skolegang ….. og den tid jeg voksede op i ikke mindst. Fra vi var små børn strejfede vi rundt alene og flere sammen og ikke sjældent temmelig langt væk hjemmefra. Vi havde ikke voksnes øjne i nakken hele tiden. Faktisk levede vi helt vores eget børneliv. Det var skønt!
Catarina
29. oktober 2014 at 16:57Det lyder rigtig dejligt Jytte og jeg håber da at det når hertil inden alt for længe, for jeg føler virkelig at mange børn, og her taler vi om børn helt ned til 2-3 år alderen, allerede har fået lov til at for meget tid med tablets, computere og telefoner, og at de samme børn, ikke ved hvad leg på gulvet er. De skal aktiveres hele tiden og kan ikke finde på af sig selv. Det lyder næsten som om at dine børnebørn, har mere eller mindre samme barndom/ungdom som den vi selv havde og den har de virkelig brug for, for at kunne udvikle sig og lære hvordan man “takler” konflikter i samvær med andre.
Men også bare det at have tid til at komme til at kede sig og måske lave ulykker, er med til at gøre os til den vi er. Hvis alle bare sidder foran en skærm, lærer de jo heller ikke konsekvensen af deres handlinger og ved ikke hvordan man agere i diverse fællesskaber.
Lad os håbe det Amerikanske “fænomen” snart kommer til Europa. 😀
Tak fordi du deler dine tanker og oplevelser Jytte. 🙂
Jannie
30. oktober 2014 at 19:33Jeg dagdrømmer. Jeg kan sagtens underholde mig selv, men underholdes også glad og gerne af en skærm. Det ene udelukker ikke det andet. Jeg ser tv, bruger de sociale medier al det jeg har lyst til. Jeg står op når jeg ikke kan sove om natten og jeg bruger min tablet, ser tv eller går på krea. Det er det som virker bedst for mig (og glem alle gode råd om, at blive liggende, slukke lys osv. Det virker bare ikke her).
Til gengæld mediterer jeg stort set hver dag og har for nylig været igennem en 6 timers stilhed (mindfulness). Balsam for sjælen.
Vi finder selv hver vores balance og jeg tror såmænd det er godt nok 🙂
Ps. Tv’et kører mens jeg er på skriver det her 🙂
Pps. Det er ofte på FB og blogs jeg læser indlæg om for meget brug af net/tv. Altså oftest (ikke altid) fra folk som selv bruger dette meget og hvor jeg ikke ser en ændring i deres mønster efter 😉
Catarina
30. oktober 2014 at 19:49Nu var det så heller ikke lige voksne jeg skrev om i indlægget, og det var heller ikke det artiklen omhandlede. Men børn og helt unges brug af streaming tjenester, tablets osv.
Og nej, det er heller ikke ment som et angreb af nogen, bare tanker en artikel satte igang hos mig selv. Hver i sær skal selvfølgelig gøre brug af det de har det bedst med, og som de føler gør nytte hos dem selv.
Jeg arbejder også foran en skærm hverdag, og den er så godt som det eneste redskab jeg har, for at udføre mit arbejde. Og ja, jeg skriver her på bloggen så godt som hver dag. Men igen, jeg er voksen.
Jannie
30. oktober 2014 at 21:06Heller ikke et angreb herfra 🙂
Karin Abildhauge
1. november 2014 at 13:47Emnet du her griber fat i, har en tråd til det yngste var til eksamen i. Kommunikation/kultur i et pædagogisk forløb, hvor hendes emne var sms/chat blandt unge.
Hun var blandt andet inde på et begreb Mediekonvergens, altså de stunder hvor det er muligt at “kede sig” – der hvor vi greb dagdrømmeriet som et redskab til at skubbe kedsomhed væk, her tager de unge i dag fat i mobilen, hvor de er online 24/7, har alle muligheder, nyheder, musik, venner. chat, fb, snapchat, bloggen, skoleskemaet, lektier, ja alt på en lille enhed. Det er en tidsrøver, der fratager dem chancen til at “kede sig”, og her få fat i et vidunderligt begreb Dagdrømmeri.
Dog er der bevis for de unge ikke forbliver i den virtuelle verden, da de er søgende efter nærhed, har ikke lige linket til denne undersøgelse, men yngste havde fundet den til hendes emne, da hun selvfølgelig gerne ville tjekke dette også. Desværre er der enkelte, der forbliver i den virtuelle verden, men som yngste så her gav udtryk for, er det en form for dagdrømmeri, da de unge her skaber en fiktiv person og drømmer sig selv ind i denne figur, Så det er på en ny måde, dagdrømmeri fungere, og dejligt at få lidt teoretisk viden med.
Yngste nævnte at det at dagdrømme kan betragtes som begrebet empati, det er noget vi ikke er født med, men det er noget der skal til læres, lærer vi vore børn at forstå empati, og giver vi vore børn plads til at dagdrømme(have en livlig fantasi), har vi lykkedes en del af vejen. Der er desværre voksne i dag der ikke besidder hverken empati og det at have en livlig fantasi. Den livlig fantasi kommer via dagdrømme, og er der plads til dagdrømme, skabes den livlige fantasi.
Jeg ville være meget ked af, hvis jeg ikke havde haft denne evne, det er dette der reder mig fra at blive helt “rundforvirret”. Det første jeg gør når jeg ligger mig på puden om aftenen, og lukker øjnene er at gribe fat i dagdrømmerier, så jeg kan slippe tankerne fra virkelighedens verden, det jeg ikke nåede, det jeg skal nå, det triste…. for bliver der plads til alt dette, er det 100% sikker jeg ikke finder ro. Dog har jeg nætter, hvor jeg ikke kan lukke øjnene og finde roen, så bliver det en bog i stedet for.
I går var der planer, men det måtte jeg droppe, det blev til en eftermiddag med søvn og dagdrømmerier, glade tanker, der gav indre ro.
At have mulighed for at have en livlig fantasi (dagdrømme) er vidunderligt.
Catarina
2. november 2014 at 17:12Sikke et spændende emne at have til en eksamen, men det er også en stor mundfuld, hvor der er mange meninger, ja næstelige så mange meninger, som der er mennesker. 😉
Jeg kan godt sætte mig ind i at det at dagdrømme kan sidestiles med empati, men jeg stor stadig at voksne som besidder empati, ikke får vist deres børn hvordan den “helet skal bruges” og derfor bliver deres små poder aktiveret konstant, for det går jo ikke at de kommer i børnehave eller i skole, og ikke kan fortælle alt spændende de har lavet i weekenden eller ferierne. Ligesom de til hverdag, får lov til at bruge alt for meget tid på tegnefilm, i stedet for at være med i de daglige gøremål, der er i en moderne husholdning, så som at være med til at vaske tøj, gøre rent og lave mad.
Jeg kan huske da Christian gik til spejder, der havde vi en kørselaftale med en pige som boede tæt på – og de elskede når det var mig der hentede og bragte, for nogle gange vi lavede bilen om til et rumfartøj eller en ubåd og så så vi de mærkeligste skabninger på vejen (det var så almindelige mennesker, huse og lystkryds, men jeg kunne få dem til at forstille sig alt muligt. Vi havde en fest. 😀 Jeg håber virkelig at forældre gør lidt af det samme med når de køre bus, bil eller tog, eller når de bare går en tur i naturen, for det er bare sådan nogle dejlige “oplevelser” man får med sine unger på sådanne ture.
Jeg er ikke helt enig med Yngste i at den virtuelle verden giver det samme, for der får de det meste serveret og der er ikke meget overladt til fantasien. 😉
Jeg ville også bliver træt og meget rundforvirret, præcis som du, hvis jeg ikke havde haft den evne, jeg vil ligefrem gå så vidt til at sige, at jeg ville have blevet “tosset” hvis jeg ikke havde den evne. 😀
Karin Abildhauge
2. november 2014 at 17:46Det yngste mente med den viutulle verden, er at de unge ikke er sig selv, da de endnu ikke er bevidste om deres egen identitet, de er ikke færdig med at lege, trods legetøjet, Barbiedukken – He-Man, er flyttet ud af værelset, men de vælger at hedde det som figurer fra Harry Potter eller det deres Barbiedukke, He-Man hed, og bygger videre på den i diverse chat-forum, det viser undersøgelser, heldigvis, dog er det ikke alle, og her er det så pædagogens opgave at hjælpe, og guide både børn og forældre til at at kunne fungere alt det der er omkring os i dag, og huske at få det hele menneske, der både besidder empati, dagdrømme, plus alt det andet der giver en personlighed der kan fungere med de normer og regler der er i dag.
Yngste er enig med mig i det er alt for meget vi kan være på, men der er fundet undersøgelser på de helt unge er bedre til at fravige end vi tror. Bare de har den korrekte rygsæk med sig.
Der er familier hvor de voksne selv gemmer sig bag elektronikken, og glemmer at indrage børnene, lege med dem, hitte på sjove fantasihistorier jeg kan fortsætte, og det er her det glipper, for det er den voksne der glemmer at hjælpe barnet, den unge.
Tror jeg glemte den forklaring, for det var sådan hun fortalte mig det, da vi sparrede, for at finde frem til 5 min. oplæg snak om produkt der kunne hjælpe til med at lærer unge at kommunikere via sms/chat, herefter skulle der efterfølge et 10 min oplæg om hvilke begreber , svagheder og muligheder der var / er omkring emnet sms/chat blandt unge. de sidste 20 minutter af eksamen gik med dialog og spørgsmål.
Der er unge der ikke får den korrekte rygsæk med, og det er dem vi skal hjælpe, for det er en gave at kunne dagdrømme, og det vil yngste være med til at gøre et stykke arbejde for, hvis hun for job hvor der er børn og unge der får brug for dette, og det vil der altid være.
Catarina
2. november 2014 at 18:13Ahh.. ja så er vi mere enige. 🙂 For hun ar helt ret, det er nemlig vigtigt at de unge får en god ballast (rygsæk) med hjemme fra så de kan navigere og agere i det virkelige liv. Og der hvor det så svigter, er der så pædagoger der fanger dem, eller i de aller fleste tilfælde.
Jeg tror helt klart at de unge er bedre til at fravælge end vi tror, men jeg tror stadig at rigtig mange ikke er og der er det godt at pædagogerne er opmærksomme på det, eller i hvert fald de nyuddannede, for jeg tror, lige på det punkt, at de ældre, uanset hvor mange kurser de kommer på, ikke helt “forstår” hvordan de skal hjælpe de unge, men mere bare vil sætte en stopper for “vandviden” hvis du forstår. 🙂
Jeg håber hende eksamen gik godt og at hun fik fortalt/fremlagt alle hende synspunkter ud fra det kildemateriale hun har brugt. Det er altså virkeligt et rigtigt interesant emne. 😀