Wauw! Sikke en dejlig eftermiddag

Så snart jeg kom hjem fra arbejde, skyndte jeg mig at skifte nederdelen ud med noget der egnede sig bedre til at cykle i. Derefter, hurtigt ind i bilen og afsted, for en cykelaftale ventede forude. For pokker hvor var det bare dejligt, at komme ud i den friske- og lune luft, efter en hel dag på kontoret, hvor jeg kun kunne se solen igennem vinduerne, men ikke mærke den.

Da jeg sidst i juni var til fest hos min kloge veninde, fortalte hun, at hun havde meldt sig til endnu ef frivilligeprojekt og hun mente det helt sikker også var noget for mig. Hun fortalte, at der i Odense (og andre store byer) er noget der hedder »Cykling uden alder«, som er et frivilligt initiativ, der giver borgere fra diverse plejecentre mulighed for, at komme ud og opleve byen og landet fra en rickshaw. Min veninde fortalte, at man selv bookede ind hvor, hvornår og hvor længe man ville cykle. Jeg var med det samme klar over, at det var noget for mig.

Efter sommerferien, nærmere bestemt den 3. august, meldte jeg mig til ordningen. Men før man kan komme ud og kører, skal man godkendes af en af aktivitetslederne i den by man nu melder sig til i, i mit tilfælde Odense. Vi havde dog lidt problemer med at finde en dag der passede os begge, men til sidst lykkedes det. Jeg blev hurtigt godkendt og kunne dermed også booke ture i systemet.

I dag havde jeg fornøjelsen af de to damer som ses på ovenstående billede. Efter jeg havde taget billedet, var de var vildt imponeret over at de kunne se billedet af dem selv med det samme (jeg brugte noget så smart som min mobils kamera). Jeg har besluttet, at printe et billede til dem hver og tage det med, næste gang jeg skal kører med en borger fra deres plejecenter.

Når jeg skal ude og kører, spørger altid borgeren, om der er nogle steder de gerne vil se, men indtil nu har svaret bare været, »at det må jeg bestemme«, så jeg er virkelig begyndt at kikke på cykelruter, fra de forskellige plejecentre i Odense, for ikke bare at kører rundt på må og få. Sidste gang jeg kørte, var det eneste borgere ville, et sted hen hvor der var mennesker, så midtbyen blev i den grad kørt tyndt, med masser af smil og hils fra dem vi mødte på vores vej.