Nu kan det godt være at overskriften, som indeholder ordet »rotte« får nogle til at rynke på næsen og vige tilbage, men se bare billederne af de her nuttedheder, de er da ikke til at så for. Så nu får I altså lige lidt biologi, for vi har de seneste dage nemlig set et par bisamrotter med deres unger, tæt på et lille vandløb, ikke så langt fra campingpladsen.
Bisamrotten er en gnaver, ligesom eksempelvis bæveren, egernet og husmusen og den har kun fået efternavnet »rotte« pga. halen som, ligesom almindelige rotter, er uden hår. Den lever ved vandløb og søer hvor der findes saftige planter da den hovedsalig er planteæder, den kan kan dog indimellem godt spise lidt fisk og muslinger. Bisamrotten vejer mellem 1 – 1,8 kg og en kropslængde 25-40 cm og halelængde 20-28 cm, så det er relativt stort dyr, jeg vil sige at deres krop, vel er på størelse med en kats og det var også det, der fangede vores opmærksomhed og så det faktum, at den vi så først, var hvid og ikke brun som de/den anden. Bisamrotten er siden 1989 blevet set i det sydlige Danmark, men den er ikke som sådan udbredt i Danmark og derfor er der ikke mange der har set dem, jeg er i hvert fald aldrig stødt på dem. Derfor måtte jeg også google det, for at finde ud af at det var Bisamrotter.
~Første gang jeg så dem, havde jeg ikke mit 18-138 mm objektiv med, så de blev skudt oppe fra vejen af med 27’ere. Den brune lige lidt foran den hvide, er en af ungerne, ligesom den længst ude til højre er det.
I går så vi dem igen, men så snart jeg steg ud af bilen, forduftede den ene voksen og ungeerne ned i krattet ved åen. Men den ene af de voksne, den hvide som jeg regner med er hannen, han blev tilbage også selvom jeg kom krybende tætter og tættere på ham.
Da jeg var ret tæt på ham, begyndte han så også at gå tættere på åen og jeg tænkte, at nu havde jeg så skræmt ham. Men nej, han begyndte skam at posere, så jeg næsten troede at han rigtig gjorde jeg til for fotografen.
Inden han forsvant ned hvor hunnen og ungerne også var gået ned, vente han sig om en sidste gang og kikkede på mig.
~Ved den røde streg kan ses en af de brune og ved cirklen indgangen til deres bo.
~Indgangen til deres bo.
~Deres bo, set lidt fra siden.
Så var seancen slut og jeg gik tilbage til vejen, hvor Søren tålmodigt holdt og ventede inde i rabatten.
6 kommentar
Layoni
9. oktober 2015 at 08:03Ej hvor er det bare godt, og hvor er du bare heldig at få lov til at skyde så gode billeder af dyret 🙂 det er mon drøm at kunne komme så tæt på dyr, men det er ikke lykkedes endnu. Især rådyr og egern håber jeg en dag det lykkes at få nogle billeder af. God rest ferie til Jer 🙂
Catarina
9. oktober 2015 at 08:33Ja, jeg var lidt heldig et par gange og jeg elsker også at fotografere dy i naturen, men det kræver normalt nøje planlægning og osseaner af tid, men her havde jeg ingen af delene og var trods det, heldig. 🙂
Tak for de gode ønsker Layoni, ferien lakker mod enden, men den har i den grad været dejlig. 😀
Gitte Weih jørgensen
9. oktober 2015 at 14:29Wauuuu lækre foto du har skudt, de fortæller virkelig deres helt egen historie….og her får man en helt unik oplevelse af et dyr, der ellers er svært at få på kornet. Kan man mons tro komme i lære hos dig 😍😍😍😍😍
Rigtig god ferie – og tak for at du deler dine oplevelser med os. Tror Alsace kan komme på ferie ønskelisten.
Catarina
10. oktober 2015 at 19:27Tak Gitte, jeg er selv glad for at jeg fik oplevelsen og i det hele taget fik chancen to gange. 😀
Tak for de gode ønsker omkring ferien, den er nu slut og vi har i den grad nydt det. 😀
Rigtig god uge med de unge mennesker.
Karin Abildhauge
10. oktober 2015 at 08:04Vildt dejlige billeder du har fået skudt. Sjovt hvordan den hvide gjorde sig til.
Jeg kender heller ikke bisamrotten, kan godt se det ligner en forvokset rotte, meget stor.
Tak for en dejlig fortælling både med ord og billeder, det er skønt at blive klogere.
Catarina
10. oktober 2015 at 19:30Ja, det var sjovt at han ligesom skulle vise sig. Men jeg tænkte også at, han måske ikke så så godt og derfor ikke helt var klar over at jeg var der… men jeg ved det ikke 😀