Det var fandme uhyggeligt

Nogle gange ved jeg altså bare ikke havd der sker i min hjerne mens jeg sover. Men altså i nat, vågnede jeg af en drøm, som efterlod mig med en trykken for brystet og gevaldig indre uro, ja faktisk så meget, at jeg ikke havde lyst til at åbne øjnene, men i stedet lettede lidt på dobbeltdynen og krøb tættere på Søren.

Jeg var ude og spise brunsh med en håndfuld veninder et sted, som var enormt stort. Vi sad nede i stueetagen men 1. salen, var berømt for, at huse vilde dyr og natur. Ikke farlige dyr, men vilde dyr. Jeg havde selvfølgelig mit kamera med og lige inden vi skulle betale, smuttede jeg op ovenpå, for at fotografere. Der første jeg så, var en chimpanse som hang i et træ og hyggede sig, så kom en and forbi. Jeg gik videre ned af den lange gang og kikkede ind i de forskellige rum. Jeg så og fotograferede en meget engageret bæver, som ikke var bleg for at stå model. Alle dyrene var meget trykke og jeg fik skudt en masse billeder. Jeg fortsatte til et andet rum, som var vinterligt, koldt og dækket af sne. Lige inden for dørens så jeg et smukt og helt hvidt hulepindsvin, ikke et kæmpe stort, som man plejer at se, men sådan et lille hyggeligt et, bare helt hvidt. Jeg ville fotografere det, men det var ikke helt så sammenarbejdsvilligt som de andre dyr, men til sidst lykkedes det og det stod endda på bagbenene for mig, inden det begyndte, at grave sig ned i sneen og forsvinde over i et hjørne af rummet, hvor den åbenbart havde en hule.

Jeg gik igen ned til de andremine vinder og de var nu nået ud i garderoben hvor vores overtøj hang. Garderoben lå for enden af en bred, men lidt lang gang. De spurgte mig og jeg havde fået nogle gode billeder og jeg viste dem de billeder jeg havde skudt. Da rækken af billeder nærmede sig det hvide hulepindsvin, fortalte jeg dem, at jeg havde set sådan et og de kunne glæde sig til billedet. Da billedet kom frem på den lille skærm, blev vi alle forskrækkede, for det var ikke kun et billedet af hulepindsvinet. Der var en person på billederne. En ligbleg dame iklædt en lang hvid jakke med hætten oppe over hovedet. På alle billederne af hulepindsvin, var hun med. Nogle gange helt tæt på, så kun ansigtet og noget af hætten kunne ses, andre gange, lidt trukket tilbage og over ved siden. Da vi når til sidste billede, går døren, for enden af gangen op. Det lader til, at det kun er mig der ser det. Ind af døren kommer den hvide dame fra billederne. Jeg siger til mine veninder “se det er damen fra billederne”, de kikker forundret på mig. Jeg går hen til damen og gentager, “det er damen fra billederne”. Mine veninder siger, at der ingen dame er. Jeg bliver helt forvirret, for der står hun jo. Jeg kikke på den hvide dame og spørger hende så, om hun er død, hun svarer, at det er hun ikke, men Christines mor er død (jeg ved, stadig i drømmen, at Christines mor, faktisk er hendes mormor, og tænker, at hun jo også var oppe i årene, så det er vel lidt naturligt). Damen svæver rundt og jeg tænker, at det er mærkeligt at det kun er mig der kan se hende. Men med et fornemmer jeg, at det er noget jeg nu skal til at forholde mig til. Jeg skal fremover, kun skal fotografere døde mennesker. Jeg fornemmer også, at jeg fra nu af, kan se mennesker der ikke er der eller er døde og jeg skal snakke med dem.

Det er det så jeg vågner og har det mindre godt. Men drømmen sad i mig længe og jeg kunne ikke falde i søvn lige med det samme. Det er underligt, at en drøm, som nu hvor jeg er oppe og den er skrevet ned, ikke er spor uhyggelig, men mere mærkelig, kan føles så stærkt og ubehagelig, idet man vågner af den. Hjernen er til tider en underlig størrelse.

Godmorgen til jer og rigtig god torsdag.