Bl.a Idioten

Jeg elsker, når jeg får gaver, som ikke kun er en fysisk ting. Og det var præcis hvad jeg fik, af min veninde fra Aalborg i julegave her “år”. Jeg fik nemlig 2 par hjemmestrikkede sokker og et fint kort, men udsigt til en dejlig dag i Aalborg, men en let fransk anretning på Bistro 59, efterfulgt at teaterstykket »Idioten« på Allborg Teater. I dag var så dagen, hvor jeg skulle have den sidste del af julegaven, som jeg har glædet mig til i meget lang tid. Efter en kort arbejdsdag kørte jeg hjem og klædte om og satte mig godt tilrette i min lille bil, indstillede GPS’en på Aalborg og satte noget af min egen musik på anlægget og kørte afsted. Trafikken gled forbavsende godt hen over fyn og videre op, lige indtil syd for Horsens. Men så gik den ikke længere. Omkring 500 meter længere fremme, var der lige sket et uheld, sådan tolkede jeg det i hvertfald, for mens jeg sad der i bilen, kom der 3 brandbiler, et par politibiler og en ambulance kørerrende i nødsporet. Efter små tre kvarter, kom der også en bugseringsbil og det indikerede for mig, at vi måske snart kunne komme til at kører igen. Det holdt ikke helt stik. For der gik yderligere 30 minuter før vi satte igang. 1 time og 7 minutter i kø, en fredag eftermiddag med udsigt til et forkortet ophold i Aalborg, er ikke lige det fedeste, men der var jo ikke noget at gøre ved det. Jeg ankom til Aalborg og fik parkeret bilen rimelig tæt på hvor min veninde og hendes familie bor (hvilket er en sidegade til gågaden). De sidste par hundrede meter, blev tilbagelagt til fods, eller nærmest løb, for jeg skulle i den fra på »det lille hus«. Det var dejligt vejer og jeg nød, at strække benene og få lidt frisk luft, efter den lange køretur (3:40 t). Så snart jeg havde klarede hvad jeg nu skulle, skyndte vi os ned i byen, for Marina havde bestilt bord på Bistro 59 til kl. 17:30, og da jeg først var hos hende kl. 17:20, måtte vi have de lange ben foran os. Heldigvis havde vi så havde masser af tid til hygge og snak inden inden vi skulle i teatret. Hold nu op et lækkert menukort de holder sig på Bistro 59. Masser franske lækkerier, som alle garanteret smagte fantastisk og vi havde ret svært ved at beslutte os for hvad vi ville have. Vi følte så tilbage sat til 80’erne, hvor vi begge stod i lære. Alle retterne var noget som vi også selv havde serveret eller, for Marinas vedkommende, have kokkereret. Til sidste nåede vi frem til at vi ville fornøje vores ganer med: Snegle med hvidløg og persille til forret, og som hoveret valgte vi rørt tatar med fritter, jeg fik så lidt brød til i stedet for fritter. Sneglene var super lækre og de havde lige tilpas med hvidløg og persille på, så man også kunne smage lidt af selve sneglen, selvom snegle jo selvfølgelig ikke smager af meget i sig selv. Til gengæld var den rørte tatar, noget ud over det sædvanelige. Vi blev ret hurtige enige om, at vi til dato, aldrig har fået en så lækker tatar og vi har da immervæk begge smagt mange forskellige udgaver af den ret. Vi sad og nød tataren i bitte små mundfulde og kunne sagtens have spist mere, selvom vi var mætte, simpelthen fordi smagen var så lækker og velafballanceret. Vi ville egentlig havde sluttet af med deres comté med syltede nødder (ost), men tiden var løbet fra os og det var tid til at bevæge sig ned til teatret og premieren på »Idioten« af Dostojevskijs. Aalborg Teater, Idioten, Fotograf: Allan Toft

Dostojevskijs eksistentielle mesterværk beskriver en verden af selvoptagethed og grænseløs egoisme, men set gennem idiotens klare, ubesmittede øjne. Fyrst Mysjkin tror fuldt og fast på det gode i medmennesket, på det harmoniske fællesskab og på Gud. Så han må jo være idiot.

Den unge fyrst Mýsjkin sidder i toget til Skt. Petersborg på vej hjem fra flere års ophold i Schweiz, hvor han er blevet behandlet for sin epilepsi. Tilfældigvis falder han i snak med en anden ung mand, Rogózjin. I løbet af deres samtale blev vi introduceret for Nastásja Filíppovna, stykkets femme fatale. Det bliver selvfølgelig til et selvdestruktivt trekantsdrama mellem hende, Rogózjin og Mýsjkin hvor det hele ender med mord og sindssyge. Et ret så godt stykke, som også giver os lidt med på vejen, i form af et par åbne spørgsmål og eftertænksomhed. Efter stykket gik vi hjem til Marina og snakkede lidt, men da klokken nærmede sig 23:10 og vi begge faktisk var lidt trætte, pakkede jeg sammen og gik ned til min bil. Turen hjemover var dejlig og helt uden besvær og da klokken ramte 01:30, holdt jeg nede i indkørslen, klar til at hoppe under dynen. Det var en super hyggelig aften og er så taknemmelig for at have en veninde som Marina.