Torsdag i grottens tegn

Der er ufattelig mange grotter og huler her i dette lille område af Frankrig og vi havde på forhånd udset os et par stykker vi gerne ville se. Så efter kun at have flyttet og ellers slappet af med badning, læsning og små gåture i onsdags, blev vi enige om at torsdag var dagen for en grotteudflugt, da vejret ikke vile være fuld sol, men sådan lidt blandet og “kun” 25°C.

Vi tog først ud til ‘Gouffre de Proumeyssac’, som er en kæmpe grotte med tilhørende lege/forlystelsesområde. Da vi ankom, kunne vi se på parkeringsområdet at der allerede var rigtig mange andre der også havde fået den idé. Vi fik parkeret og nærmede os indgangen. Men det var med en lidt blandet fornemmelse for os begge. Vi har set rigtig mange grotter i vores tid sammen, men den har virkede bare lige en tand for kommercielt og jo tættere på indgangen til “parken” vi kom, jo mere blev vi bekræftet i vores fornemmelse. Ved indgangen stod vi og kikkede på de to visnings tilbud de havde og efter at have snakket lidt sammen, blev vi enige om, at grotten sikkert var vanvittig flot, men alt hurlumhejet var for meget efter vores smag. Så enden blev, at vi vendte om og kørte ud til en anden grotte. ‘Gouffre de Proumeyssac’ må have vores besøg tilgode eller noget…

Vi indtastede adressen til ‘Les Grottes de Maxange’ og kørte derover. Det tog ikke mere end ca 15 minutter, så var vi fremme. Eller det er ikke helt korrekt, for vi havde lige lidt svært ved at finde hvor man skulle ind, for her reklamere man ikke med masser af parkeringspladser eller andet hurlumhej.

Les Grottes de Maxange, historien bag

I 1960 åbnede Maximillien Caballero et stenbrud her på stedet, stenbrudet blev i 1984 overtaget af hans søn, Angel Caballero. Der blev brugt sprængstoffer blev for at udvinde stenen og det var under en af ​​disse eksplosioner at et der opstod et hul på klippens forside. Den 15. august 2000 besluttede Angel (sønnen) at tage et nærmere kig ind i hullet og det var her han opdagede, at hullet gemte på en hule på en længde af næsten 90 meter, fyldt med mange forskelligformet kalkformationer.

Ved at kombinere de to navne, Maximillien og Angel, blev navnet Maxange dannet. Et par uger senere opdagede Angel en anden hule, men den var helt fyldt med sand, ler og jord. Man besluttede at tømme hule ud for at oprette en forbindelse med det første hule lidt højere op.

Vi blev vist rundt i de to huler i næsten en time og det var nogle enormt smukke stalakitter vi fik at se og bare historien om fundet af hulen er fantastisk.
Efter besøget i hulerne, satte vi os for foden af det forhenværende stedbrud, hvor der nu var anlagt en lille have og en medet lille café og fik en kop kaffe. Da kaffen var drukket, tog vi ud og handlede lidt ind til noget aftensmad og sørme så og ikke der faldt et par lækre kager af.

Da vi landede hjemme på campingpladsen igen, satte Søren vand over til kaffe og jeg fik vores indkøb lagt på plads. Det var nu tid til at mæske sig i det helt store kagebord.

Ført hend af 8 tiden tændte vi op i grillen, for kageherlighederne lå hele eftermiddagen tungt og godt i vores maver. Lige som vi var færdige med at spise, hørte jeg en velkendt lyd – sådan en hul hvislen og jeg kikkede op på himlen. Og minsandten om der ikke kom en smuk varmluftsballon flyvende tæt over vores hoveder.

Da ballonnen var drevet forbi, snakkkede vi igen, lige som så mange andre gange, om at det da kunne være sjovt at komme op i sådan én. En dag, skal vi altså prøve!