Sarlat, en bymidte forbudt for biler

Vi havde på forhånd læst at Sarlat-la-Canéda – forkortet Sarlat – var et besøg vær, hvis man kom til området hernede i Périgord-Noir, og da vi kun er små 20 km. Fra Sarlat, skulle byen selvfølgelig besøges. I informationen på campingpladsen, havde jeg taget en lille brochure for noget buskørsel ind til midtbyen og vi fik læst os frem til, sammenholdt med det kort der var på bagsiden, at bussen kørte hver halve time fra en stor parkeringsplads og så ind til byen. Vi ankom lidt i 9 lørdag morgen/formiddag og fik parkeret og købt en returbillet.

Bussen kom og sammen med et andet ægtepar satte vi os ind og kørte nu et lille kvarter inden vi nåede stoppestedet inde i bymidten. På den anden side af stoppestedet, startede den inderste del af byen og allerede der, kunne vi se en masse markedsboder.

Sarlat bliver om lørdagen mere eller mindre omdannet til en stor, og her mener jeg stor, markedsplads, hvor man kan købe alt hvad hjertet begære. På et tidspunkt blev det altså også lidt for meget og vi søgte ind i den store kirke på torvet, for ligesom at få luft.

Kirken er som de fleste kirker hvernede og også derhjemme, dejlig kølig, men her ophører ligheden altså også, for her bliver krigerne brugt og ikke kun af turister. Vi har efterhånden set mange kirker og i alle er vi stødt på mennesker der tænder lys for pårørende, knæler ved forskellige Jesus, Jomfru Maria eller andre helgen statuer, for findes i kirkerummet.

Jeg har længe fablet om et strandtaske-ting eller bare en dejlig taske, hvor der kan være en del i og jeg har også flere gange kikket på de mange flettede kurve og andre lækre taske-ting man kan købe mange steder i Frankrig. Søren fandt en bod hvor de solgte lige præcis sådan en udgave som jeg har snakket om, nu skulle jeg så bare bestemme mig for hvilken størrelse og ikke mindst farvesammensætning, jeg ville have. Jeg bestemte mig for en som har mange farver om som jeg kan bruge til mange forskellige ting, sågar strikke- og hækletøj kan snildt være deri.

Man kan godt se, at Frankrig de seneste år, har været ramt af terror og at man fra myndighederne side af, har indsat mere militær på steder hvor der er mange mennesker samlet. Sarlat var inden undtagelse. Vi så mange fuldt udrustede og kampberedte soldater bevæge sig rundt på markedet spejdende til alle sider og frem og tilbage, ligesom politiet også var talstærkt tilstæde.

~Billederne er bogstaveligt talt skudt fra hoften, da jeg ikke var sikker på om jeg måtte fotografere dem

Det var på én gang betrykkende og så alligevel ikke – for det jo en falsk trykhed. Hvis en eller anden fanatisk person, ønskede at gøre noget ondt, kunne det jo sagtens ske, selv med militæret tilstedeværelse. En rygsæk med springstof, placeret/glemt under en af de mage boder og antallet af sårede og omkommende ville være stort.

Da vi havde set en del, men langt fra alt, begav vi os igen ud i perferien og fulgte den omkringliggende vej ned til hvor bussen havde sat os af. På vejen så vi en fint dekoreret håndværkerbil, parkeret i én af de få parkeringsbåse der på “omfartsvejen”.

Da vi ankom til stoppestedet, var der kun 10 minutter til bussen ville komme, så vi satte os og kikkede på menneskevrimlen og ikke mindst rækken af bilder, der kørte med sneglefart på udkik efter en parkeringsplads.

Byen skal helt sikker besøges igen, men af os, skal den bestemt ikke besøges på en lørdag, da de mange smukke 1700-tals bygninger helt druknede i boder og markedsbesøgende, det være sig lokale som handlede godt ind, til de mange turister som også havde fundet vejen ind til Sarlat.