En hjemtur med forhindringer

Onsdag aften begyndte vi så småt, at pakke sammen og inden vi lagde os i campingvognens himmelseng, fik vi også pakket møbler og de sidste løsøre sammen og var dermed klar til afgang, torsdag morgen. Foran os lå lidt mere end 1700 km og vi ville ikke stresse, men tagen den næsten med samme ro, som når vi starter ferien.

Torsdag morgen viste sig at være lidt overskyet så egentlig perfekt kørervejr. Jeg ordnede det sidste i campingvognen, mens Søren fandt fjerbetjeningen til mover og støtteben frem. I løbet af ingen tid, var vognen sat på krogen og vi kunne nu vinke farvel til byen La Roque-Gageac kl. 07:30. De første mange km gled ganske godt, selvom der var lidt tæt morgentrafik. Men så snart den var over, var det ganske fint. Vejret ændrede sig efterhånden som vi kom op i det centrale Frankrig og vi kørte nu mere i regn end noget andet.

Da vi jo som nedturen igen havde sat vores GPS til at undgå betalingsveje, havde vi endnu en smuk tur op igennem Frankrig og så dermed mange mindre- og ikke mindst hyggelige byer.

På et tidspunkt kommer vi til et skilt hvor der står at vejen er spærret længere forude, men da der i det samme er en franks bil der overhaler os, tænker vi at det nok ikke er så slemt. Men det var det. Forude havde de skrællet så meget af veje af, at det kun var den bil der med forsigtighed, kunne forcere den store kant. Vi havde ikke lyst til at prøve, da vi derved kunne risikere at skade vores mover på campingvognen. Nååå, men vi fik vendt vogntoget og kørte tilbage til skiltet der viste omkørselsvejen og fulgte så den. På GPS’en kunne jeg se at vi ville komme ned til byen, som lå forude for der hvor vi lige havde vendt, så vi var da på rette spor.

Da vi nåede ind til byen, viste GPS’en at vi skulle dreje til højre, lidt længere fremme og der var nu ikke længere nogle omkørselsskilte, men vi kunne på GPS’en se at vi skulle dreje til højre. Da vi nåede frem, kunne vi se at til højre kunne vi ikke komme, for der var store hegn over vejen, eller vej og jeg, det var nærmest ikke en vej, for der var overhovet ingen belægning og kanten fra den asfalts vejen vi holdt på og ned til grusvejen, var ret stor. Vi stod ud af bilen for at se lidt mere på forholdene og vejen som ikke længere var eksisterende. I det sammen kom en lille grøn bil og kørte uden om os. En unge piercede mand i kakitøj, stak hovedet ud af vinduet og spurgte på fransk (det forstod jeg da) om vi skulle havde været ud af den spærret vej, jeg svarede at det var hvad vi skulle. Han begyndte så en længere udredning om, hvilken vej vi skulle kører og på et tidspunkt, stod mit franske af og det kunne han åbenbart se, for så sagde han, at han ville hjælpe os igennem byen, ved at kører foran. Endnu engang mødte vi kun hjælpsomhed på vores vej i Frankrig, vi jo oplevet før at folk kører foran, for at vise vejen. Efter mange små sving, hvor den unge mand hele tiden holder øje med at vi er med, stopper han op. Jeg kan se at vores GPS nu er med og vi bare skal fortsætte ligeud og det er præcis hvad den ungen mand også fortæller os. Vi tager afsked med et tusinde tak for hjælpen og fortsætter vores vej nordpå, uden flere overraskelser.

Vi besluttede os for, at køre direkte op til Liverdune og snuppe en overnatning der, for nu var vi ved at være en smule møre af, at køre i regnvejr. Vi landede deroppe lige før 20 og fandt en plads, hvor vi igen ikke behøvede at koplede vognen af, vi nøjes med, at kører næsehjulet ned, det samme med støttebenene og så ellers ind i tørvejr og få lidt mad. Det var virkelig hyggeligt at side i vognen og hører regnen tromme let på vognens tag.

Næste morgen er vejret ikke meget anderledes end hvad det havde været hele den forgående dag og det er først da vi når Luxemburg at vi får lidt sol.

Efter tankning, som denne gang var muligt uden at skulle holde i en laaaang kø, fortsætter vi af landevejen, for vi ville gerne se en smule mere af Luxemburg, end hvad vi hidtil har set fra motorvejen. Pludselig kører vi over en lille bro i en by og det var så åbenbart grænsen til Tyskland der kom der lige der midt på broen, for på den anden siden var der tyske skilte.

På den tyske motorvej var der stadig mange vejarbejder, men denne gang forløb de ikke lige så let som da vi kørte ned. Det var ikke andet kø og ‘stop and go’, så vi var faktisk ved at blive vandvittige og kørte ind på flere restepladser for at gøre holdt og først kører igen, når det hele løsnede lidt op.

Endelig kom vi igennem det trælse stykke og kørte nu mod Hamborg af A7. Vi ville ikke holde ind for natten før end mellem Hamborg og Flensborg, da vi ville gerne igennem det værste inden vi lagde os til at sove.

Grunden til, at vi ikke kørte igennem for at komme hurtigt hjem, var dels træthed, men også det faktum, at vi gerne lige ville handle lidt ind ved grænsen og ikke mindst få ombyttet den ene af vores to gasflasker, hvilket er meget billigere at gøre i Tyskland, end i Danmark.

Ved grænsen blev i stoppet af grænsebetjentene, men det var mere fordi jeg havde taget et billede og den ene af de to lige ville joke. Så vi fik lige joken om at han på udstillinger og på museer, altid spurgte om han måtte tage billeder og hvis svaret var ja, så pegede han på hvilke han gerne ville have. Da vi havde grinet af, kørte vi videre igen i regnvejr.

Endelig var Fyn i sigte og inden middag, landende vi herhjemme og fik koblet vogntoget af, hvorefter vi tømte vognen.