For mange mange år siden, dengang jeg stadig elskede tjenerfaget og nød at arbejde inden for restaurationsbranchen og med de arbejdstider som nu en gang hører med til faget. Jeg arbejde på et tidspunkt på Hotel Knudsens Gaard i Odense. Jeg husker denne aften som var det i går. Jeg var denne søndag aften den eneste tjener på job. Ud over mig, var der en receptionist, en kok og en kokkeelev. Jeg havde af hotelejerene fået at vide, at vi havde købet en speciel sherry hjem, da en af gæsterne, var ejeren af huset, sherryen kom fra. Det var ikke første gang vi have en ejer af et vinhus som gæst, men normalt var det almindelige huse, så som hvidvin og rødvin.
Omkring 20-tiden, kom en stille ældre spansk herre ind i restauranten. Jeg henviste ham til er af de ledige borde og gav han menukortet. Da han havde spist hovedretten og nåede til desserten, skulle han selvfølgelig have et glas af sin egen sherry.
Efter måltidet, spurgte han mig om jeg havde smagt hans sherry. Jeg svarede at det havde jeg ikke og i mit stille sind, tænkte jeg……at jeg da i den grad ikke skulle drikke sherry. Sherry var da noget mine bedste forældre drak og slet ikke noget for mig. Bum. Han insisterede på, at vi skulle tage et lille glas sammen, for smage den, skulle jeg. Jeg afslog med den begrundelse, at jeg ikke måtte drikke i arbejdstiden, men den undskyldning accepterede han ikke. Så til sidst skænkede jeg en lille smule op til mig selv og lidt mere til ham og selvfølgelig blev den drukket af store rødvinsglas, så den kunne svinges rundt og duften rigtig kunne nydes.
De dråber er ramte min tunge, gane og, i det hele tage fyldte min mundhule, var noget nært de lækreste mørke dråber jeg nogensinde havde smagt. Wauv, sikke en smag. Jeg blev blæst bagover. Tænk at en sherry, kunne smage så ualmindeligt lækkert. Lige efter måtte jeg selv erhverve mig en flaske og hver og én i min familie og vennekreds der smagte den, måtte selv ud og købe en flaske. Sherryen jeg taler om er Emilio Lustau Cream Sherry Jeg har efterfølgende smage et par af de andre sherrys fra samme hus, og de smager lige så fremragende som “min originale” sherry.
I dag var jeg lige et smut forbi HJ. Hansens Vinhandel, for at hente årets flaske. Jeg bruger altid en skvat (ca. 1 dl) i min risalamande og selvfølgelig bliver den også serveret til selve risalamande. Resten småpimper jeg hen over juledagene.
4 kommentar
Helle Klitgaard
18. december 2018 at 10:37Sikke en fin historie 🙂 jeg har altid kunnet lide sherry, og min mand er især vild med det,men desværre kan jeg efterhånden ingenting tåle, der er rødt, så sherry er også slut for mig.
Catarina
23. december 2018 at 10:27Aii hvor er det ærgerligt at du ikke længere kan tåle noget der er rødt. Måske en hvis sherry findes. 😀 Men sig til manden and denne er virkelig lækker :.D
Karin
18. december 2018 at 14:39Så fantastisk en fortælling. Det er altid spændende at hører hvorfor valget lige er faldet på……
Her er det så lige en sherry, en helt speciel sherry. Jeg er aldrig blevet god til det med dessertvine, og det skyldes nok, jeg kun har smagt et eller andet, mine smagsløg ikke har anerkendt. Jeg er sikker på, smager jeg det helt rigtige, så vil jeg også kunne blive fan. Lysten til at smage din risalamande med sådan et lille glas, jo det kunne friste. Velbekomme.
Catarina
23. december 2018 at 10:32Jeg er generelt heller ikke god til dessertvine, men denne er et ener. Ja, historien er skøn og jeg tænkte på den da jeg var inde og købe flasken og tænkte så, at den måtte jeg heller få skrevet ned – en dag svigter hukommelsen måske. 😀