I aftes var jeg til koncert i Ansgars Kirke. Tre kor. Kertemindeegnens Lungekor, Nyborg Lungekor og Ansgarkoret. Et kirkerum, der langsomt blev fyldt af mennesker i vinterjakker. Et par børn, der løb frem og tilbage mellem farmor og forældre.
Der var allerede godt med koncertgæster, da jeg ankom tyve minutter før start. Bænkene var ved at blive fyldt, og der blev småsnakket rundtomkring.
Denne onsdag aften var vi omkring 130 i kirken – ud over de mere end 80 sangere, der tilsammen udgjorde de tre kor. Det er faktisk ret imponerende på en helt almindelig onsdag.
Måske fordi det netop snart er forår, og folk igen begynder at gå ud. Eller også bare fordi det var gratis.
Nå, det er også ligemeget, hvorfor de kom. Eller jeg kom.
Tilbage til koncerten.
Koncerten blev ledet af korleder og organist Lene Dam, som styrede det hele med ro og præcision. Der var skønne sange på programmet – lyse, håbefulde og med masser af forårstoner. Kalenderen siger jo også forår på søndag. Skønt.
Som det kan ses på billederne, fyldte korene godt op foran alteret. Mange af sangerne havde familie med i kirken. Det var overvejende ældre mennesker denne onsdag aften. Jeg hører jo efterhånden også selv til den kategori. Nej nej nej. Det gør jeg da ikke.
Lungekorene bestod af mennesker med udfordret lungefunktion. KOL, astma og den slags, som ikke ligefrem giver pluspoint i en vejrtrækningskonkurrence. Alligevel stod de der. Med rank ryg, åbne mapper og sang om både håb og forår, uden at man egentlig tænkte over, at luften kunne være en udfordring.
Jeg tror også, at sangene var valgt med omtanke. Der var ikke de helt lange passager og heller ikke store tonespring. Det hele passede fint stemmen.
Ansgarkoret fyldte rummet på en anden måde. Mere volumen, flere stemmer, mere klang. Det var ordentligt og præcist, men ikke stift. Bare anderledes.
Undervejs blev vi inviteret til at synge med. Fællessangene var heldigvis trykt i programmet, for ingen af de to sange var nogen, jeg kendte. Jeg sang ikke højt og frit som dem i korene. Mere stille for mig selv. Jeg har jo ikke den der fantastiske sangstemme. Men jeg sang med.
Der var koncertcafé bagefter. Den valgte jeg ikke at deltage i. I stedet lynede jeg jakken og tog den korte tur hjemad. Hjem til Søren. Og selv om sneen næsten var smeltet væk, og byen mest var grå og våd, blev der alligevel sunget en smule lys ind i aftenen.
Foråret er på vej.
Ingen kommentar