Jeg troede bare det var lidt træning

Jeg troede egentlig, at det bare var lidt træning. Sådan lidt funktionelt, som jeg har prøvet mange gange før. Niksen biksen Karen Blixen.

Eller det er det også. Bare i en helt anden liga. For undervejs overvejer jeg altså lige mine valg af motionsform en lille smule, mens prikkerne for øjnene bliver mere intense, og jeg næsten får blodsmag i munden. Men altså også kun næsten. 😉

Det hedder HYROX. Vi arbejder to og to, så der er ikke meget pause at hente undervejs. Sættene er lange, så vi tager dem i bidder. Det giver små pauser på måske maks 10 sekunder. Og så er der 2-3 øvelser ad gangen, som så køres efter princippet AMRAP (As Many Rounds/Reps As Possible).

Under øvelserne når jeg lige at tænke: pyh ha, nu er det heldigvis min tur til lige at få luft. Og så er det igen min tur til at give den hele armen.

En anden gang skulle vi, hver gang der var gået to minutter, lave 10–20 armbøjninger. Jeg holdt mig nu til 10 – og det på knæene. Da vi nærmede os slutningen, var de der seje gutter, som lavede de rigtige armbøjninger, også nede på knæ. Den der træning er skisme en hård nyser. Men jeg kunne dog bryste mig af, at jeg den dag havde lavet 100 armbøjninger. På knæene.

Der er altså noget mærkeligt tilfredsstillende i sådan en form for træning. Jeg bliver virkelig, virkelig brugt og er helt færdig bagefter. Men det er samtidig også sjovt. En underlig form for selvtortur, som jeg møder op til igen og igen.

Er jeg blevet lidt af en masochist på mine gamle dage?