Hverdagen

Hverdagen kort – uge 25

Mandag d. 15/6
En stille mandag med lidt planter, et par småærinder og nogle af de dersens hverdagsgøremål, som ikke altid er så lette at udskyde, specielt ikke når kurven til dem er ved at løbe over.
Tirsdag d. 16/6
Den sædvanlige selvpinerigs-motions-morgen og en dag, der tog en lidt anden drejning end planlagt, da en aftale blev flyttet til en anden dag.
Onsdag d. 17/6
Et par af mine gode frikadeller – ja ja, jeg må godt rose mig selv – blev rørt og stegt, så fryseren igen kunne få lidt fylde. Ellers lidt mere af de praktiske ting, som aldrig helt forsvinder af sig selv. Og så årets første skovjordbær som blev hapset direkte fra planten og ind i min mund. 😉
Torsdag d. 18/6
Altanen fik en del opmærksomhed. Behøver jeg at nævne, at sommeren endelig tog en drejning mod den varmere afdeling? Skønt.
Fredag d. 19/6
Nu skal jeg da lige love for, at sommervarmen kom bragende. Der kom sushi på bordet ude på altanen, men dog under parasollens dejlige skygge, ellers ville jeg være samme farve som den laks, der var på sushien. Luften stod nærmest stille, og den særlige fredagsfornemmelse er altså ikke at kimse af.
Lørdag d. 20/6
Sengetøj blev skiftet, støvsugeren fik lov at strække ben, og hjemmet blev gjort klar til gæster. Vi fejrede mors 82-års fødselsdag, Christian og Josephine kom fra Aalborg, og varmen var så intens, at en tur i Føtex efter badetøj blev nødvendig, før kursen blev sat mod havnebadet. Aftenen sluttede med en drink oppe i byen, som summede af liv.
Søndag d. 21/6
En rolig søndag med masser af hyggesnak, god mad og de sidste timer sammen, inden kursen for de unge igen blev sat mod Aalborg.

Ingen kommentar

    Skriv en kommentar