Vi når vist over de 30°C i dag, og efter sigende kan termometeret snige sig helt op omkring de 35°C i morgen.
Derfor står vi også en lille smule tidligere op end normalt. I dag var ingen undtagelse. Klokken 4.30 åbnede vi alle vinduer på vid gab. De har godt nok stået på haspe hele natten, men det gør alligevel en stor forskel at få dem helt op. Vi kan næsten mærke den kølige morgenluft sive gennem hele lejligheden.

Det er faktisk en af de vaner, vi har taget med os hjem fra de mange dejlige og ret så varme somre sydpå med campingvognen. Dernede har de ofte de skønneste skodder, som effektivt holder solen ude. Her må vi så nøjes med mørklægningsgardiner, men princippet er præcis det samme. Vi får den kølige morgenluft ind, mens den er der, og lukker huset af, når solen begynder at bage. Sådan gjorde vi også i huset i Skallebølle, og der virkede det perfekt.
Vi kan som regel holde temperaturen i stueetagen på omkring 24°C. Førstesalen er lidt en anden historie. Der går loftet op til kip, så dér ender vi typisk omkring 26°C på de varmeste dage. Men det er trods alt bedre end 30°C eller mere indendørs. Når solen igen er væk fra vinduerne, og temperaturen er på vej ned, åbner vi alle vinduerne igen, og så begynder det hele forfra, altså lige indtil mandag, hvor de igen lover mere almindeligt dansk sommervejr. 😉







Ingen kommentar