Mandag d. 29/6
En af de dage, hvor alt på dagens opgaveliste blev klaret på nul komma fem, og en del ord blev grådigt slugt. En pause fra læsningen med en tur i Tarup Center, som desværre ikke førte den helt rigtige taske med hjem. Jeg må på jagt igen.
Tirsdag d. 30/6
Trætheden var min trofaste følgesvend det meste af dagen. Det er prisen for en god bog, jeg simpelthen ikke kunne lægge fra mig før lidt i to. Heldigvis stod der kun et besøg hos mine forældre og en kort ekstraordinær generalforsamling på programmet i dag. Og ja, nu er bogen blevet læst, så jagten på en ny er gået ind. Heldigvis har jeg altid et par favoritter i eReolen, så jeg skal vist bare beslutte mig for én af dem. Men det kan nu også være svært nok.
Onsdag d. 1/7
En stille onsdag med en tur gennem byen, lidt praktiske gøremål, pakker der skulle sendes retur. Ja, du kender sikkert rumlen. Ellers bare en af de der hyggelige dage, som ikke behøver en masse tant og fjas for at være skøn.
Torsdag d. 2/7
Tasketur til Rosengårdcentret, igen uden taskeheld. Mon “min” taske findes derude et sted? Til gengæld nød jeg en indlagt brunch sammen med manden. Dejligt!
Fredag d. 3/7
Bytur med en veninde, selvfølgelig med lidt godt til ganen undervejs. Og så fik jeg endelig set udstillingen af P.S. Krøyers maleri “Fra Københavns Børs”, som lige nu er udlånt til Brandts. Vi sad længe og studerede maleriet og kunne læse os til, at C.F. Tietgen tilsyneladende var den eneste, der havde betalt hele 500 kroner for at stå centralt i billedet. De øvrige havde betalt mindre og måtte derfor nøjes med at blive set fra siden eller næsten helt bagerst. Og så var der udstillingen om “Den fantastiske bus” og de enormt store og vildt detaljeret originaltegninger fra den lige så store bog, en bog som vi faktisk købte til vores børnebørn, lige da den blev udgivet.
Lørdag d. 4/7
Tapas hjemme, lidt nussen rundt på altanen, og så startede Tour de France endelig igen. Sommertouren er i gang. Det er nu heller ikke den værste måde at bruge en dejlig lørdag i juli på.
Søndag d. 5/7
Rent sengetøj, rengøring og hjemmelavet grillmad. Nogle søndage føles næsten som en lille nulstilling, inden en ny uge begynder. Det er som om den der renlighed aldrig rigtig får en ende. Det er så åbenbart mit lod. Det, og så evigt og altid at have en vasketøjskurv, hvor bunden aldrig helt kan ses. Nu er det tid til Touren.
Tidligere indlæg







Kommentar
Hverdagen kort - uge 28 - Catarina.dk
12. juli 2026 at 16:07[…] over at sidde indenfor.Onsdag d. 8/7Jagten på en ny skuldertaske, som jeg fortalte om i sidste uge, endte så online. På Zalando. Et eller andet sted ville jeg ønske, det ikke var sådan, men … […]