Jeg har i længere tid ønsket mig en abe, ikke hvilken som helt abe, nej det skulle være Kay Bojesens abe. Først tænkte jeg at det selvfølgelig skulle være en af de gamle og ikke én af de dersens man kan købe, den skulle have “sjæl”. Men så kom jeg til at tænke på at den ikke fik “sjæl” af at være gammel. Hvis det var et arvestykke fra én i familien så havde det været noget andet. Nu ligger landet sådan, at der ikke lige er nogen i familien der har sådan en abe.
Så var det, at blondinen her fik en genial ide, ja det syes’ jeg altså 😆 Jeg bliver den, i familien, der er nød til at starte med at have en ny abe. Når den engang i fremtiden bliver givet videre, så har den fået noget sjæl som den medbringer til sit ny hjem. Et styk abe er nu indkøbt og foræret til Søren.
Nu hænger den på den gamle og rustikke tallerkenrække for enden af langbordet i køkkenet. Der kan jeg holde et vågent øje med den, den skulle jo nødigt lave for mange abekattestreger 😉
5 kommentar
Helle K.
17. november 2007 at 16:50Den abe er som skabt til at hænge der, selvfølgelig skulle du købe den – og du har ret, med årene får den sjæl 🙂
Catarina
17. november 2007 at 16:56Helle K. jepper 😉
Hege
17. november 2007 at 18:45Kloge ord Catarina. Det er ikke alltid andre menneskers antikviteter får betydning for oss. Alt har en gang vært nytt. Lykke til med apen.
Valdemarsro.dk
17. november 2007 at 19:55Den er flot, jeg er helt vild med Kay Bojesens dyrefigurer. Jeg synes det er en super ide at starte en tradition, og det er jo en klassiker den der.
-den bliver du glad for, tror jeg.
Jeg kan godt lide jeres rustikke tallerkenrække
Catarina
18. november 2007 at 07:35Hege, tak skal du have 🙂
Valdemarsro.dk, ja jeg har altid godt kunne lide den 😀