Stor var min overraskelse

På jobbet havde jeg i dag en del at se til, og måtte tage mange ture frem og tilbage forbi receptionen. Det var ved én af de ture at jeg “nikkede” til én af de kvindelige gæster som sad og ventede og som jeg lige fik øjenkontakt med i forbifarten. Da jeg på tilbagevejen fik øjenkontakt med den anden kvinder der sad der, var jeg ved at tabe både mund og næse og det var hun også. Stor var min overraskelse, da jeg så, at det var Lisbeth, Lisbeth som jeg engang havde rigtig meget kontakt med.

Lisbeth og jeg var først kollegaer på den samme odenseanske restaurant og det var også dengang, i de år, vi blev veninder. Vi var der, da vi hver især fik børn og vi var med til deres barnedåber. Derefter gled vores venskab ligesom ud i sandet. Den ene uge tog den anden, det blev til måneder og nu år.

Der ligger ingen bestemt årsag til grund for, at vi ikke ses mere, intet skænderi eller noget sådan. Lidt trist sidder jeg nu og konstatere, at vi nok begge havde for travlt med hver vores og alt for sent lagde mærke til skredet.

Lidt fik vi dog snakket, men ikke meget, da de havde en aftale med en af mine kollegaer, som kort tid efter kom og hentede dem. Jeg nåede dog at hører, at de stadig bor samme sted og jeg fik fortalt at vi i mellemtiden er flyttet.

Nu bliver der sendt et julekort mere af sted, her fra adressen 😉