Vi havde udset os en campingplads på øen Pag i Kroatien som ligger et stykke nede langs kysten ud til Adriaterhavet. Vi ankom til pladsen kl. 10 om formiddagen og regnede med at vi ville få en dejlig plads. Men allerede mens vi parkerede bilen ude foran receptionen, havde vi på fornemmelsen at det nok ikke lige var et sted for os. Selve pladsen lå på en lille bjergside og det var for så vit helt fint og udsigten også. Vi gik så imod receptionen og forhørte so om de havde plads. Det havde de og lidt efter stod der en ung gut sammen med en golfvogn, klar til at vise os de ledige pladser. En golfvogn… hummm tænkte vi, så er pladsen større end hvad vi regnede med. Og ja det var den. Pladsen var stor, men det var selve enhederne til gengæld ikke. Hold nu op, hvor lå folk tæt og det samme gjorde alle som havde lejet et mobilehome. Vi fik vist nogle pladser, som jeg slet ikke troede var pladser. De var små og lå helt klemt, som alle de andre. Vi bad om at få vist det de kaldte den frie pladser, hvor der som sådan ikke er numre, men bare frit til man selv kan finde plads. Men på den holdt alle dem som feriere i kørbare mobilhomes. Efter en lille rundtur, blev vi hurtigt enige om at der ville vi ikke bo. For stor, for tæt, for larmende, og meget ucharmerende!
Vi kørte ned i byen Pag og fik lidt morgenmad samtidig med at vi kikkede på alternativer. Vi spottede en plads lidt længere nede, i en lille flække som hed Pakoštane. En plads som ikke var særlig stor, og som lød hyggelig, ihvertfald ud fra bogen.
Omkring middag holdt vi uden for den lille plads. På døren i den lille reception, stod der at man skulle henvende sig nede i baren ved stranden. Vi trissede ned igennem noget af pladsen, og så, at der var mange tyskere, som ferierede der. Da vi kom ned til baren, blev vi mødt af en rund og meget smilende campingchef som bød os velkommen med håndtryk og navn. Han var tysk men kroatisk gift. Han havde en del pladser, men bare ikke under så store træer, hvis det var skygge vi søgte. Det var ok med os, at der ikke var store træer. Vi fik forevist en del ledige pladser, og snuppede den første. På rundturen bed vi mærke i, at der var mange som tiltalte campingchefen med fornavn og at de åbenbaret kom der år efter år. En rigtig familie plads, hvor mand kone og 2 børn, jævnligt gav en hånd med. 🙂
Efter de 5 minutter vi behøvede på at sætte vognen op, fandt vi vores badesko (som vi havde fra sidst vi var i Kroatien) frem, for i Kroatien er der ikke sandstrand, men masser af kalksten, som ikke er skarpe, men runde og glatte. Vi lå ikke så tæt på vandet som i Ungarn, men det gjorde ikke noget, for selve pladsen var rigtig hyggelig. Vi var hurtigt ned på stranden og kastede vi os ud i Adriaterhavet.
Skønt vand og skønt vejr. 🙂
Ingen kommentar