Østrig er nu ret så pæn

(Egentlig skulle dette indæg være strøgert af sted i går formiddags, men der gik lige for meget hygge i den og kun mobilbillederne blev gjort klar, men bedre sent end aldrig)

Vi startede hjemmefra allerede søndag meget tidelig morgen, for i Tyskland må lastbilerne ikke kære om søndagen og derfor vidste vi at der ikke ville være så meget trafik dernede. Og det var der heller ikke o der var egentlig godt for det regnede temmeligt meget.

Vi hvade på forhpnd aftalt at vi ville prøve at kører pænt, altså ikke ligge og kører de 130+ som vi nogle gange gør på de tyske motorveje. Vi prøvede at holde den på de 115 næsten hele vejen og det passede faktisk også ret got med trafikken dernedad.

Vi fandt et lille gasthoff en små 30 km fra motorvejen hvor vi ville overnatte. Det viste sig, at det var forældrene til en OL-sølvmedaljevinders i langren fra Salt Lake City (Peter Schlickenrieder), der havde stedet. Grunden til vi ved det, var at der i morgemadsstuen stod stakkevis af pokaler og vi spurgte “krofatter” om det var hans, men det var det ikke. Han fortalte stolt at det var hans søns ungdomspokaler, de store og nyere pokaler havde han hjemme hos sig selv.

Efter morgenmaden kørte vi de sidste ca 300 km ned til Ossiacher See, hvor vi havde udset os en meget lille campingplads med plads til ca. 50. Da vi ankom, kikkede vi efter en egnet plads og fant én.

Vi fik os booket ind og fik rejst teltet og “indrettet” os, hvorefter vi kunne læne os tilbage og nyde den skønne udsigt fra teltet og ned til søen.
Jeg ville egentlig have været i vandet men det var en smule koldt, da det havde være overskyet hele dagen og så var der også lige et par ænder som havde indtaget badebroen, så det må blive en anden dag.