Jeg læser ikke blogs mere

Jeg har blogget i lidt mere end 19 år nu – snart to årtier, det er lidt vildt at tænke på. Dengang jeg begyndte, var det helt normalt at blogge, eller så normalt som det nu kunne blive, for det var bestemt ikke alle der skrev på nettet. Men vi var mange. Vi delte billeder, opskrifter, oplevelser og tanker – uden at tænke så meget over, om der var nogen, der læste med. Det var bare hyggeligt.

Der er noget ved den der langsommehed, der trækker i mig. Måske er det derfor, jeg stadig blogger, selvom de fleste for længst er hoppet videre til Instagram, TikTok og hvad der ellers bliver ved med at dukke op af nye platforme.

Jeg tænker tit på dengang vi læste med hos hinanden – ikke bare scannede overskrifter eller dobbeltklikkede på et billede, for at gi’ et like. Vi læste faktisk ordene, satte os måske ned med en kop kaffe og fordybede os i hinandens hverdage, tanker og oplevelser og skrev kommentarer.

Jeg læser ikke blogs mere

For et par år siden skrev en kvinde til mig på Instagram – en jeg havde kendt gennem blogverdenen. Hun spurgte ind til et billede, jeg havde delt, og jeg svarede, at hun kunne læse mere om det på bloggen. Hun svarede: “Jeg læser ikke blogs mere.”

Den sætning har siddet i mig lige siden. Jeg ved ikke helt hvorfor, men det har den gjort. Det føltes lidt som at sige: “Jeg læser ikke nyheder mere” – som om bloggeriet pludselig var blevet forældet eller smidt ud med badevandet, selvom det egentlig bare er en anden måde at konsumere “lokale hverdagsnyheder” på.
Måske siger det noget om, hvordan internettet og vi bruger har ændret os på og hvordan jeg stadig hænger fast i fortiden, hvor jeg bare skriver, når jeg har lyst, også selvom læserskaren virkelig er for nedadgående.

Når jeg får lyst

For mig er bloggen stadig et sted, hvor hvor mine ord får lov at levet. Et sted, hvor jeg kan skrive lige hvad jeg har lyst til. Her er ingen algoritmer, ingen hastværk. Bare ord og billeder, når jeg har lyst til at dele.

Jeg skriver ikke så meget som før, men det er helt ok – selvom der godt kan gå lidt for lang tid imellem. 😉
Min blog er ikke død. Jeg har ikke brug for at skrive hver dag bare for at gøre det. Nogle gange er et lille indlæg nok.
Lidt ligesom det her, hvor jeg nu har fået den sætning fra kvinden, en smule ud af systemet.

Jeg skriver, fordi jeg har lyst. Og fordi det stadig føles rart at sætte mig med et billede og nogle ord og se, hvor det ender henne.

Læs også gerne dette indlæg hvor jeg reflektere lidt mere over hele blogverdenene.

Tak fordi du læser med – det betyder mere end du tror og rigtig glædelig jul til dig og dine.

Hjertet virker igen.