Det bliver én af de der dage, som kan mærkes helt derinde hvor man er allermest følsom. Inden så længe drager jeg af sted mod Sønderborg, på bagsædet af Peugeoten, vil jeg have to 13 årige drenge, som skal ned og sige det sidste farvel til deres klassekammerat.
Jeg sov faktisk ikke ret godt i nat, har tænkt meget på Kaspers familie og nok specielt på hans mor. For pokker da, jeg kan slet ikke forestille mig, hvor stor hendes smerte må være, eller hvor svært det må være, at skulle sige endelige farvel til sin elskede søn. Men en ting ved jeg, det er umenneskeligt!
7 kommentar
Joan
20. februar 2008 at 07:43Uha, hvor er det frygteligt.
Det bliver også hårdt for drengene at sige farvel idag. Godt du er med.
Helle K.
20. februar 2008 at 07:44Det er helt ufatteligt. Det er den frygt vi forældre altid har et eller andet sted, at vi mister vores børn – det værste af alt, er nu pludselig blevet virkelighed for hende.
Jeg forstår godt, at du har blandede følelser for idag. Det er hårdt, når børn mister en kammerat – at de pludselig skal have livets hårde sider så tæt på.
Jeg sender et kram til dig og din søn – og alle andre som behøver det idag.
Perle
20. februar 2008 at 09:54Phew 🙁 Det bliver en barsk dag men sikkert også en utrolig smuk dag. Det må være det værste man kan opleve, at miste sit barn.
Kram og tanker til Jer.
Ella
20. februar 2008 at 11:33Kram!
Catarina
20. februar 2008 at 17:59Kære Alle
Tusinde tak for jeres varme tanker og kram, de betyder rigtig meget.
Det har været en tung dag og jeg følte virkelig med Kaspers forældre.
Drengene var selvfølgelig berørt af det hele, men klarede som sådan ok. Jeg tror at de, på skole har været lige så gode til at snakke det hele igennem som vi forældre har gjort med vores børn.
Pia
20. februar 2008 at 19:43Sender dig bare de størse kuns med himlens lyse stjerne.
Catarina
20. februar 2008 at 19:46Tak Pia, hvor er det sødt af dig, det varmer helt ind i hjertet. 😉