Bag om facaden

Addu Atol, eller Seenu Atol, som den også hedder, har form næsten som en hestesko og det er den atol som ligger aller sydligst af alle Maldivernes mange atoller. En atol har flere øer, men en fælles lagune, så de øre en atol består af, er også navngivet forskelligt. Den ø vi landede på hed Gan og derfra blev vi sejlet skråt over lagunen til øen Herathea, hvor hotellet/resortes ligger.

Resortet ligger på en lang tange som ikke er mere end ca. 100 meter bred, nogle steder en smule mere, men de fleste steder meget mindre. Det betyder også, at resorters bungalows ligger på rækker ud til vandet på begge sider og derfor har nogle lidt længere op til restauranterne og barerne end andre. Så de cykler vi alle (i hvert fald os fra Danmark) får stillet rådighed, bliver flittigt brugt. På den ene tur, som kun Søren og jeg var på, skulle vi netop have cyklerne med, da det var en tur op til den lokale del af øen, hvor der ikke normalt er adgang uden guide.

På turen fik vi at vide at resortet er 80% selvforsynende med næsten alt og derfor har egen frugt og grønt have, samt eget gartneri, så de planter der måtte gå ud, igen kan tilplantes. Det er selvfølgelig nødvendigt at få noget fragtet til øen, da de selvfølgelig ikke har sodavand ect. For de varer der skal fragtes ind, tager det med 3 dage den ene vej og tre dage den anden vej, for varerne kommer helt oppe fra hovedøen Male, som ligger 450 km nordpå.

Det var en rigtig spændende tur og vi fik masser af vide og så en masse af hvad der sker på sådan en lille ø, og der ker ikke meget. De har fine skoler og børnene kommer i skole, på samme aller som herhjemme, hvis forældrene altså lige har råd til en skoleuniform, for der er ikke skolepligt. De har det der hedder grundskole (børnehaveklasse og 1. klasse), hvor de også lære engelsk. Mellemskolen går op til 10 klasse. Hvis de skal have de sidste to klassetrin med (10-12 klasse) som er collage, hvilket også findes på den del af øen, så bliver det en pebert fornøjelse for forældrene, for det koster omkring 100 us dollar om måneden, så det er ikke mange af de unge mennekser der får den fornøjelse. Hvis de skal læse videre, så er det typisk i UK det foregår, da Maldiverne for 50 år siden, var en engelsk koloni.

Befolkningen lever af fiskeri og turisme, et par enkelte butikker var der også, men ikke noget større end end hvad vi ser fra en typisk 7eleven herhjemme. Vi så en enkelt lille grøn personbil, som bumpede meget stille og roligt igenne den ene gade og den kørte faktisk ikke hurtigere på den bumpede grusvej, end vi gjorde på cykel og jeg spurgte så guiden og der var en øvre fartgrænse, og svaret var nej, men med de veje, er det heller ikke let at kører stærkt.

De fleste samler selv regnvand i store tanke, men for de indbyggere der ikke selv har råd til sådan en tank, er der opstillet 6 store tanke nede ved havnen hvori der samles regnvand, og der kan de så frit hente vand. Når et par bliver gift, hvilket foregår på “rådhuset”, så får de samtidig stillet et stykke jord til rådighed, hvor de kan bygge sig et hus, elle også får en af de grunde med hus, som er forladt, hvor de så kan renovere det eller havd de nu har lyst til. Rigtig fin ordning.

Billede taget af guiden af os alle som var med på den varme 10 km cykeltur.

Efter den varme cykeltur, ventede Anita på os i restauranten, hvor vi fik en dejlig frokost. Bemærk at der er sand på gulvet, det var der i alle restauranter og barer, og det indbyder til at man får i bare fødder, hvilket jeg også gjorde langt de fleste af dagene, jeg elsker jo at levet live på bare tær. Sandet bliver så vandet og revet efter hver måltid, så det ikke støver og altid pænt og indbydende at gå på.