Her i foråret har det for mig været en tid med en dyb, næsten uendelig træthed. Jeg har været så grundtræt, at det føltes som om, al energien var suget ud af mig. Det var en træthed, der gik helt ind til knoglerne, og som ikke bare kunne rystes af med en god nats søvn, og de nætter stod ikke ligefrem i kø.
Da jeg endelig nåede til min sommerferie, var den i den grad tiltrængt. Min krop og mit sind havde brug for hvile. Den første uge af min sommerferie blev en tid, hvor søvn næsten blev mit fuldtidsjob. Hver nat sov jeg mellem 8-9 timer uden mange afbrydelser, hvilket for mig er usædvanligt meget. Men det stoppede ikke der. Om eftermiddagen måtte jeg også have en lille lur på en times tid. Det var som om, min krop forsøgte at indhente alt det forsømte hvile fra de mange måneder forinden.
I starten følte jeg mig næsten skyldig over al den tid brugt på at sove. Jeg er normalt en person, der elsker at være produktiv, og tanken om at tilbringe så meget tid i sengen føltes næsten som spild. Men efterhånden begyndte jeg at acceptere, at det var nødvendigt. Det var min krops måde at fortælle mig, at den havde brug for en god pause, og at det var okay at tage sig tid til ekstra hvile.
Men det var altså vildt, så meget jeg kunne sove. Nu er vi tilbage til normalen, og arbejdsdagen er igen skudt i gang.
PS: Jeg har lukket kommentarsporet. Men giv gerne et lille like, ved at trykke på hjertet nedenfor.
Seneste kommentarer