Små grønne verdener i glas

Jeg har i et par år haft en lille flaskehave – et mini-økosystem – stående i køkken-alrummet. Den passer sig selv, og jeg har faktisk aldrig vandet den. Planterne trives vældig fint derinde, fordi de genbruger fugten i glasset – sådan et lille lukket kredsløb, som det vist hedder – og det fungerer bare og ser så fint ud. Jeg har placeret den et par meter fra vinduerne mod syd, hvor lyset er blødt og aldrig direkte, fordi vores store overdækkede altan også bidrager til skygge.

Den lille moskugle

Forleden købte jeg en ny lille grøn beboer – en Marimo-moskugle, eller geddebolle, som den også bliver kaldt. Et underligt ord for sådan en “moskugle”. En veninde og jeg har det altid med lige at runde forbi en af de lækre blomsterhandlere her i Odense, og hun havde faktisk også noget, hun skulle købe – hvorimod jeg ikke manglede noget. Altså lige indtil jeg så den lille Marimo i et fint lille glas, omgivet af vand. Min veninde syntes, det var lidt underligt at købe sådan én, indtil jeg fortalte, hvordan den næsten kunne klare sig selv. Så syntes hun faktisk, den var meget praktisk – for det betyder jo, at den kan klare, at man tager på ferie eller vandrer, som hun gør en del i.

Et lille liv under vand

Selvom den bliver kaldt en moskugle, er det faktisk en algeart. Den kræver heller ikke meget – lidt indirekte lys, køligt vand, der dækker kuglen, og en lille rulning mellem hænderne en gang imellem. Vandet skal dog skiftes hver anden uge, så den er ikke helt så nem at holde som min lille flaskehave, men det er nu ok. Jeg har nu lavet en 14-dages påmindelse i Reminders, så jeg ikke glemmer at skifte vandet. Jeg fandt også ud af, at Marimo ikke må tørre ud den dør, hvis den ikke er dækket af vand – men heldigvis ligger den i et lukket glas, så der sker ingen fordampning.

Tålmodighed i grønt

Marimo-moskugler vokser meget langsomt, faktisk kun omkring fem millimeter om året, så denlille grønne kugle i mit glas er allerede 10–20 år gammel. Det synes jeg er ret vildt at tænke på. Jeg har også læst, at de kan blive op til 100 år gamle, men om de når den alder som “kæledyr” herhjemme, ved jeg ik

Langsom rulning på flodbunden

Deres runde form får de i naturen, hvor de langsomt ruller rundt på flodbunden og formes af bevægelsen mod sten og strøm. Hvis et lille stykke brækker af, kan det sagtens få sit eget glas og fortsætte med at vokse, men det bliver nok aldrig helt så rundt som ude i naturen.

Jeg kan godt lide den ro, der ligger i sådan nogle små grønne systemer. De står bare dér, ser pæne og grønne ud og minder mig om, at naturen ofte klarer sig bedst, når man ikke blander sig for meget. Og det er egentlig meget rart at blive mindet om midt i denne verden af forandring.