For ikke så længe siden opdagede jeg at der stadig var billetter til en koncert i Ansgar Kirke. Det er den kirke vi hører til, og den ligger så tæt på, at jeg kan gå derned på fem-syv minutter. Jeg købte en billet med det samme.
I dag var så dagen. Fra de andre koncerter jeg har været til dernede, vidste jeg at jeg skulle komme i god tid. Ellers ville jeg ende helt bagerst eller ude ved væggen på en af sidebænkene og det ville jeg gerne undgå. Så jeg cyklede hjemmefra en lille time før, men det var lige før det ikke i god nok tid. Da jeg ankom til kirken stod der allerede 50-60 andre foran mig som ved at blive lukket ind. Pis pis! Men jeg var heldig, jeg kom til at sidde på den første bænk, sådan lidt midt i. Der var der klar bedre udsyn end til Tanja Zapolski-koncerten.
Mens jeg sad og ventede på at klokken skulle blive 17, kiggede jeg lidt rundt på publikum. Det var en fin blandet flok – præcis som det plejer at være til koncerter i kirken. Måske fordi det nettop er i en kirke? Og på en torsdag klokken 17? I hvert fald var det ikke kun det typiske Søren Huss-publikum fra Saybia-tiden.
Søren Huss gik på præcis klokken 17, og i samme øjeblik døde snakken i kirken ud. Jeg følte at alle var til stede i nuet, og han leverede en koncert som var noget helt særligt. Han er jo lidt af en multikunstner, så både klaver, flygelhorn og guitar var i brug. Programmet var sat fint sammen og passede perfekt til kirkens akustik.
“Et hav af udstrakte hænder” rundede koncerten af, og selvfølgelig fik vi to ekstranumre. Det sidste var helt akustisk, hvor han tog sin anden guitar og gik ned gennem kirken på begge sider og i midtergangen, mens han sang en stille sang (jeg kan ikke huske hvilken det var). Da han endnu engang havde fået stående bifald og et par pift, blev lyset tændt igen.
Jeg rejste mig sammen med alle de andre, og vi sivede langsomt ud af kirken. Wauw, sikke en skøn koncert. Jeg var helt høj, da jeg cyklede hjem i strid modvind.
Ingen kommentar