Motivation så tårerne trillede

Lis, en af mine kollegaer, og jeg havde fået lejlighed til at deltage i en såkaldt Inspirationsdag, hvor overskriften lød ”Motivation, hverdagens vigtigste brændstof”.

Lis og jeg valget, at vi selv ville kører til KBH og da jeg har mest rutine med at langt, blev det mig der kørte. Vi var der til tiden og parkerede i parkeringskælderen lige bag hotellet på Falkoner Allé. Det er den første parkeringskælder jeg har parkeret i det spillede klassisk musik. Jeg tror min bil var glad for det, for den kørte meget bedre på hjemvejen end på vejen ud. 😆

Efter ”indtjekning” fik vi lidt kaffe og croissanter. Hvorefter vi bevægede og op til salen hvor garderoben også befandt sig.

Jesper Steinmetz var konferencier og skulle lede ”slagets gang”. Den første taler var Hanne Bech Hansen, Politidirektør for Københavns Politi.

Hun fortalte lidt om hendes karriere forløb og at hun hver dag nød at gå på arbejde. Hun prøver at gøre sig umage med alt hvad hun beskæftiger sig med. Hun nævnte bl.a at det er vigtigt, på én eller anden måde at skabe en relation til de mennesker som man er i kontakt med. Hun fortalt om en cyklende demonstration som kørte fra KBH til Helsingør, hvor politiet stillede sig op midtvejs på ruten og delte powebar, frugt og vand ud til de cyklende, for som Hanne Bech Hansen sagde ” det er ikke så let at kaste brosten i hovedet på nogen, man har modtaget noget af”. Der var skabt et bånd mellem politiet og de demonstrerende. Hun havde også et motto: Alt hvad der ikke er en total fiasko, kan man lige så god beslutte sig for, er en stor succes. Det har hun jo ret i.

Nu blev tempoet skruet gevaldigt op og ind sprang Jens Arentzen, Skuespiller, Manuskriptforfatter og Instruktør (det var ham der spillede Ulrik Varnæs, i Matador).

Sikke en energi og en udstrålede. Han fortalte lidt om sin egen barndom og hvordan ens barndom påvirker én gennem livet. Han snakkede om lyset og at vi skal give hinanden lyset så vi kan trives, som en sangfugl. En sangfugl synder fordi den har nogle receptore fordelt ud over hele kroppen og når lyset kommer tilbage, begynder den også at synge.

Vi prøvede også at lave en lille øvelse, med lukkede øjne, hvor vi skulle forestille os; at den person som havde betydet mest for os (en lærer, en veninde eller en helt tredje) sad lige bag os med hånde på vores ene skuler, hviskende i vores ører, siger; ”du kan godt”. Bagefter skulle vi så forestille os den person som havde forvoldt os mest ”smerte” i livet også sad bag os og sagde ”du kan ikke”. Det var en lidt underlig føelse.

Vi skal alle give hinanden plads og ikke frygte forstyrrelserne men tage imod dem som en gave, for det er dem der gør livet uforudsigeligt og derved skaber glæde.

Så var det tid til en pause hvor der blev serveret frugt, kaffe og vand. Vi kunne også lige nå at komme på ”det lille hus”.

Efter pausen, blev tempoet et helt andet. Nu var det tid til Johannes Møllehave, Præst og forfatter. Jeg har aldrig oplevet han live, kun på tv. Han er jo helt fantastisk og meget vidende.

Han sprang meget rundt og vi nåede, at hører om H. C. Andersen, Karen Blixen og Shakespear. Men konklusionen blev; at man skal have en plan med det man gør og så gør det grundigt, derved kommer glæden.

Så var det tid til frokost. Lis og jeg synes tiden gik meget hurtigt, men det var jo nok fordi det var så spændende. Frokosten bestod af: små deller med kartoffelsalat, små marinerede kyllingespyd (de var vildt gode) diverse små boller med pålæg og nogle mini-forårsruller. Som dessert var der to slags chokoladekage. Efter den frokost, kunne vi heller ikke rokke med ørene. 😉

Efter endt frokost var det tid til at lægge øre til Peter Lund Madsen, Læge, Dr. med. og Hjerneforsker.

For at kunne forstå hvor humoren og smilet kom fra, fik vi lige en gennemgang af hjernens udvikling. Et fornyende foredrag, hvor rigtig meget af make-uppen forsvandt i tårer. Hvis du en dag føler dig lidt tom oppe under låget, så skal du bare tage ud og kikke på et par fasaner. Sådan som de ser ud (deres blik), er den måde de ser ud på når de bliver født, den måde de ser ud på igennem livet og det er også den måde de ser ud på når de dør.

Der er total mørke inde i deres hjerner og det forklarer jo så også at det faktum at det er forholdsvis let at komme til at kører fasaner ned, for; når vi ser en flok fasaner stå i vejsiden og ligesom ventet til bilen er lige ud for dem, inden de vælger at krydse vejen, så er det fordi der simpelthen intet er i deres hjerne. Lov mig, at hvis du nogen sinde får mulighed for at opleve han live, så tøv ikke. Gør det!

Efter at have grinet så meget, måtte der en pause til. En tisse-pause og kaffe-pause. Denne gang var der ikke frugt til, men tørkager. Er du da tosset hvor de smagte af en mere, men jeg holdt mig i skindet. 😉

Som rosin i pølse, kom Karen-Marie Lillelund, Kommunikationskonsulent,
Forfatter til bogen ”Humor i ledelse”, Medindehaver af Potentiale og bakkesangerinde. (hende med prikkerne i Matas reklamen). For pokker sikke en udstråling, hun indtog salen og fyldte den helt op med varme og humor. Hun nævnte at vi skulle være bedre til at se humoren i hverdagen og bruge den, alt, eller næsten alt blev meget lettere hvis vi brugte humoren.

Hun fortalte om engang hun stod i lufthavnen i kø til sikkerheds tjekket og en ung mand var blevet noget fortørnet over at, lige netop, han ikke kunne f en å lov til at få en1 ½ l cola med om bord på flyet. Så han skælder og smælde den arme sikkerhedsmand ud, så han ligner en der lige er stået af en karrusel. Nu var turen så kommet til en lille gammel dame. Hun får det samme spørgsmål, om hvor meget væske hun har med. Den lille dame løfter nu op i skørtet og peger på sin hævede ankel og siger; hvor meget vil du regne med der er her?

Brug humoren i hverdagen, for den ligger lige for næsen af dig, du skal bare samle den op. Karen-Marie Lillelund sagde også, ”hvis du gør noget pinligt, er du forpligtiget til at puste det op til almindelig morskab”. Det er nok noget jeg skal øve mig på. 😀

Så var dagen til ende og vi befandt os nu i køen til garderoben, men pyt vi havde ikke nogen færge eller andet vi skulle nå, vi skulle jo bare hjem.

Der gik dog ikke lang til før end vi atter befandt os på motorvejen og pludselig var broen der.

Vel hjemme, er der blevet reflekteret over dagen i går og det kommer der nok til at gå mere tid med. Lis og jeg har også tænkt os at lave en ”fremlæggelse” over dagen, på vores næste afdelingsmøde.