Dykkerklokken og sommerfuglen

1. november 2010, sendte DR2 den autentiske franske film “Dykkerklokken og sommerfuglen” en film jeg havde set frem til at se. Og jeg blev ikke skuffet.

Jean-Dominique Bauby var succesrig redaktør på det franske modemagasin Elle. Som 43-årig fik han et slagtilfælde og blev fange i sin egen krop. Han var ved fuld bevidsthed, men ude af stand til at kommunikere med omverdenen. Det eneste, han kunne bevæge, var venstre øjenlåg.

Med sin meget tålmodige assistents hjælp fik han skrevet en bog om sit liv og sin tilstand ved at blinke. Det foregiv ved at assistenten remsede bogstaverne op efter et system, hvor de mest anvendte bogstaver blev nævnt først. Når de nåede til det bogstav i alfabetet, han nu ønskede ned på papiret, blinkede han ned venstre øjelåg. Blink for blink, bogstav for bogstav, blev hans historie, Dykkerklokken og sommerfuglen, langsommeligt til. 10 dage efter, at bogen udkom i 1997, døde han af en hjertefejl.

Mathieu Amalric som spiller Bauby, leverer en imponerende præstation, både som grøntsag og som tilbageblikkenes friske og feterede playboy. Filmens mest gribende scener er med Max von Sydow som Baubys 92-årige far. I et tilbageblik får vi deres forhold helt ind under huden, da faren ikke kan barbere sig selv og Bauby derfor smøger ærmerne op og starter med sæbe og kniv, det er under barberingen, vi ser hvor tæt et forhold de har og derfor får man en klump i halsen da faren efter sin søns sygdom indser, at han ikke kan svare ham i telefonen.

Jeg har virkelig tænkt på den film siden i mandags og jeg må indrømme, at det er en af de sørgeligste, men samtidig også en af de mest livsbekræftende film jeg nogen sinde har set. Jeg ville ikke kunne have haft det livsmod tilbage, hvis jeg havnede i den samme situation. Hvis du ikke har set den, så er den helt klart et bekendskab værd.