Så er vi atter hjemme, efter at have tilbragt meget af eftermiddagen i det jyske. I dag var dagen hvor vi skulle vinke farvel til mellemste sønnen. I dag var dagen endelig kommet, dagen som han og hans kammerater har forberedt sig på i næsten et helt år. Dagen som han har glædet sig til i næsten lige så lang tid. Dagen, hvor alle de mange hårde og kolde dage i den danske natur, skal byttes ud med en en helt anden jord under de store militærstøvler. Dagen hvor vi forældre, bedsteforældre og søskende skulle finde lommeletter frem.
Nu er han i luften et eller andet sted over Europa, i morgen er han i Afghanistan. Det bliver en spænende tid for ham og jeg/vi glæder os til at høre om alle oplevelserne, når han kommer på Leav en engang her i foråret. Lige om lidt er det forår.
13 kommentar
FruE
27. januar 2011 at 20:59Det må have været med et sug i maven at sige på gensyn. Hvilke tanker gør man sig som forældre?
Han er altså en flot fyr ham Sebastian. Skønt glimt i øjet 🙂
Catarina
27. januar 2011 at 21:18@FruE: Det var en speciel oplevelse og tanker havde jeg slet ikke nogen af faktisk. 😉
Han er nemlig en skøn gut både indeni og uden på. 🙂
Brian Rasmussen
27. januar 2011 at 22:22Hej Catarina..
Det er sku en hård en.
Jeg holder, igennem regnskoven, Kryb & Kravl kurser for forsvaret, og har i den forbindelse haft et par tusinde af de gutter, vi sender af sted, igennem kurset.
Min klare opfattelse af alle sammen er at de tager deres arbejde max seriøst og at de passer på hinanden som var de familie. Jeg er sikker på at han er i de bedste hænder og jeg har stor respekt for det arbejde han har valgt at gøre..
Det skal i være stolte af!
Catarina
28. januar 2011 at 17:30@Brian Rasmussen: De er nemlig som én stor familie og vi har mødt hans gruppe og alle er nogle rigtig søde gutter. De har i hele forløbet alle 9 boet på samme stue og laver alle øvelser sammen, så de kender hinanden ud og ind og på godt og ondt.
Og ja, vi er pisse stolte af at han har valagt som han har gjort og vil ned og gære en forskel.
Jeg skal høre Sebastian om han har væet opp veddig og hvad han synes om det – men som jeg kender ham, har han syntes at det var fedt. 😀
Rejen
28. januar 2011 at 09:38Det må være lidt hårdt at sende “knægten” afsted selvom man samtidig også er stolt af ham…han ser ud til at være en dejlig dreng…De bedste ønsker til ham og hans kammerater…Og ja lige om lidt er det forår…;-D
Catarina
28. januar 2011 at 17:32@Rejen: Det var lidt hårdt og det var det for alle de pårørrende som var deroppe da bussen kørte ud til flyet. Men vi er også stolte af at vores “lille” dreng har taget en så stor beslutning og har gennemført det hårde forløb, som det rent faktisk kræver for at få lov til at komme ud. 🙂
Annette's space
28. januar 2011 at 09:46Puuuuh Catarina, jeg får et helt sug i maven på dine vegne og kan sagtens følge behovet for lommeletter….Jeg håber det aller allerbedste for hans tur …
Knus 🙂
Catarina
28. januar 2011 at 17:33@Annette’s space: Tak skal du have Annette og jeg er osse sikker på de får den bedste tur og masser af gode oplevelser. 🙂
PS. Dejligt at se dig igen. 🙂
Knus
Bot
28. januar 2011 at 17:41Respekt – Bare de passer på hinanden og kommer sikkert hjem igen. Du må jo skrive lidt her, hvordan det går ham.
Rigtig god weekend til dig og resten af familien
Catarina
28. januar 2011 at 18:00@Bot: Det har lovet at passe godt på hinanden og det er jeg også 100% sikker på de gør. 🙂
Jeg skal nok se om jeg kan huske at holde jer opdateret, eller kommer det via FB. 😀
Du og Speedy så også ha’ en skøn en og så ses vi jo på fredag. Glæder mig sgu til at gi’ er et stort kram. 🙂
Hege
28. januar 2011 at 19:45Vi sender ungene våre ut i verden, og det viktigste er at de er varme og kalde, at de kan noe og vil noe, – og aller først: At de er villige til å bidra. Lykke, lykke til med ham.
Catarina
28. januar 2011 at 20:58@Hege: Mange tak skal du have og ja han vil det her og an ønsker at gøre en forskel. 🙂
Endnu en tur i trøjen
5. august 2012 at 09:24[…] og kvinder som har valg at blive udsendt til Afghanistan. Sebastian, er en af de unge der har valgt endnu en tørn i trøjen, så det skulle selvfølgelig krammes, kysses og vinkes på gensyn. Det var som […]