Jeg læser oftes i den. Læser nogle sider. Ladere ordene komme helt ind. Eller slet ikke ind. Nogle siger mig mere end andre. Andre finder jeg først værdien af senere. Da går jeg tilbage og læser igen. Jeg fik den i gave får mange år side. Men ordene er ikke ældet. Kun jeg er det. Ældet.
Der har været forår i luften i dag og derfor kom nedenstående digt også frem igen, og jeg måtte dele det.
Der står i den frysende morgen
en tone der snart vil tø.
Om lidt er stilheden moden
og åbner sig som et frø.
I denne luft er der farver
dit øje ikke kan se.
De venter som dybder i rummet
over den blinde sne.
Stille. Vent med at tale.
Sæt ikke noget i gang.
En dråbe stilhed mere
og luften er fuld af sang.
Tekst: Benny Andersen
2 kommentar
Bente
26. februar 2013 at 23:28Det er det dejlige ved Benny Andersen – hans digte kan man vende tilbage til igen og igen! Ikke mindst pga. humoren :-). Du får lige en stump af en af mine yndlinge, Diæt:
(…)
småkager påvirker hørelsen
radiser indskrænker horisonten
ærter standser udviklingen
blomkål tar udsigten
morgenmad tar appetitten
natmad skærper den
mad er ikke godt for maven
livet er usundt
haps
haps
haps
Catarina
27. februar 2013 at 06:40Ahh, ja, fra ‘Min indre bowlerhat’ og det et godt eksempel på humoren i BA’s digte.
Jeg tror aldrig jeg bliver træt af hans skriv. 🙂