Helt vildt og vidunderligt gensyn efter 20 år

Selvom alt foregår i et langsom tempo og vi ikke laver meget, så nyder jeg at kikke mig omkring når vi kører på tur og her i går, da vi var på vej hjem efter en tur ind til Roanne, så jeg et skilt hvorpå der stod; Villemontais. I det samme jeg så skiltet, kom jeg til at tænke på Geraldine, som jeg arbejde samme med på QE2. Geraldine og jeg startede samtidig (sammen med ca. 20 andre) og havde derfor dem samme uges træning i Southampton, hvor os ca. 20 kom godt ud af det med hinanden, at i også “hang” sammen, vi var kommet ombord. For at gøre en lang historie kort, så blev Geraldine forelsket i Brian fra Irland som også arbejdede på QE2. For ca. 20 år siden stoppede Graldine på QE2 og de købte et hus som de satte i stand i Villemontais og der kom to bør til.

I går da vi var ude at køre og så skiltet, var der ikke mere end 5 km til byen. Jeg har jo adressen til dem, da vi har skrevet sammen. GPS’en havde dog 5 forskellige forslag til hvor det skulle være, én enkelt var i lige lidt nord for byen, men da jeg havde gået den lille vej igennem og kikket på alle postkasserne og ikke fundet dem. Blev i enige om at prøve den ande adresse, som kun lå 5 km derfra. Men der landede vi ude bag “Gud ske tak og lov” og jeg vidste at det us de købte, var den gamle skole, så her kunne det ikke være. Vi prøvede endnu en adresse, men den lå for langt væk til at mente det kunne være der. Vi opgav og begyndte at køre tilbage til pladsen, da det slog mig at jeg da lige kunne ringe til dem.

Brian tog telefonen og jeg blev faktisk helt paf, og vrøvlede forfærdeligt. Da han endelig fandt ud af at jeg stod for enden af byen og kikkede op på kirketårnet, blev han også helt rundt på gulvet og kunne ikke helt forstå, at jeg stod nettop i ders by, da det endelig gik op for ham, sagde han at han nok skulle komme ned efter os.

Jeg gik tættere på kirken og Søren kørte langsom efter. Og der kom han så gående. Lidt mere rund og lidt grå i toppen, men Brian, det var det. Der blevet uddelt knus og masser af kindkys. Han diregerede Søren ned på deres lille grund, hvor han kunne parkere. Og det var slet ikke der GPS’en havde vis os hen. Og ja, det var selvfølgelig lige midt i landsbyen.

Fortsættes senere…