Strik og blå tænder

Jeg må ærligtalt indrømme, at jeg her i weekenden har bandet at nogle af mine kollegaer langt væk. Det meste af sidste uge, snottede og hostede de nærmest om kap og jeg var en kende nervøs for, at jeg skulle rage skidt til mig. Her i lørdags, blev mine bange anelser vagt til live, for jeg vågnede med ondt i venstre side af halsen, slet ikke noget jeg har brug for lige nu. Og en øm og ru hals, plejer at være lige med at resten også følger med, altså snot, feber og utilpashed.

Så jeg gik i gang med alle de helbredelse-remedier jeg overhovedet kunne komme i tanke om. Dvs. jeg har ikke levet af andet end Panodil og hyldebærsuppe og så har ejg nærmest siddet klods op af brændeovnen. Suppen blev drukket af både af krus, men også spist med tvebakker, som rev “dejligt” i halsen. Jeg er ikke på toppen, men det går heldigvis den rigtige vej og jeg er »tyv-ni-tretten« ikke blevet snottet, eller har fået det værre. Tro flytter bjerge.
Det jeg til gengæld har meget af lige nu, er nærmest kroniske blå tænder og tuge, men sådan må det være.

Den lange trøje er for øvrigt så færdig som den kan blive, for jeg mangler stadig ærmerne, men for at kunne lave dem, skal jeg bruge nogle pinde, som jeg regner med, at min mor ligger inde med, men det må vente til efter vores ferie.

For ikke at sidde helt tomhændet og have alt for ondt af mig selv, startede jeg et lille let tæppe op, hvor jeg ikke skal tænke, men bare strikke. Tæppet bliver lavet af de rester jeg nu ligger inde med og i perlestrik. Det skal nu nok blive et smukt lille babytæppe, når det engang bliver færdigt.