Når et stykke strik ender der, hvor det rider én som en mare

Det sidste mere en 1½ har kastanjetrøjen, som jeg kalder den, ligge der i strikkekurven og leet af mig. Jeg har ikke haft den samme lyst til at strikke, pga. den. Jeg er (åbenbart) typen som ikke har det godt med, at et stykke strik bare ligger, uden at der sker med det. Og jo længere tid der går, desto sværere bliver det for mig at starte det op igen.

Selvom lysten til at strikke, ikke har været den store, har jeg forsøgt mig med masser af små-strik, for det kunne jo være, at lysten til kastanjetrøjen kom tilbage. Men hver gang jeg startede et nyt lille projekt op, fik jeg også dårlige samvittighed over at kastanjetrøjen bare lå der i kurven og ikke blev gjort færdig.

Det er blevet til ret så mange hjemmestrikkede hjemmesko, så mange at jeg ikke har tal på dem. Et par huer det også blevet til og mit elskede lange halstørklæde, som jeg nærmest har brugt siden det kom af pindene, er også lavet og det på nærmest ingen tid. Sidste, men ikke mindst, er der også blevet produceret 4 karklude. Det var først da den sidste af 4 karklude var halvvejs, at lysten til den kastanjetrøjen igen indfandt sig.

Nu er jeg godt i gang igen og nyder at sidde med den dejlige farve og et større stykke strik. Jeg håber og tror på, at den når vejs ende denne gang og jeg har lovet mig selv, men sig det ikke til nogen, at jeg ikke må starte noget nyt op før den er helt færdig.