Et værre tabernakel

Nytårsaftens dag var det tid for os at tage, vores forhåbentlige sidste, PCR test som vi jo skulle have mellem 5 og 7 dage. Anitas dag var den 7. og for vores var den 5., så vi kunne alle tage en tuk-tuk ud til Hua Hin Hospital, hvor vi havde fået at vide, at den ville være gratis at tage. Vi havde ellers hørt, at nogle steder ville den koste 2500 BTH og andre 4000 BTH, så en gratis test ville da være at foretrække.

• 

Vi tog afsted, så vi ville være der inden de åbnede, for vi tænkte at der nok ville være kø. Der var allerede dannet en lille kø ved skranken uden foran, og de fleste var vesterlændinge.

Skranken udenfor

Vi stillede os i samme kø. Da vi endelig nåede op til skranken, fik vi at vide at vi manglede at udfylde 2 stykker papirer og fik dem så udleveret. Det ene var med præcis de samme oplysninger som vi havde på Thailand-passet og emigrationen – systemerne taler vist ikke sammen – det andet papir, var ny-person-på-hospitalet, derefter skulle vi indenfor til skranke 1, hvor vi igen skulle stå i kø.

• 

• 

• 

Skranke 1 og 7

Da vi var færdige ved skranke 1 og de havde får lagt alle oplysninger ind i deres system, kunne vi så gå tilbage til udendørsskranken og igen stille os i kø. Da vi nåede frem til lugen, viste vi igen pas og den lyserøde kopi af det dokument vi havde udfyldt i flyet hvorpå der var stemplet at vi skulle have en PCR test på dag 1 og en igen mellem dag 5 til 7. Herefter blev der sat nogle klistermærker på papirerne og noteret noget – hvad aner vi ikke, men jeg formoder at det var noget med at vores test ville være gratis. Herefter skulle vi så igen indenfor, denne gang ind til skranke 7 Cashier der fik vi så et stempel (nok bekræftelsen på at den var gratis) og fik at vide at vi igen skulle udendørsskranken.

• 

• 

Skranken udenfor

Tilbage til skranken udenfor, stod der heldigvis en ældre dame i uniform, som fangede alle os der havde været ved skranke 7 og gik bag damerne ved skranke 1 og gav os en grøn slip med vores navne på og 5 små labels, samt t vi ville få besked den 1. januar. Vi fik at vide at vi skulle gå ned til det bagerste telt på parkeringspladsen, som vi havde set ved ankomsten til hospitalet.

Testen

Vi blev bedt om at sætte os på nogle stole og i række for række, hvorefter den kom rundt for at tage testen. I Bangkok var et en PCR i både næse og svælg, så vi regne med at det ville være det samme her. Det var det så ikke!

Testen var kun i næsen og jeg må sige at jeg til dato ALDRIG har fået en så ubehagelig test. De jog pinden så langt op mens undskyldte – testen fik frembragte tåre i øjnene på os alle. Føj det var slemt.

• 

• 

Vi overlevede og fik tørret tårerne og pudret næse, hvorefter vi snuppede en “grisebil” tilbage til byen, hvor vi fandt en lille kaffebar hvor vi slog os ned. Sikke måde at starte nytåret på. 😉

Her 2 døgn efter testen har vi stadig ikke hørt noget og derfor formoder vi, at vi alle er negative, for ellers havde de vel giver besked og/eller hente os for at kører os på hospitalet, som vi har hørt at de gør ved vesterlændinge. Om vi i det hele taget får svar ved vi ikke.