Nu skulle det halløj opklares!

I går faldt vi i snak med en tysk dame, og da vi havde snakket om “vind og vejr” spurgte jeg, om de (hun rejser sammen med hendes søn og svigerdatter) havde været ude og få fortaget 2. test. Hun kunne fortælle, at de havde været ude samme morgen og at de i den følgende dag igen skulle derud for at få svaret. Vi var temmelig forbavset og spurgte ind til, om de decideret havde fået at vide at de skulle ud til hospitalet for at få svaret, hvilket hun bekræftede.

Søren, Anita og jeg, sad så og snakkede om, at det kunne være vi lige skulle runde receptionen for at høre, om de eventuelt havde fået vores svar, da vi netop skulle opgive det hotel vi boede på, i de mange papir, som vi havde udfyldt. I receptionen havde de ikke fået noget svar, men de ringede ud til hospitalet og talte med dem, og efter et par omstillinger, kunne receptionisten give os et svar.

Vi skulle selv tage ud til hospitalet, præcis som den tyske dame fortalte de skulle, fordi vi skulle skrive under på nogle papirer. Receptionisten nævnte så, at det var helt fint, at vi først tog afsted næste dags morgen. Men da vi stod der uden for receptionen med alle vores papirer, blev vi enige om at tage en tuk-tuk til hospitalet med det samme, selvom klokken var end af 16:30. Nu skulle det halløj opklares!

Da i kom til Hua Hin Hospital, var der nærmest ikke et øje, kun nogle lokale som sad udenfor og ventede på at komme ind til behandling. Den udendørs skrank, som vi besøgte et par gange da vi skulle havde foretaget testen, havde kun 1 person som ventede, så Anita stillede sig bag damen, mens Søren og jeg gik ind til skranke 1, som var helt fri, for at se om det var der vi skulle ind først 😉 Det var ved skranke 1 vi skulle til først, så vi kalte Anita ind. Efter et tjek af vores pas fik alle udleveret et A5 papir, som der var udfyldt med navn og og pasnummer og noget kunne udfyldes på Thai, kunne vi selvfølgelig ikke udfylde noget. Men det gjorde åbenbart ingenting, for damen ved den udendørs skranke tog bare det papiret og bad os om at vente på de stole, som også stod fremme til dem der skulle til behandling.

Efter små 10 minutters venten, kom damen fra skranken udendørs over til os med 2 stykker papir og sagde ok. Vi kikkede på papirerne med både stempler og underskrifter, og kunne ved selvsyn konstatere at vi alle var negative. Men vi skulle ikke skrive under på noget selv.

Det er et sjovt system de holder sig her i Thailand. Da vi udfyldte alle de papirer ude på hospitalet første gang, skulle vi oplyse e-mail og telefonnummer og hvilket hotels vi boede på, for at de kunne udføre testen. Men at få et svar, kan man så ikke få ad den vej, hvilket de godt kunne efter testen i Bangkok. Underligt.