Fra Gade til By

Baggrund

Her i sidste uge var jeg på byvandring i Odenses nye bydel sammen med en af Odense Kommunes arkitekter, som har været med i processen bag omdannelsen af området. Invitationen til gåturen var et opslag i et nyhedsbrev og jeg skyndte mig at melde mig til, da det lød vildt spændende. Vi var omkring 25 personer som deltog og det i alle aldre, samt 2 hunde. 😉

Vi mødtes ved Odion og gik derfra op mod den gamle Thomas B. Thriges Gade, som nu er helt igennem uigennemkendelig i sammemligning med for 10 år siden. Thomas B. Thriges Gade var oprindeligt en firesporet vej, der i mange år fungerede som en hovedfærdselsåre tværs gennem midtbyen og ned til havnen. I tidernes-morgen kørte der op til 25.000 biler i døgnet på den vej store vej og byen i pga. den delt i to dele – på den ene side gågader og forretninger, på den anden side den gamle bydel, hvor bylivet sjældent bevægede sig ned, med mindre der var torvedag og så selvfølgelig turisterne.

I 2008 besluttede Odense Kommune at omdanne hele strækningen til et tættere byområde med boliger, erhverv, kultur og grønne arealer – og samtidig fjerne den gennemkørende trafik fuldstændig.

Et kæmpe projekt

Projektet dækker omkring 51.000 m² over jorden, og et af kravene i arkitektkonkurrencen var, at der under hele strækningen skulle etableres parkeringsmuligheder, så det samlede antal pladser endte på ca. 1.000 pladser over en strækning på 800 meter.
Samtidig skulle der skabes så meget grønt som muligt – ikke nogen let opgave, når alt det grønne reelt står oven på en lang parkeringskælder .

I 2012 blev arkitektfirmaet Entasis udpeget som vinder af helhedsplanen, og det blev starten på den store forvandling af området fra trafikåre til byliv.

Bygninger med omtanke

Mod nord ligger erhvervsdelen, og omkring Hotel Odeon begynder boligområderne.
Der er taget mange hensyn i byggeriet. Alle altaner skulle trækkes ind i facaderne, og tagterrasserne måtte ikke placeres, så man kunne kigge ned i de gamle gårhaver som hører til de gamle huse i H- C. Andersens-kvarteret. Højden måtte heller ikke overstige et bestemt antal etager – undtagen i erhvervsdelen, hvor bygningerne starter højest og gradvist bliver lavere hen mod Hotel Odion.

De fleste bygninger har flade tage og det er et bevidst valg for at undgå, at området kom til at virke tungt og lukket. I stedet fremstår det let og varieret. De enkelte huse er heller ikke ens – nogle har afrundede hjørner, og andre små “kasser” og forskydninger, der bryder linjerne og dermed skulle giver liv.

Naturen oven på en parkeringskælder

Noget af det mest fascinerende ved området er, at alt – bygninger, pladser og beplantning – faktisk står oven på parkeringskælderen. Men man ville jo gerne skabe en bydel, hvor der også var grønt, så omkring alle bygninger skulle der plantes noget, der kunne vokse i højden.

Der skulle også være træer, og med en stor kælder under hele området var det lidt af en udfordring – men den blev løst.
De omkring 100 nye træer, som er plantet (for at kompensere for de cirka 100 træer, der blev fældet i forbindelse med omlægningen), står oven på mange af de søjler, der bærer loftet på parkeringskælderen.

Oven på hver søjle er der etableret en slags jordskål på omkring 80 m³, fyldt med jord. Der er valgt træarter, hvor rødderne vokser ud til siderne i stedet for nedad – og derfor trives de overraskende godt.

Et byliv med mennesker i centrum

Et af de fineste træk ved området er, at der blev plads til en borgeridé. En gymnasielærer spurgte undervejs, om han måtte komme med et bud på et bofællesskab – og det fik han lov til. Han havde et år til at tegne byggeriet og samle de mennesker der skulle bo der. Han nåede det hele og i dag står det som et eksempel på, at byudvikling ikke kun handler om bygninger, men også om mennesker.

Regnvandet

Regnvandet fra området bliver ledt gennem store rør i kælderen og videre ud til åen. Ved bofællesskabets lille have ligger en samskasse, og under den en stor faskine, som opsamler og leder vandet væk. Det er sådan noget, man ikke ser, men er super sjovt at få indblik i.

H.C. Andersen Museet

H.C. Andersens Hus har været en del af Odense siden 1905, hvor kommunen købte Andersens barndomshjem. Gennem årene har museet vokset og forandret sig sammen med byen. Da tiden igen var inde til endnu en større udbygning, blev der udskrevet en international arkitektkonkurrence for at skabe et moderne museum, der kunne fortælle historien om H.C. Andersen på en ny og mere levende måde.

Konkurrencen blev vundet af den japanske arkitekt Kengo Kuma, som tegnede det museum, der står der i dag. Hele museet ligger under jorden, så de bygninger, man ser over jorden, rummer “kun” forskellige workshops, butik og café.

Bygningernes former er bløde og organiske, ikke kantede eller firkantede. Mange af overfladerne buer let, og tagene er udformet, så de nærmest ligner et bakket landskab. Tagene er grønne og levende, og meget af haven er faktisk etableret oven på museets tag. Det meste af anlægget ligger under terræn, og stierne slynger sig mellem hække og træer, så både børn og voksne kan bevæge sig gennem det som i et lille eventyr.

Da planerne for museet lå klar, blev alle buske, hække og træer købt ind og plantet på en planteskole på Fyn – præcis sådan, som de skulle stå i den færdige have. Der fik de lov at vokse sig store, inden de blev flyttet ind på pladsen. Derfor stod både have og bygninger som en færdig helhed, da museet blev indviet.

Belægningen

Fra den katolske kirke og ned mod domkirken er belægningen en vigtig del af helheden. Mønsteret i stenene er inspireret af gulvene i de to kirker, og på den måde er der skabt en lille forbindelse mellem de to kirker.

Overgangene i belægningen i den nye bydel bruges også til at markere skiftet mellem de forskellige byrum – b.la. dér, hvor man som fodgænger kan krydse mellem den nye bydel og den eksisterende.

Springvandet foran den katolske kirke

Foran den katolske kirke ligger også et springvand med en stor, flad sten som fontæne. Ved første øjekast ligner den bare en rund sten med forskellige overflader – nogle glatte, andre ru – men kigger man tættere på, viser mønsteret faktisk vejene og bygningerne, som ses gennem den nye bydel. Det er bydelens nutid, skåret i sten og levende i vand – et stille billede af det liv, der nu udfolder sig omkring den.

Ved vejs ende

Til sidst stod vi foran Eventyrhaven, som også var afslutningen på den to timers gåtur, og jeg havde fået mere at vide, end jeg nogensinde har gjort på en guidet tur før. Det var både teknisk, historisk og menneskeligt på én gang – og det var nok det, der gjorde det så spændende.

Det er ret utroligt at tænke på, hvor meget der gemmer sig under overfladen i den nye bydel – alt det, man ikke ser, men som får det hele til at fungere. Jeg gik derfra med en fornemmelse af, at min by ikke bare har fået en ny bydel, men et stykke byliv, der er vokset ud af det gamle. Og selvom jeg ikke helt er enig i, at der skulle være så mange bygninger, så er det jo nok er et spørgsmål om penge – og den leje, man kan få ind på adresser i centrum af byen. 😉

Så hvis du en dag besøger Odense, så tag en tur igennem den del af byen, og prøv at lægge mærke til alle de små ting, der ikke fylder så meget i det store billede – men alligevel gør. Og husk så, at alt sammen er bygget oven på en parkeringskælder.