Vi skal skrue tiden lidt tilbage til juni 2020. Vi var i Værløse og hyggede med den lille familie – dengang kun far, mor og Asbjørn, som var lidt mere end halvandet år. Da vi skulle hjem, kom Asbjørn pludselig løbende og sagde:
Jeg har en gave til jer
Det viste sig at være dette maleri, som han havde lavet i vuggestuen – på ret lækkert papir. Altså et rigtigt maleri.
Det var nok ikke helt det, forældrene havde regnet med. Faktisk heller ikke os. Jeg tror ærligt talt heller ikke, de havde forestillet sig, at han skulle give det væk – i hvert fald ikke ud fra mor Rikkes ansigtsudtryk. Men Asbjørn mente det helt oprigtigt, og vi tog imod det med kyshånd og en stor krammer.
Men indrømmet, siden da har billedet bare ligget oven på mit skab. Og hver uge, når støvkosten ramte det, tænkte jeg det samme: Nu skal jeg altså finde en ramme til det.
Her lige efter jul, da støvkosten endnu engang ramte det, tog jeg mig endelig sammen. Jeg fik målt billedet, fundet en ramme og et passepartout i den rigtige størrelse – et, der gav maleriet lidt luft uden at tage noget fra det.
Nu er det endelig kommet op. I en ramme. Et lille stykke kunst med sin egen historie og fra en ganske særlig person.
2 kommentar
Lene
9. januar 2026 at 08:12Hvor er det dejligt at det nu kom op og til sin ret. Jeg sidder og kigger på et maleri af mit barnebarn, som også er kommet i ramme, mens jeg skriver. Håber jeg kan få lov til at kommentere. Har prøvet flere gange.
Catarina
10. januar 2026 at 11:32Den gik igennem Lene 😊
Bare lidt underligt at du var nød til at prøve så mange gange.🤔
Der er nu noget særligt sådan at se det i ramme. Det er dejligt at I også har en hængene i ramme som i nyder at se på 😀