Godt gået Catarina

Forrige tirsdag, da jeg var ude at løbe med arbejdet, vrikkede jeg om, noget sådan alvorligt syntes jeg, for jeg vrikker ofte om på grund af mine delvis hypermobile led. Nå, men jeg kunne nu mær det om aftenen, men næste morgen, onsdag, var det ikke så slemt og jeg besluttede mig for, at løbe en sidste 6 km. om eftermiddagen efter arbejde. Da jeg kom fra hjem, hoppede jeg derfor i løbetøjet og smuttede ud ad døren. På de 6 km. kunne jeg godt mærke en let ømhed, men jeg bed det i mig. Senere samme aften blev jeg mere øm og var glad for, at der var to dage til jeg skulle løbe halvmaraton.

Torsdag og fredag, gik det egentligt meget godt og jeg passede også på ikke at overanstrenge mig. Lørdagen kom og det var tid til Lillebælt Halvmaraton. De første 10 km var egentlig ok, men derefter kunne jeg godt mærke anklen. Men når jeg er derude på ruten, så tror jeg, at jeg på en eller anden måden, kan abstrahere fra smerten, for til sidst følte jeg den ikke. Da jeg kom i mål var anklen ret øm, men den var jo også lige blevet brugt. Senere, derhjemme var den ret så øm og jeg humpede rundt, ikke noget kønt syn og Bot formanede mig ind og så is på, hvilket jeg også gjorde efter de var kørt.

~Billedet er fra i lørdags og ude ved 11 km. mærket.

Det blev så ikke bedre søndag og mandag tog jeg et par piller for at kunne gå rimeligt normalt på jobbet. Det har jeg så gjort indtil i dag, hvor jeg ikke kunne spore nogen bedring og valgte at tage til lægen. Ja jeg ved det, det er måske en smule sent, men bedre sent end aldrig, ikk?

Nu er jeg returneret fra lægen med forbinding og påbud om ro og hvile, mindst weekenden over, for anklen er forstuvet, hvem fanden kunne også vide det. Godt gået, at løbe en halvmaraton med en forstuvet ankel. Pisosse! 😥