Jeg kører jo til og fra arbejde, og det er mere eller mindre den samme tur hver dag. Ud af carporten, videre ud af matriklen osv. Jeg har vel gjort det omkring 1000 gange, og alt foregår præcis, som jeg plejer: Pas på stolpen, Catarina. Drej lidt på rattet, kig bagud, og så videre – du kender rutinen.
Sådan var det også her den anden morgen. Alt – fra morgenbadet, kaffen og til at komme ud i bilen – foregik, som det plejer. Altså, lige indtil jeg formåede at kvaje mig noget så grundigt.
Jeg hoppede ind i bilen, klar til at tage verden med storm – eller i det mindste nå frem til kontoret uden større drama. Præcis, som jeg plejer. Jeg trykkede på startknappen og begyndte at bakke. Det gik godt, lige indtil det ikke gjorde.
Knæk! Eller måske var det mere sådan en krrrrrk-lyd. Pis, pis, pis! Jeg vidste præcis, hvad der var sket!
Jeg steg ud og kiggede på sidespejlet i højre side. Det var vippet helt rundt, men selve spejlet fejlede heldigvis ikke noget. FEDT! Men spejlhuset – altså den ydre del – var ikke sluppet lige så heldigt. Jeg kunne sagtens vippe spejlet tilbage på plads, og blinklyset samt al den anden elektronik, der findes i nutidens spejle, virkede fint. Men spejlhuset havde taget skade.
Jeg gloede olmt på carportsøjlen, og jeg følte næsten, at den gloede tilbage på mig, som om den ville sige: “Hvad glor du på? Det var jo dig, der ramte mig.”
Den gode nyhed? Vi har indad fået skiftet sidespejlet – og det er altså hele sidespejlet, for sådan noget kan ikke repareres i dag. Den dårlige nyhed? Jeg kan stadig se mærket på carportsøjlen og det er som en konstant påmindelse om bilens (eller var det mit)”kindkys” med den.
Ingen kommentar