Professorterningen

Da Asbjørn var her sidst, fik han øje på min gamle professorterning. Jeg tror egentlig bare, han syntes, den så sjov ud med alle de farver, men da vi senere facetimede, viste han stolt, at han nu selv havde fået en og allerede kunne lave en hel side. 👏
Jeg kom så samtidig til at fortælle, at jeg som barn godt kunne løse hele terningen. Det blev han helt vild over, og jeg fik i samme omgang også lovet, at jeg ville tage min med, når vi skal over og passe dem i næste måned.

Så i de sidste små fjorten dage har jeg øvet mig. Den første uge kunne jeg kun at løse en tredjedel af terningen. Nogle af rotationerne sad stadig i fingrene, men mange af dem var virkelig virkelig lang væk. Lige så stille fik jeg dog vækket fingrene til live igen, og pludselig havde jeg lavet den. Men så kunne jeg ikke lave den igen. Så på den igen, og langsomt fandt fingre og hjerne hinanden. Nu, i uge to, har jeg endda fået styr på, hvilken rækkefølge jeg skal bytte om på kanterne og hvordan det lige var jeg roterer hjørner rigtigt 😉

Jeg er igen sikker på, at jeg kan lave den, når som helst. Jeg har aldrig været hurtig til at løse den og det er jeg heller ikke nu, men det er egentlig heller ikke det vigtigste for mig. Jeg hygger mig med at løse den, også selvom det er over 40 år siden, jeg fik den i et påskeæg af mine forældre.

Det bliver sjovt at se hans reaktion, når vi sætter os med hver vores terning. Jeg tror, vi får en del hyggelige timer sammen, og jeg vil vædde på, at han meget snart bliver meget hurtigere end mig og at han skal have en anden terning, en af de der speedterninger, som kan rotere vildt hurtigt. 😀