Fredag middag hentede jeg min veninde fra arbejde i centrum, og vi slentrede ned mod Nørregade og til Café Fleuri. Stedet har sit helt eget udtryk, rustikt, lidt slidt og med et strejf af Frankrig. Min veninde sagde, at her ville hun ikke ønske at gøre rent, for det var lidt trangt og lidt for rustikt, til rengøring, men super hyggeligt som café. Som sidebemærkning: deres gårdhave er endnu hyggeligere, men årstiden er ikke lige til at sidde derude, så vi fik et bord indenfor.
Vi bestilte begge den store salat – stor blandet salat med asiatisk poke-dressing, kylling og bacon samt brød, oliven og pesto – og den levede i den grad op til navnet. Det var uden sammenligning den største salat, vi nogensinde har fået. Et helt bjerg af forskelligt grønt, bacon, kylling, cashewnødder og friske tomater, toppet med syltede rødløg og spirer. Brødet til var lunt og sprødt, og Veninden fik glutenfrit, som så ud til at være mindst lige så lækkert som mit.



Vi blev enige om, efter at have set deres kageudvalg lige dér, hvor man går op og bestiller, at vi ikke kunne forlade caféen uden dessert. Men da vi var godt mætte, bestilte vi en glutenfri brownie til deling med hvid chokolade, friske hindbær og blåbær, hakkede nødder og lidt karamel. Dertil en stor, sort kaffe – rygende varm.
Efter frokosten gik vi langsomt gennem byen. Det smådryppede, og som så tit endte vi på Café Biografen, hvor vi fandt et bord under havtaget og varmelamperne. Her sluttede vi dagen af med et glas bobler, tæpper om benene og mere snak. En god start på en dejlig efterårsweekend.

2 kommentar
Karin
4. januar 2026 at 10:51Så hyggelig en eftermiddag i havde. Og en god begyndelse på weekenden.
Catarina
5. januar 2026 at 19:19Det er dejligt at finde sådanne små lommer 😀